Debatmøde på Borgen: ”Hvordan får vi kortere arbejdstid?”
Mandag diskuterede dele af fagbevægelsen, forskere og politikere, om og hvordan vi kan få kortere arbejdstid på en Christiansborg-konference. © Foto: Anders Hviid
Til debatmøde på Christiansborg blev det diskuteret, hvordan vi får kortere arbejdstid. Få et overblik over nogle af deltagernes holdninger.
”Hvordan får vi kortere arbejdstid?” Sådan stod det skrevet på lærredet bag paneldeltagerne i Fællessalen på Christiansborg.
Præmissen var sat: Stemningen var positiv over for at se på muligheden for nedsat arbejdstid, både blandt de otte paneldeltagere og blandt publikum, der næsten fyldte salen op mandag eftermiddag.
Alle paneldeltagere havde tidligere forholdt sig positivt til kortere arbejdstid.
SF’s erhvervs- og finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen, som havde inviteret til debatmødet, lagde tonen an ved at beskrive paradokset mellem, at den danske velstand er steget markant, samtidigt med at mange danskere lider af stress.
Her pegede hun på, at vi i 30 år ikke har talt arbejdstid i Danmark.
”Vi har tilsyneladende ikke skabt et bedre arbejdsmarked på trods af vores øgede rigdom”, sagde hun til debatmødet.
Kulturdebattør Emma Holten bakkede op om kritikken og hævdede, at ”drømmenes rum er blevet markant mindre”, når det gælder ambitionerne for arbejdstid i fagbevægelsen.
Den analyse var Lawand Hiwa Namo, arbejdsmarkedskommentator for Politiken, enig i. Han havde et konkret bud på, hvordan fagbevægelsen kunne samles om en fælles agenda. De gamle LO'ere skal med på idéen.
"LO'erne skal med. En idé er, at fx HK Privat gør det til reel politik og påvirker resten af fagbevægelsen", sagde han til mødet.
Janne Gleerup, lektor og abejdslivforsker på Roskilde Universitet, foreslog desuden at lave en arbejdsgruppe på tværs af fagforeningerne til at udvikle konkrete forslag til spørgsmålet om kortere arbejdstid.
Fagforeninger er venligt stemte
Generelt var der interesse blandt fagforeningerne om at diskutere mulighederne for kortere arbejdstid.
Søren Sørensen, som er formand for HK Østjylland Privat, var overordnet positiv for idéen og mente, at det kunne løse nogle af problemerne på arbejdsmarkedet.
”Det er økonomisk rentabelt at indføre nedsat arbejdstid, og det kan bidrage til at løse to store problemer på arbejdsmarkedet: Stressepidemien og den stigende pensionsalder”, sagde han til mødet.
Sara Vergo, formand for Djøf, argumenterede mere for at øge fleksibiliteten, så vi kan bestemme vores arbejdstider og tilrettelægge vores eget arbejdsliv.
”Et fleksibelt arbejdsliv er vigtigere for vores medlemmer end løn. Vi bør give vores medlemmer bedre mulighed for selv at kunne vælge mellem mere løn eller mere fleksibilitet i deres arbejdsliv”, sagde hun.
Formanden for DM, Camilla Gregersen, kaldte til, at fagbevægelsen skulle favne alle, hvis idéen skal udføres.
”Hvis vi skal diskutere nedsat arbejdstid, skal det ikke kun være en fest for de få. Vi skal have alle med”.
Camilla Gregersen mente ligeledes, at det ville give mening med nedsat arbejdstid ift. klimakrisen. Den betragtning bakkede arbejdslivsforsker Janne Gleerup op om.
"Kloden kan ikke holde til produktivismen", sagde hun.