Ansattes fridage kan ryge i stor kommune: "Skal vi droppe terapi til syge børn?”
Børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune kalder det "en væsentlig forringelse af arbejdsvilkårene", hvis politikerne vælger at afskaffe HK'ernes og AC'ernes kutymefridage på et budgetmøde 4. maj. Men det kan godt blive situationen, siger børne- og ungeborgmester Jakob Næsager (K). © Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det kan blive et valg mellem frihed for ansatte eller ergoterapi til syge børn, siger borgmester om forslag til besparelser. Kommunen skyder sig selv i foden, advarer DM.
Efter et par år med mere eller mindre stilhed er der nu igen storm om offentligt ansattes såkaldte kutymefridage.
Nærmere bestemt i Københavns Kommune, hvor Børne- og Ungdomsudvalget på et budgetmøde 4. maj skal pege på besparelser for ca. 53 mio. kr.
Pengene skal de københavnske lokalpolitikerne skrabe sammen fra et katalog med tiltag til besparelser på i alt ca. 70 mio. kr. - heriblandt en afskaffelse af AC- og HK-medarbejderes kutymefridage.
Dermed kan frihed juleaftensdag, nytårsaftensdag og en halv fridag grundlovsdag blive afskaffet med tre måneders varsel, fordi de ikke er skrevet ind i de ansattes overenskomster. Ifølge forvaltningen vil det give ca. 3,4 mio. kr. at fjerne de 2,5 kutymefridage.
Men forslaget bliver mødt med stor utilfredshed af ansatte og deres tillidsrepræsentanter.
De ansatte kæmper i forvejen med flere års budgetbesparelser og har under corona-nedlukningen arbejdet langt ud over sædvanlig arbejdstid for at få enderne til at hænge sammen, påpeger tillidsrepræsentanter i et kritisk brev til Børne- og Ungdomsudvalget.
Vi er som medarbejderrepræsentanter alvorligt bekymret for, at man sender et signal om, at fleksibiliteten kun går en vejFællestillidsrepræsentanterne for akademikerne og HK i Københavns Kommune
”Vi er som medarbejderrepræsentanter alvorligt bekymret for, at man sender et signal om, at fleksibiliteten kun går en vej og dermed får konsekvenser fremadrettet både for rekruttering og ikke mindst fastholdelse af dygtige administrative medarbejdere”, skriver fællestillidsrepræsentanterne for Akademikerne og HK i henvendelsen.
DM's formand, Camilla Gregersen, kalder ligeud forslaget ”uacceptabelt” og advarer mod, at det kan give bagslag.
”Jeg anerkender, at der er mange ting, der presser sig på økonomisk ude i kommunerne. Men man skal ikke af den grund bare spare på de administrativt ansatte. I en tid med ryg-til-ryg-spareøvelser overalt i det offentlige er det decideret kontraproduktivt at fjerne kutymefridagene i forvaltningen”, siger hun og uddyber:
”Det er efterhånden ingen hemmelighed, at den offentlige sektor hverken er førende på løn- eller ansættelsesforhold. Derfor mener jeg, at man skyder sig selv i foden i forhold til at kunne fastholde dygtige medarbejdere, hvis man fjerner de få goder og rettigheder, der er.”
Hvis man afskaffer fridagene for de administrativt ansatte, behandler vi alle ligeJakob Næsager, børne- og ungeborgmester (K)
I sparekataloget anerkender forvaltningen, at forslaget vil være en ”væsentlig forringelse af arbejdsvilkårene”, men derfor kan det alligevel blive stemt igennem. Det siger udvalgsformand Jakob Næsager (K), der er børne- og ungdomsborgmester i København.
”Pædagogerne ude i daginstitutionerne har ikke kutymefri, så hvis man afskaffer fridagene for de administrativt ansatte, behandler vi alle lige. Desuden skal kutymefridagene holdes op mod et forslag om at spare på fysioterapi og ergoterapi til syge børn. Hvis det er alternativet, så vil jeg ikke udelukke, at vi ville kunne finde nogle penge her”, siger han.
Pest eller kolera
Radikale Venstres Emil Sloth Andersen, medlem i Børne- og Ungdomsudvalget, kalder besparelsesforslagene et valg mellem ”pest og kolera”.
Omvendt ønsker partiet ikke at spare på velfærden, der i kataloget udover fysioterapi også tæller nedskæringer på uddannelsesvejledning og integrationsindsatser.
”Jeg er meget opmærksom på, at vi har brug for motiverede medarbejdere. Derfor er det ikke uden konsekvenser at fjerne kutymefridagene. Men intet er givet på forhånd”, siger han om det kommende møde.
I Enhedslisten og SF tager man klart afstand til forslaget om at fjerne kutymefridagene. SF-udvalgsmedlem Rasmus Stenbeger tror ikke, at det bliver nødvendigt at afskaffe dem.
”Når man læser sagen igennem, er det ikke noget forvaltningen foreslår. Forslaget ligger nede i bunken, og forvaltningen anbefaler det ikke. I en tid, hvor det er svært at skaffe dygtige medarbejdere, vil det også være et rimeligt tosset signal at sende at spare på lønbudgettet”, siger han.
Rasmus Stenbeger ønsker i stedet for at hæve prisen på skolemad og kommunes fritidsordning.
Akademikerbladet jagter en kommentar fra Socialdemokratiet til forslaget.