29 reformer på 20 år: Universiteterne mangler en reformpause

Halvanden reform hvert år. Det har været den barske virkelighed for universiteterne de sidste to årtier.

Siden 2003 har der således været 29 forskellige reformer på universitetsområdet. Med Reformkommissions nye anbefalinger lægges der op til endnu flere.

”De mange reformer er et udtryk for politisk utålmodighed, der dårligt matcher den tid, det tager at implementere reformer. Vi har endnu ikke set de fulde effekter af fx den ledighedsbaserede dimensionering og udflytningsplanen”, siger Katja Brøgger, der er lektor i uddannelsespolitik og -styring på DPU på Aarhus Universitet.

Hun fortæller, at antallet af reformer de seneste 20 år har været højt, og tempoet har været stærkt accelereret.

”Særligt de seneste 10 år, er der på næsten årlig basis kommet nye centrale initiativer og tiltag, som universiteterne og ikke mindst de studerende har skullet håndtere i praksis”, uddyber hun.

”Man kunne ønske sig en fremtid, hvor reformiveren blev lidt mindre, og hvor universiteterne til gengæld selv kom mere på banen som aktive og ikke reaktive. Hvis vi vender blikket lidt indad i sektoren, har vi måske også som sektor været for dårlige til sammen at formulere visioner for universiteterne”, siger Katja Brøgger.

Hun oplever, at universiteterne har brugt mange år på at finde deres ben i at være selvejende institutioner, uden at der nødvendigvis fulgte mere autonomi med. 

Allerede i 2017 skrev Danske Universiteter i en pressemeddelelse, at de ønskede reformro:

”De politiske ønsker er velmente. Men der er knap tid til at implementere en større reform, før den næste presser sig på(…) Desværre kan velmenende ønsker om konstant forbedring risikere at gøre mere skade end gavn. Hurtige og skiftende politiske vinde passer dårligt til universiteternes natur.” skriver Danske Universiteter og dekaner fra de danske universiteter i en pressemeddelelse. 

Eksperiment for de studerende

Når Katja Brøgger ser på listen over de mange reformer, så tænker hun først og fremmest på de studerende, da de i hendes øjne har været genstand for et langs reformeksperiment, hvor der har været mere lidt ro og kontinuitet:

Først sagde man til de studerende, at så mange som muligt skulle have en videregående uddannelse med 60 procent målsætningen. Så sagde vi, skynd jer alt, hvad I kan, med fremdriftsreformen.

Derefter sagde vi til humanisterne: I har mindre værdi for samfundet end andre typer lange videregående uddannelser, så vi beskærer jeres uddannelser og beder jer orientere jer mere mod arbejdsmarkedet.

Så gav vi de studerende et loft, som vi så fjernede igen nogle år senere.

Så lukkede vi for en del af internationaliseringen ved at lukke de engelsksprogede uddannelser, og så flyttede vi dem endelig ud i provinsen eller lukkede yderligere uddannelser med den seneste udflytningsplan.

"Nu siger vi så, vi også gerne vil have, at I uddanner jer i kortere tid, i hvert fald hvis du er humanist eller samfundsfaglig”, opsummerer Katja Brøgger.

Hun oplever også, at den konstante omstillingsparathed og det høje reformtempo skaber en dobbelt udmattelse blandt universiteternes ansatte.

For det første er man som medarbejder og leder konstant er i gang med at implementere noget nyt.

”Det er i sig selv en stressfaktor, ikke at have nogen reformpause”, fortæller hun.

For det andet virker det demotiverende for ansatte og ledere, at nye udspil og anbefalinger som Reformkommissionens indeholder forslag til tiltag som allerede er implementeret:

”Reformkommissionen lægger op til, at man i højere grad skal have erhvervsrettet de humanistiske uddannelser. Men fx ARTS på Aarhus Universitet har allerede implementeret en lang række af de tiltag, som eksplicit nævnes af kommissionen. Derfor kunne man have ønsket sig en tættere dialog mellem kommissionen, erhvervslivet og universiteterne inden udspillet”, siger Katja Brøgger.