Spring menu over
Dansk Magisterforening

Professor: VIA-studerende skal have ulovligt gebyr tilbage

VIA stopper 12 års ulovlig brugerbetaling

Studerende på VIA's animationsuddannelser, TAW, har i 12 år betalt 2200-2300 kr. om måneden i materialegebyr. Alt for mange penge, mener en gruppe tidligere studerende. © Foto: The Animation Workshop/VIA University College

Del artikel:

VIA skal give 12 års ulovligt opkrævet brugerbetaling tilbage til TAW-studerende. Det siger professor efter ’klokkeklar afgørelse’ fra Uddannelsesstyrelsen.

Det kommer formentlig til at koste cirka 15 millioner kroner, at VIA igennem 12 år ulovligt opkrævede 2200-2300 kroner i obligatorisk brugerbetaling af de studerende ved TAW, animationsskolen i Viborg.

Det står klart, efter at af tilsynsmyndigheden – Uddannelses- og Forskningsstyrelsen - selv er kommet med en 21 sider lang stærk kritik.

Udtalelsen kommer mere end et år efter, at Akademikerbladet første gang beskrev, hvordan studerende på TAW skulle have den helt store tegnebog frem for at læse til animationstegner eller grafisk fortæller, til trods for, at de gik på en ordinær, su-berettiget professionsuddannelse.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, kalder sagen om den ulovlige brugerbetaling ’i særklasse usædvanlig’ og styrelsens kritik for klokkeklar.

VIA kan ikke gøre andet end at lægge sig fladt ned, mener han.

”Når en offentlig virksomhed handler ulovligt, så er forventningen, at den af egen drift iagttager almindelige forvaltningsregler og genopretter sine fejl. Så selv om styrelsen ikke kan pålægge VIA en tilbagebetaling, så er forventningen klart, at det sker”, siger Per Nikolaj Bukh.

”Det er da en kende paradoksalt, at de i forvejen økonomisk pressede lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelser ender med at betale for, at man har lavet animationsuddannelse i verdensklasse i Viborg

Per Nikolaj Bukh, økonomiprofessor

Foruden påtalen af den ulovlige gebyr-praksis fremfører Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i sin udtalelse endvidere kritik af, at der er sket en væsentlig sammenblanding af institutionens udgifter og de studerendes private økonomi.

Styrelsens vurdering lyder, at de studerende har ret til en delvis tilbagebetaling, med det forbehold, at der gælder en tre-årig forældelsesfrist i sagen.

’Kun 15 -ikke 80 millioner’

VIA må midt i kritikken glæde sig over forældelsesfristen, som betyder, at institutionen kun skal tilbagebetale cirka 15 millioner fremfor de godt 80 millioner, det ville have kostet, hvis tilbagebetalingskravet havde omfattet alle tidligere studerende på TAW, mener økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh.

”Man må I VIA have læst med koldsved på panden, indtil forældelsesfristen blev nævnt”, siger han.
Uanset beløbets størrelse kan regningen ikke undgå at lande hos de øvrige VIA-uddannelser.
”Og det er da en kende paradoksalt, at de i forvejen økonomisk pressede lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne ender med at betale for, at man har lavet animationsuddannelse i verdensklasse i Viborg”, påpeger Per Nikolaj Bukh.

Tidl studerende: Via må tage ansvar

Tidligere studerende ved TAW har blandt andet oprettet en facebook gruppe, hvor flere end 100 følger sagen nøje.

Til Akademikerbladet har initiativtagerne bag gruppen, grafiker Mads Weidner og hans partner Esben Milan tidligere forklaret, hvordan de har følt sig snydt og at de ikke kunne få VIA’s regnestykker til at gå op.

Derfor håber de nu, at skolens ledelse nu vil tage ansvar. I en mail til Akademikerbladet skriver Esben Milan:

”Da skolen har opkrævet det ulovlige gebyr i så mange år, er der desværre nogle elever, som står i den situation, at deres tilbagebetalingskrav risikerer at være forældet. Jeg håber ikke at skolen nu vil forsøge at komme udenom ved at påberåbe sig forældelse. Især fordi skolen selv har villet vente på styrelsens udtalelse og undervejs i forløbet har udtalt, at der ikke ville blive tale om forældelse."

Redaktionen arbejder pt på at får en kommentar til sagen fra VIA’s rektor Harald Mikkelsen.