Spring menu over
Dansk Magisterforening

Barselsmomentum: Det er nu, vi kan få større ligestilling

Barselsregler, mænd, far og mor DM

"Der skal selvfølgelig være frihed i familierne til, at man selv kan beslutte, hvordan man vil bruge de uger, som man har – og det har man for mig at se rig mulighed til, når en del af forældreorloven kan udskydes helt, til barnet er 9 år", siger DM's formand Camilla Gregersen. © Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

De danske barselsregler er alt for skæve, siger DM's formand Camilla Gregersen. Vi har spurgt hende, hvad man kan gøre ved det.

En undersøgelse blandt DM's medlemmer viser, at næsten hver 3. kvinde i undersøgelsen oplever, at barslen hæmmer karrieren, mens det tilsvarende tal for mænd er på 8 procent. Samtidig har EU-Kommissionen pålagt medlemslandene at rydde op i uligheder på barselsområdet, og Danmark har derfor nu en oplagt mulighed for at gøre op med de skæve regler.

Sammen med regeringens støttepartier, presser flere faglige organisationer, blandt andre DM, på for at få regeringen til at reformere barselsreglerne.

Men hvordan går de nuværende barselsregler går ud over kvinders karriere?

"I de nuværende barselsregler er der øremærket langt mere af den samlede orlov til den fødende end til partneren, og det er med til at cementere en opfattelse af, at kvinder har den primære omsorgsforpligtelse i forhold til barslen og barnet. Det gør, at unge kvinder får sværere ved at få en ansættelse, ligesom kvinder i mindre grad kommer i betragtning til fx ledelsesposter."

Har vi et momentum nu, hvor vi kan gøre op med skævhederne?

"Ja, vi har en unik chance nu. Jeg er sikker på, at øremærkningen af forældreorlov, som kommer med EU's orlovsdirektiv, vil komme til at skubbe på, at partneren tager en langt større del af barsel end i dag. Det har vi set i de andre nordiske lande, hvor man for længst har indført en mere ambitiøs øremærkning, så det har jeg svært ved at se ikke også kommer til at ske her." 

Vi ønsker en model, som understøtter et ligestillet forældreskab og har stor fleksibilitet

Camilla Gregersen, formand DM

Hvad skal en barselsreform indeholde?

"Vi skal bruge muligheden for at skabe en ny barselsmodel, som er langt mere enkel og gennemskuelig, end den vi har i dag. Vi ønsker en model, som understøtter et ligestillet forældreskab og har stor fleksibilitet, så den passer på mange forskellige familieformer.

Konkret foreslår DM, at der i barselsorloven efter barnets fødsel øremærkes fjorten uger til hver forælder, og de øvrige uger frit kan fordeles. Den fødende skal desuden have ret til fire ugers graviditetsorlov før fødslen."

Vil reformen gøre op med ulighederne, så barsel ikke hæmmer kvinders karriere?

"Det vil formentlig være sådan, at kvinder fortsat vil tage langt den største del af barslen. Men jeg tror på, at en barselsmodel, som understøtter et ligestillet forældreskab, vil have en mærkbar effekt. Det vil dog sandsynligvis tage noget tid, før vi alvor begynder at kunne se mere markante ændringer. For det handler også om at få ændret på strukturer og vaner i forhold til, at kvinder stadig er primære omsorgspersoner, i højere grad vælger deltid osv."

En del af reformen handler om, at en større del af barslen skal øremærkes til mænd. Hvad vil du sige til de familier, hvor faren af en eller anden grund ikke kan tage sin del, og familien derfor sammenlagt får mindre barsel?

"Der skal selvfølgelig være frihed i familierne til, at man selv kan beslutte, hvordan man vil bruge de uger, som man har – og det har man for mig at se rig mulighed til, når en del af forældreorloven kan udskydes helt, til barnet er 9 år. Jeg håber også, at flere ugers øremærket barsel til begge parter kan gøre det legitimt for partneren at tage barsel, for der er stadig nogle brancher, hvor man ser skævt til mænd, der tager barsel, og det skal vi ændre. Alle skal - uanset køn, erhverv, indkomst eller faglighed - kunne tage deres del af barslen."

Vi har talt om øremærket barsel til mænd i årevis, og de øvrige nordiske lande er foran os. Hvorfor tager det så lang tid i Danmark?

"Det er et godt spørgsmål, som jeg også undrer mig over. Derfor er jeg også glad for, at EU har skubbet på og nu er årsag til, at vi endelig får mulighed for at lave en mere ligestillet barselsmodel."