Vil du læse mere om universiteter og forskning?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om universiteter og forskning
Akademikerbladet
"Du må gerne skrive, at jeg er godt gal i skralden", siger Simon Nohrstedt Søndergaard, der er medstifter af virksomhederne Donkey Republic og Buddha Bikes.
Det er ubegribeligt, at CBS vil lukke bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi og filosofi, mener entreprenør Simon Nohrstedt Søndergaard. Det er lige præcist sådan en uddannelse verden har brug for.
Med en ny strategi fra 2020 vil CBS være med til at tage ansvar for verdens store udfordringer og transformere samfundet til det bedre.
Så meget desto mere besynderligt er det, at CBS' ledelse nu lægger op til at nedlægge netop bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi og filosofi, FLØK, som den kaldes, hvor de studerende skoles i at udfordre de økonomiske teoriers forudsætninger og erhvervslivets grundlæggende antagelser.
Det mener Simon Nohrstedt Søndergaard, der har læst FLØK og står bag en række bæredygtige startups.
”Du må gerne skrive, at jeg er godt gal i skralden. Der er virkelig dovent og selvmodsigende. Når jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg, at erhvervslivet efterlyser forandringer, nye svar og etisk handlekraft. Og det er jo netop de kompetencer, FLØK byder ind med”, siger Simon Nohrstedt Søndergaard, der også har en kandidatgrad i afrikastudier fra Københavns Universitet.
De socialøkonomiske virksomheder, han står bag, Buddha Bikes og Cykelven, er ifølge Simon Nohrstedt Søndergaard eksempler på, at der godt kan leveres bæredygtige svar på det, som markedet efterspørger.
Buddha Bikes producerer cykler lokalt i Danmark af genbrugsmaterialer og skaber samtidig arbejdspladser til udsatte unge, mens Cykelven besøger store virksomheder en gang om ugen og tilbyder reparationer og service, mens folk er på deres arbejde og på den måde medvirker til at fremme faciliteter, der hvor transportbehovet er.
På den ene side er det baseret på fornuftig erhvervsøkonomisk tænkning. På den anden side virksomheder, der aktivt arbejder for at fremme cyklisme, sundhed og et lavere CO2-aftryk, samtidig med at virksomhederne også tager et socialt ansvar.
Det virker til, at de har stirret sig blinde på nogle i øvrigt tvivlsomme beskæftigelsestalSimon Nohrstedt Søndergaard, entreprenør
Donkey Republic, som Simon Nohrstedt Søndergaard også har været med til at starte op, er med 16.000 cykler til stede i 71 byer verden over samt på Børsen. Godt nok er det ikke en socialøkonomisk virksomhed, men ikke desto mindre bidrager virksomheden til at fremme bæredygtig transport, påpeger han.
”Mit engagement handler i alle tilfælde om at give det, jeg mener, verden efterspørger, og få det til at virke. Det giver erhvervsøkonomisk mening. Men samtidig opfører vi os ordentligt, skaber vækst og er med til at løse nogle af de udfordringer, samfundet står med, frem for bare at tænke på aktionærerne”.
Og det er netop den FLØK’ske tilgang, mener Simon Nohrstedt Søndergaard.
”Noget af det, man lærer på FLØK, er at se i gennem al det bullshit, man bliver mødt med. Stille kritiske spørgsmål til præmisserne for de sædvanlige argumenter. Gøre op med floskler, gamle tankemønstre og dårlige vaner. Der er virkelig meget vanetænkning, som foregår på gamle falske præmisser”, siger han.
Hans råd til CBS' direktion er at gå tilbage til tegnebrættet og spørge sig selv, om en lunkning af de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser på CBS virkelig er den rigtige vej at gå.
”Det virker til, at de har stirret sig blinde på nogle i øvrigt tvivlsomme beskæftigelsestal. De her uddannelser er mindre kendte end HA Almen og HA (jur.), og anderledes, og det kan tage længere tid at blive ansat. Men uanset hvad får man jo ikke den ønskede "transformation" ved blot at uddanne mere af det samme og sortere alt nyt og anderledes væk. Det er virkelig ikke det, samfundet har behov for eller beder om”, siger han.