Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nu kommer 40 nye uddannelser

Del artikel:

Regeringen ville have flere lokale uddannelsestilbud. Nu kommer de første.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget besluttede før sommerferien at oprette 21 uddannelsestilbud uden for de største danske byer.

Uddannelsesminister Jesper Petersen (S) har nu godkendt ansøgninger for de første syv. Det gælder blandt andet nye uddannelser til ergoterapeut i Haderslev, ingeniør i Viborg og pædagog i Holbæk.

”Det er godt nyt for lokalområderne, for de unge og for samfundet, og et vigtigt skridt i retningen væk fra den centralisering, som i en årrække har været en stærk kraft på uddannelsesområdet”, siger Jesper Petersen i en pressemeddelelse.

Universitetsuddannelserne mangler

Til gengæld lader et meget omdiskuteret element i aftalen vente på sig, idet der endnu ikke er godkendt ansøgninger om udflytning af universitetsuddannelser.

Her er ambitionen blandt andet at oprettet en jura-uddannelse i Esbjerg, en dyrelægeuddannelse i Foulum og en lægeuddannelse.

Ifølge aftalen skal op til 10 pct. af alle studiepladser i de store universitetsbyer enten udflyttes eller nedlægges.

Godt nok landede en enkelt ansøgning om en jura-uddannelse i Esbjerg på ministerens bord, men den fandt RUVU (Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser), for mangelfuld, hvorfor den ikke blev behandlet.

De syv nye uddannelser er ikke de eneste Jesper Petersen har præsenteret. For ministeren har godkendt i alt 40 ansøgninger, herunder videreførelsen af 8 ud 10 af de tidligere såkaldte uddannelsesinstitutioner i en ny form.

Uddannelsesinstitutionerne var tidligere underlagt et krav om, at 50 pct. af uddannelsen skulle tages ved et allerede eksisterende hovedudbud, og de studerende skulle derfor pendle mellem to byer.

Ansøgerende udeblev, men nu håber uddannelsesministeren og institutioner at en ny og mere fleksibel ordning vil give pote.

Vi er ikke helt nået til det med fordelingen endnu. Det afhænger også af de studerende, og hvilke fag de vælger

Elsebeth Jensen, uddannelsesdekan ved Via University College

En ny fleksibel ordning

Den ekstra frihed fra aftalen vil blandt andet blive brugt til at lægge flere undervisningstimer i Holstebro, hvor læreruddannelsen ved VIA University College viderefører sin hidtidige uddannelsesstation, men under betegnelsen ’uddannelsesfilial’.

Også på læreruddannelsesstationen i Holstebro vil de studerende fremover kunne tage større dele af deres uddannelse i Holstebro i stedet for på hoveduddannelsen i Nørre Nissum.

Hvor mange timer det bliver til, er dog endnu ikke lagt fast, oplyser uddannelsesdekan Elsebeth Jensen ved Via University College.

”Vi er ikke helt nået til det med fordelingen endnu. Det afhænger også af de studerende, og hvilke fag de vælger. Vi har et godt campus i Holstebro med flere uddannelser, hvor de studerende er glade for at gå”, siger hun.

Med et antal studerende ved de eksisterende læreruddannelser i Nr. Nissum og Skive er succeskriteriet for VIA, at det samlede antal studerende ved de tre geografiske lokationer gerne skal stige de kommende år.

Og uddannelsesfilialen i Holstebro er ikke det eneste VIA har i støbeskeen.

En ny og stærkere profil på læreruddannelsen i Nr. Nissum, der skal sende de studerende i retning af lærerjob på efterskolerne, er også en del af planen fra næste år.

”Vi kommer til at arbejde med fællesskaber og aktiviteter på samme måde som på en efterskole, også uden for undervisningen. Så vi satser på, at de studerende får en større forankring i Nørre Nissum og at de selv får erfaring med efterskole/højskolelivet”, siger Elsebeth Jensen.

Også skarpere profiler på uddannelserne i Skive skal få flere studerende til at vælge uddannelsen netop her, forklarer Elsebeth Jensen. Her bliver fokus på outdoor/grøn balance samt animation/kreativitet.

28 af de nye udbud er placeret uden for de fire største byer, mens 12 ligger i København, Aarhus, Aalborg og Odense.