Vil du læse mere om civilsamfundet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om civilsamfundet
Akademikerbladet
”Det er vigtigt at skubbe fordommene væk og forstå, at vi, der sidder alene i julen hverken er kuk-kuk eller mærkelige", siger julevært på 4. år Magdalena Zajfman. © Foto: privat
I tre år har proceskonsulent Magdalena Zajfman åbnet sit hjem for fremmede juleaften. ”Det er tankevækkende, at vi er så dygtige i Danmark til at lukke os om os selv, når julen burde handle om det modsatte”, siger hun.
I tre år har Magdalena Zajfman fejret jul med fire-fem gæster, som hun ikke kendte i forvejen. Hun er en af juleværterne i Røde Kors’ projekt Julevenner.
”Det er sådan en fin oplevelse. Mine gæster får polsk julemad, dansk risalamande og juletræ, og jeg får et sjovt, interessant og utroligt givende besøg”, siger Magdalena Zajfman.
Hun er 48 år, uddannet cand.mag. i erhvervsøkonomi og russisk og arbejder til daglig som proceskonsulent i Lærerstandens Brandforsikring.
Af forskellige årsager har hun ikke selv holdt familiejul i mange år.
”Det er vigtigt at skubbe fordommene væk og forstå, at vi, der sidder alene i julen, hverken er kuk-kuk eller mærkelige. Der er tusind grunde til, at vi ender i den situation. For de fleste sker det bare af helt almindelige livsmæssige årsager”, forklarer Magdalena Zajfman.
Jeg har haft besøg af både ældre, unge og folk med anden etnisk baggrundMagdalena Zajfman
I Polen, hvor hendes forældre stammer fra, lærer man, at man altid skal dække op til en ekstra i julen, og at man aldrig må afvise en fremmed.
”Det har jeg taget til mig. Det kristne budskab lyder, at vi skal række hånden ud, når andre har brug for det. Højtider er en svær tid for mange, og jeg synes, det er for slapt bare at købe sig aflad med et ekstra nummer af Hus Forbi hos en hjemløs. For mig handler julen om at ”walk-the-talk”".
Julemad betyder meget for Magdalena Zajfman, og hun gør en del ud af det.
”Jeg bryder mig ikke om, at der er et bytteforhold i julen, hvor gæsterne skal lægge en 50'er for at spise. Jeg inviterer til spisning. Og det eneste mine gæster skal medbringe er godt humør og egne drikkevarer”, siger hun.
Når hun inviterer gæster hjem i lejligheden på Frederiksberg, gør hun lidt ud af screeningen.
”Det er min erfaring, at de mest seriøse gæster er dem, der har gjort sig lidt umage med at beskrive, hvorfor de gerne vil holde jul med andre. Jeg har haft besøg af både ældre, unge og folk med anden etnisk baggrund”.
Indsatsen Julevenner har eksisteret i Røde Kors regi siden 2012.
Ifølge organisationen føler 380.000 danskere sig svært ensomme, og Julevenner er især for mennesker, der mangler et netværk.
Ifølge Lise Lind, der er leder af fællesskabssektionen i Røde Kors, viser projekt Julevenner, at der er mange, som er klar til at invitere ensomme ind i et fællesskab.
”Forhåbentlig kan det inspirere til at søge andre fællesskaber også”, siger Lise Lind, ifølge en pressemeddelelse.
I samme meddelelse oplyser Røde Kors, at flere end 1500 danskere havde meldt sig som en del af Julevenner sidste år, og at alle gæster blev matchet med en julevært.
Magdalena Zajfman glæder sig allerede til at invitere 4-5 gæster for 3. år i træk i år. Hun kan ikke anbefale andre varmt nok at gøre det samme.
”Det er så let, dine gæster er så taknemmelige for, hvad du gør, og jeg er glad for, at de har lyst til at bruge aftenen sammen med mig", forklarer hun.
Det har på alle måder været en fantastisk oplevelse alle de gange, hun har inviteret til juleselskab.
"Jeg opretter min profil på julevenner.dk i starten af december, og jeg håber, rigtigt mange vil gøre det samme. Tag chancen. Man kommer ikke til at fortryde det!” siger hun.