Dagbog fra COP26: Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale

COP26 er stadig i gang i Glasgow i Skotland. Det er FN’s 26. klimatopmøde mellem verdens ledere, hvor 197 lande skal gennemgå de juridisk bindende forpligtelser, som man blev enige om ved Paris-aftalen i 2015 og det konkrete mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader Celcius.  

Hvis man rundt om i verden lader være med at nedlægge store skovområder, bidrager man til mindre udledning af drivhusgasser, og derfor er skovene i høj grad et emne som forhandles på klimatopmøderne.

Gry Bossen følger forhandlingerne for NGO’en Verdens Skove, hvor hun er politisk- og frivilligkoordinator, og forsøger at påvirke forhandlerne til at træffe beslutninger til fordel for skovene og de mennesker, som er afhængige af dem og passer på dem.

Vi har bedt hende om at skrive dagbog fra topmødet, og her kan du følge Gry i ni døgn. To døgns forberedelse og syv døgn på COP26.

Fredag 29. oktober

Jeg flyver fra København til Edinburgh sammen med min danske kollega. Vi vælger at tage af sted fredag for at få et direkte fly. Vi er i en meget travl periode og har ikke tid til at tage toget, som vi ellers plejer at gøre.

Da vi kommer til Glasgow, tager vi hen i den Airbnb-lejlighed, som vi har lejet under COP’en, og hvor jeg bor sammen med en kollega fra Danmark og en kollega fra Bolivia.

Lørdag og 30. oktober

I dag skal vi ind på COP mødestedet for at hente vores badge til COP’en, men forinden skal vi lave coronatests. Vi får udleveret et kæmpe corona-testkit og skal teste os selv både i halsen og i næsen. Det er for en uerfaren dansker en kompliceret sag. Det er simpelthen både en kviktest og en PCR test, vi skal tage. Da den ene skal afleveres til et officielt prøveafhentningssted, og den anden skal tages, inden vi overhovedet må træde ind på mødestedet, er vi nødt til at gøre det med det samme på hotellet. Det tager noget tid, men de er åbenbart vant til dette testshow og bed ikke mærke i os.

Vi bruger resten af dagen på at forberede os til selve COP’en og det virvar af møder, vi ved, vi går ind i i den kommende uge.

Denne COP bliver ikke helt som den plejer. Der er mange civilsamfundsfolk, der ikke deltager i år. Det har simpelthen været for svært med corona og de mange restriktioner, der har været op til COP. Blandt andet har det været et krav, at alle rejsende fra rødlistede lande skulle i 10-dages selvbetalt karantæne efter indrejse til UK. Dette krav er dog blevet fjernet for de fleste, og UK har siden sagt, at de ville betale for de ti dage. Men sådanne udmeldinger er kommet ret sent og dermed har mange ikke søgt visum eller søgt om deltagelse. Desuden er der stadig en del mennesker rundt om i verden, der endnu ikke er vaccinerede.

Normalt når vi deltager i COP, ville dagen før det hele går løs gå med netværksmøder i vores internationale netværk, så som CLARA-netværket og CAN-netværket. Men da der er ret mange fra vores netværk, der ikke er fysisk til stede, har dette møde i år fundet sted online et par dage før afrejsen til Skotland. Så nu foregår alt forberedelsen for mig selv og sammen med min kollega.  

Min kollega og jeg følger forskellige dele af forhandlingerne. Jeg følger artikel 6-forhandlingerne. De handler om markedsmekanismen for kvoter og aflad for at udlede CO2. Artiklen sætter rammerne for, at et land kan producere en reduktion i deres udledninger, som de siden kan sælge til et andet land. De sidste i hvert fald to topmøder er er gået over tid, fordi landene ikke kan blive enige på dette punkt, så jeg er spændt på, hvordan det bliver i år. Det er en markedsmekanisme som kan underminere hele Paris-aftalen, hvis vi laver dårlige regler, hvor man kan handle med for mange kvoter osv.

Så der var masser af læsestof at kaste sig over, da vi endelig blev færdig med tests og udlevering af badge, og aftenen går med at sidde og læse op derhjemme.

Søndag 31. oktober

Jeg står op ved 6-tiden, for alle skal nå at komme på badeværelset. Efter morgenmaden cykler vi hen til venue. Vi har lånt cykler fra vores udlejer, så udover forvirringen om, hvilken side af vejen vi skal køre i, og hvordan man kommer igennem en rundkørsel, går det ret hurtigt med at komme til mødestedet. Vi har kolleger, der skal hele vejen fra Edinburgh, fordi der ikke har været hoteller nok i Glasgow.

Da vi kommer derhen, er der en gigalang kø udenfor, og det går ikke helt så smooth som cykelturen. De er ikke så gode til at sætte kø-systemet op, og det tager tid at tjekke, om alle har en negativ test. Da vi så endelig kommer ind efter cirka halvanden time i kø, skal vi igennem security, hvor alt bliver tjekket med metaldetektor.

Endelig indenfor er vi for sent på den til vores daglige morgenmøde kl. 9.30 med vores danske netværk 92-gruppen. Vi forsøger ligeledes at mødes dagligt med vores internationale netværk, inden forhandlingerne starter eller om eftermiddagen.

Det går nu op for os, at vi på grund af covid-restriktioner ikke kan komme ind og se de åbningssessioner, som starter det hele. Vi må se det på en onlineplatform, altså dem der kan, for platformen virker bestemt ikke for alle på en gang. Kun cirka hver femte kan finde sessionerne og få lov til at kigge med, så vi sidder i en stor kantine, klumpet sammen om de forskellige skærme. Det var lidt tragikomisk, da vi lige havde stået i kø i lang tid for at overvære åbningssessionerne.

Flere af mine samarbejdspartnere taler om, at de er fløjet over Atlanten for at se det på en skærm. Vi ved dog godt, at vi er der for at tale med de forskellige landes forhandlere mellem sessionerne, om hvad de skal bringe på banen, og derfor er det givtigt at være fysisk til stede. Men lige nu er der ingen der ved, hvor ofte vi vil støde ind i forhandlerne på gangene, så det bliver spændende at se, hvordan det forløber, og om vi skal blive ved med at være så afskærmet. Jeg er lidt nervøs for, om det bliver muligt at fange forhandlerne.

UK-formandskabet har sendt en uendelig strøm af informationer om, hvordan denne COP vil foregå her under COVID-19. En af deres frygtede restriktioner var en meters afstand mellem alle at all times. Vi var nærmest begyndt at spekulere i, om vi skulle have hulahopringe med til at skabe afstand. Men afstanden gik rimeligt meget fløjten i den første kø, og er heldigvis ikke noget, de har opretholdt her inden døre. Det virker dog som om, det har været deres intention at opretholde det, og de har derfor ikke sat flere stole i den store kantine, end at de kan stå der med en meter imellem. Det har resulteret i at halvdelen af alle besøgende må stå op. Det ser spøjst ud.

Jeg har stor respekt for alle de tiltag, der er sat i værk for, at denne COP ikke bliver en superspreder-begivenhed, og jeg er helt med på, at vi selvfølgelig skal holde afstand. Men når det ikke bliver opretholdt i køen, så er det lidt spøjst, at det er afstandskravet, der skal holde os udenfor forhandlingslokalerne. Det klinger derfor lidt hult at kalde det for den mest inkluderende COP nogensinde.

Landene har diskuteret artikel 6 i seks år, og nu skal de være færdige, bliver der sagt til den første forhandlingssession. Og det kan kun gøre mig nervøs, for lige nu er de meget langt fra enige eller færdige med detaljerne. Så hvilke kompromiser vil der blive indgået? Vil man fx tillade dobbelttælling af kvoter, så reduktionen af CO2 tælles med i både sælger- og køberland. Kunne de finde på at tillade, at man kan overføre kvoter fra gamle dage. Og så er der hele spørgsmålet om menneskerettigheder. Hvis de ikke er på plads, bliver det ikke en bæredygtig aftale, og så bliver det ikke reelle reduktioner.

Så mit indtryk den første dag var: Åh ååh, hvilke kompromiser kommer de til at indgå!

Vi tog hjem i lejligheden med en lidt slukøret fornemmelse og lavede aftensmad sammen.

Mandag 1. november

Køen til at komme ind på mødestedet er endnu længere i dag, og det regner. Den lange kø skyldes især, at mange statsoverhoveder er til stede mandag og tirsdag, så der er mange, der skal ind. Det tager over to timer at komme ind på venue, hvor meget er spærret af på grund af statsoverhovederne.

Heller ikke i dag kan vi komme ind til forhandlingerne og må igen følge dem på en skærm. I dag finder vi et mere fredeligt sted med knapt så mange mennesker.

Det betyder, at jeg ikke kan komme i kontakt med de forhandlere, jeg kan påvirke. Det er lidt ærgerligt, og jeg bruger længere tid på at finde ud af, hvad der foregår i forhold til tidligere topmøder.

COP plejer at være et sammensurium af farver og kulturer. Især Paris var farvestrålende med mange traditionelle dragter og tøj, mixet ind med alle jakkesættene. Men denne gang er gangene domineret af mørke monotone jakkesæt. Det er en anelse kedeligt. Dertil kommer at vi denne gang alle er maskerede med mundbind. Så ikke alene har man ikke set folk i flere år, men nu skal man også genkende dem udelukkende på øjnene og endnu værre, dechifrere om de smiler eller ej. Det er endnu en måde, hvorpå denne COP er anderledes og distanceret.

Om aftenen går jeg ud og spiser sammen med mit danske netværk. Det er en lidt nørdet forsamling, så der bliver snakket forhandlinger.

Tirsdag 2. november

Denne dag bliver helt anderledes. Aftenen inden er det blevet lanceret, at over 100 lande er gået sammen om at love at stoppe afskovning inden 2030, så min kollega og jeg bliver vækket af danske journalister fra P1 og Radio4, der ringer ved syvtiden.

Jeg siger, at Forest Pledge er et spændende skovløfte, men at 2030 er for langt ude i fremtiden. Vi har hørt det før, og derfor er det pinedød nødvendigt, at vi ser handling nu. At det bliver implementeret. Der blev også lavet en deklaration i 2014 (New York Declaration on Deforestation), som skulle halvere afskovning i 2020 og stoppe det inden 2030. Det er ganske tydeligt ikke lykkedes. Tværtimod har vi set en stigning i disse år, så vi skal se noget fra Indonesien og Brasilien hurtigt. Det må ikke blive et greencard til dem, og bare fordi de har skrevet under, er de ikke out of the woods. Men det positive denne gang er, at landene har lovet at sende penge med, og store investorer har meldt ud, at de vil af-investere i afskovningsvirksomheder. Det er et vigtigt signal, men vi skal passe på med, at det ikke bliver brugt til at grønvaske for meget.

Jeg er inviteret til et highlevel-event, hvor dette skovløfte skal præsenteres af blandt andet Boris Johnson, og hvor Joe Biden kommer og taler. Det er slået stort op, og mange CEO’s fra store virksomheder er med. Der bliver sagt mange gode ting, fx at de vil inkludere oprindelige folk i skovprojekterne. Det er noget af det vigtigste, for oprindelige folk er de bedste til at passe på skovene, når de får kollektive rettigheder til jorden, de bor på. Men de har brug for juridisk støtte til at få lov til at passe på naturen. Samtidig udtaler flere oprindelige folks ledere også fra scenen, at de er glade for løftet, og de penge, der er blevet lovet, men at det er vigtigt, at det implementeres korrekt, og at pengene også kommer helt ud og hjælper dem og skoven. Det må ikke blive en gentagelse af tidligere brudte løfter.

Jeg går glip af nogle forhandlinger om artikel 6, fordi journalister fra både radio, tv og dagblade ringer hele dagen. Så der er gang i den. Selvom det selvfølgelig er fedt, så er det også temmelig hårdt at være på på den måde og huske at sige det rigtige. Men superfedt, at der er fokus på det. Bare det nu ikke fjerner fokus fra de egentlige forhandlinger, og det COP egentlig skal levere.

Om eftermiddagen er min kollega og jeg helt kvæstede og tager ”tidligt” hjem. Bemærker at efter en hel dag med mundbind, så fryser næsen ligesom, når man endelig kan tage mundbindet af.

Onsdag 3. november

I dag er køen ikke så lang, og det tager kun 45 minutter at komme ind, og i dag kan jeg komme ind til forhandlingerne, da arrangørerne har mulighed for at stille større lokaler til rådighed, efter at statsoverhovederne er rejst. Forhandlingerne om artikel 6 er nogle af de mest besøgte, da mange lande efterhånden interesserer sig for dem.

Jeg sidder og lytter med bagerst i lokalet. Forinden har jeg været til møde med den danske ngo-delegation, hvor jeg blandt andet bliver opdateret på alt det jeg missede dagen inden.

Onsdag er også dagen for vores sideevent, som min kollega og nogle af vores internationale partnere arrangerer. Jeg er med som trofast publikum og dokumentarist. I tråd med de mange COVID-19-ændringer fra en normal COP, så er dette sideevent online, og mine kollegaer sidder blot og taler til et kamera. Men det går rigtig godt og handler om non-carbon benefits. Det er alt det gode, som skoven også er, gør og rummer: biodiversitet, rent vand, ren luft, et lager af mad, og så er skoven hjem for mange mennesker. Non Carbon Benefits handler om også at værdsætte det som skoven giver og er – udover at være Carbon- og CO2-optager.

Om aftenen er jeg ude og spise sammen med nogle af vores internationale partnere.

Torsdag 4. november

I dag er køen endnu kortere, og det tager kun en halv time at komme ind. Det bliver bedre og bedre!

Jeg mødes med 92-gruppen, som er det danske netværk for en masse grønne organisationer og udviklingsorganisationer, som arbejder med klima. Vi samarbejder hernede, deler intell, sparer med hinanden. Hvad skete der i går, og hvad sker der i dag. Vi spænder bredt i netværket og dækker mange forskellige emner i forhandlingerne. Det er også via dette netværk, at vi deltager i møder med forhandlerteams.

Jeg følger artikel 6-forhandlingerne morgen og eftermiddag, og nu begynder det at gå rigtig stærkt.

Jeg mødes også med CLARA-netværket, som består af NGOer fra hele verden samt forskere og universitetsfolk. Netværket er derfor stærkt vidensbaseret og analytisk. Nogle af vores folk er ikke kommet til Glasgow, fx nogle fra Australien, Indonesien, Indien, USA og nogle latinamerikanske lande. Det skyldes blandt andet de tidligere beskrevne restriktioner og regler fra UK’s side af. Men det er også lokale rejserestriktioner og ringe fordeling af vacciner, der er skyld i dette. Det etiske spiller også en rolle, da nogle risikerer at komme hjem og smitte deres befolkning med nye corona-varianter. Vi har derfor talt med vores partnere om at blive nogle dage for dem selv i storbyen i deres hjemlande, inden de rejser ud til deres landsbyer, så de ikke slæber nye varianter med hjem.

Om aftenen lykkedes det at booke et møderum for CLARA-netværket med nogle af folkene fra Indonesien, USA og Australien, som følger forhandlingerne hjemmefra. En ny artikel 6-tekst udkommer fra forhandlingerne om aftenen, og det passer med, at nogle af vores gode folk i deres hjemlande kan læse teksten igennem, mens vi sover, og det er dag hos dem.

Fredag 5. november

Teksten fra de globale partnere ligger klar fra morgenstunden, og jeg mødes først med 92-gruppen og så med CLARA-netværket. Vi taler om teksten og aftaler, at vi taler med vores nationale delegation og evt. flere, vi måtte have god kontakt til. Jeg kontakter den danske delegation og sender dem teksten fra vores globale samarbejdspartnere, som fokuserer på, at der mangler noget om menneskerettigheder og klagemekanisme for oprindelige folk. Vores papir er heldigvis på bølgelængde med den danske delegation.

Forhandlingerne nærmer sig mere og mere en endelig tekst, og de arbejder hårdt på det. Meningen er at lukke lørdag, men der er stadig mange tekniske og politiske ting, de bare ikke er enige om. De politiske diskussioner er næsten de samme, som de har været de sidste 6 år. Denne gang er de dog kommet længere ned i det tekniske, og forhandlingerne er meget mere konkrete, end de plejer at være. De er dog stadig meget langt fra enige. Selv om ordstyreren har lavet teksten med kompromiser fra de forskellige lande, bliver de ved med at sige, at vi mangler den og den sætning. De står fast på deres holdninger og er ikke klar til kompromiser.

Lørdag 6. november

Det er store afslutningsdag. Der er overhovedet ingen kø, måske fordi nogle er taget hjem, og andre vælger ikke at komme herind, fordi de skal til den store klimademonstration. Nogle forhandlingsemner er også lukket ned, men artikel 6-forhandlingerne er bestemt ikke færdige.

Dagen begynder med et møde i 92-gruppen og et lillebitte CLARA-møde med mig og en anden.

Forhandlingsparterne er ikke klar til det endelig dokument og må tilbage til forhandlingerne, og det giver plads til flere ændringer. Jeg er bekymret for, hvad de kan finde på at ændre. At det kan gå den forkerte vej.

Forhandlingerne fortsætter igen om eftermiddagen og om aftenen. Nu må vi igen følge forhandlingerne på en skærm, da de foregår i mindre lokaler, hvor der ikke er plads til os observatører. På nuværende tidspunkt er alle trætte. Jeg vælger at forlade venue før forhandlingerne er færdige. Der er ikke noget, jeg kan gøre, og jeg aftaler med nogle andre ngo’er, at de vil tage noter til mig til næste dag.

Jeg leder efter en pastil eller noget i min taske for at kvikke mig op og finder kun en strepsil. Jeg putter den i munden, og mine øjne løber i vand. Så strepsil og mundbind er ikke nogen god kombi!

De bliver ikke færdige med at forhandle, og det er på en måde forventeligt, selv om ordstyreren havde håbet på, det skete i dag. De bliver dog enige om at sende teksten videre til ministerniveau, som starter i næste uge.

I min optik er de langt fra færdige, og jeg frygter lidt, at de indgår dårlige kompromiser og bliver færdige, for en dårlig aftale er værre end ingen aftale. Det kan underminere Paris-aftalen.

Søndag 7. november

I dag er det hviledag, og vi er alle helt færdige, selvom den traditionelle fest lørdag aften var aflyst i går på grund af COVID-19.

Dagen går med at sove længe – yes! Og så koordineringsmøde i CLARA-netværket og i CAN-netværket, Vi laver en overordnet vurdering af, hvor vi står, hvordan det går med forhandlingerne, og hvad vi kan gøre for at få forhandlerne til at gå længere.

Desuden er vi ude og handle til morgenmad til hele næste uge. Så kan vi lidt igen….