Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hjælpepakke til studerende på sidste år: Ikke alle er omfattet

Studerende ved computer

100 mio. kr. bliver sat af til de studerende, der bliver færdige med studierne i år. © Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix

Corona
Del artikel:

Studerende, der er ved at færdiggøre deres uddannelse, får nu en ekstra corona-hjælpepakke fra politikerne. Se, hvilke uddannelsesinstitutioner der får flest penge.

Efter tre semestre med corona er der brug for at give de studerende en hjælpende hånd. 

Det er alle Folketingets partier blevet enige om i form af en ny corona-hjælpepakke til de videregående uddannelser på 100 mio. kr.

Pengene skal bruges på studerende, der afslutter deres uddannelse i år, og som "i høj grad har fået udskudt eller aflyst de praksisrettede dele af undervisningen, som det i særlig høj grad er svært at omlægge til digital undervisning". Det kan være i form af:

  • Mere undervisning og vejledning
  • Sommerskoler
  • Weekendkurser
  • Forskudt eksamen

Målgruppen er eksempelvis sygeplejerskestuderende, der mangler oplæring i at tage blodprøver, eller naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige kandidatstuderende, der ikke har haft adgang til laboratorier, lyder det i aftaleteksten. De kunstneriske uddannelser bliver også fremhævet. 

Nederst i artiklen kan du se, hvordan pengene bliver fordelt til hver enkelt institution.

En god nyhed - men mange studerende bliver glemt

Det er først og fremmest en god nyhed, at der endelig bliver lavet hjælpepakker til de studerende, mener Sidsel Tønder Koudahl, der er forperson for de studerende i DM. Men hun er bekymret for, om indsatsen er omfattende nok.

”100 millioner kroner lyder i mine ører ikke som en langsigtet investering – taget andre hjælpepakkers størrelse i betragtning”, siger hun.

Hjælpepakken er udelukkende fokuseret på såkaldte ”praksisrettede elementer”, pointerer hun. 

”Der er en stor andel af de studerende, som stadig mangler støtte. Jeg synes, vi skal kæmpe videre for en decideret trivselspakke, der er rettet mod alle studerende. Det vil bidrage til mere langtidssigtede og konkrete tiltag og skabe en mere sikker fremtid for de studerende - både fagligt og socialt”, siger Sidsel Tønder Koudahl.

DM vil have hjælp til alle studerende

DM har tidligere foreslået en hjælpepakke til kandidatstuderende, og formand Camilla Gregersen er derfor glad for at se en politisk erkendelse af, de studerende har brug for støtte. 

Hun opfordrer politikerne til at følge op med en bredere indsats, der skal hæve både trivsel og faglighed for alle studerende, der har brug for det.

"Hjælpen er nu på vej til særligt de uddannelser, der er meget praksisrettede, og der hvor en fysisk tilstedeværelse på universiteter er afgørende. Jeg ser det som første skridt, for corona har jo amputeret uddannelsesforløbene på stort set alle uddannelser, også eksempelvis de uddannelser, hvor man indsamler empiri i samfundet, siger Camilla Gregersen.

"Mange er begyndt deres uddannelse online, og de har i den grad brug for at få skruet op for trivselstiltag, hvis vi skal undgå at folk falder fra . Andre studerende er midt i uddannelsen og har fået et fagligt efterslæb, enten på grund af mistrivsel og dalende engagement i uddannelsen, eller fordi praktik, udlandsophold mv. ikke har kunne lade sig gøre", siger hun.

Sådan bliver pengene fordelt

Forhandlingerne fortsætter

De politiske partier er blevet enige om at fortsætte forhandlinger om følgende:

  • Hvordan sikrer man trivslen blandt alle studerende på tværs af årgange og institutioner - særligt nye studerende og dem, der er i fare for at falde fra?
  • Hvordan håndterer man kvaliteten af undervisning og forsinkelser på tværs af uddannelser?
  • Hvordan sikrer man de studerendes overgang til arbejdsmarkedet i en krisetid?