Spring menu over
Dansk Magisterforening

VIA stopper 12 års ulovlig brugerbetaling

The Animation Workshop i Viborg

Brugerbetaling eller materialeudgift? Siden 2008 har studerende på VIA’s animationsuddannelse betalt 2.300 kroner om måneden. Det svarer til 37 pct. af SU’en. Billedet er fra 2012. © Foto: Per Folkver/Ritzau Scanpix

The Animation Workshop
Del artikel:

VIA erkender nu, at der ikke har været lovhjemmel til at opkræve 2.300 kroner om måneden i materialegebyr fra de studerende på animationsuddannelserne. Fra 1. januar har VIA ændret praksis og stoppet den ulovlige brugerbetaling.

I 12 år har studerende skullet hive den store tegnebog frem og betale et materialegebyr på 2.300 hver måned ud af SU'en for at studere på TAW - The Animations Workshop, der huser VIA's tre animationsuddannelser. Det afslørede DM Akademikerbladet, tidl. Magisterbladet, i november sidste år.

Ifølge TAWs oprindelige oplysninger på sin hjemmeside skulle materialegebyret både finansiere pc-leje, biblioteksdrift samt adgang for de studerende til en svømmehal i fritiden.

To professorer betegnede beløbene som ”eksorbitant høje” og som ”brugerbetaling ad bagvejen”. Det fik ministeriet til at bede VIA om en redegørelse.

Det er i denne redegørelse, som DM Akademikerbladet har fået aktindsigt i, at VIA nu selv tilkendegiver, at der ikke har været lovhjemmel til at opkræve de høje gebyrer, og med virkning fra i år ændrer VIA praksis.

Der har på TAW-uddannelserne beklageligvis været opkrævet visse ydelser, som ikke har haft karakter af materialeudgifter, hvilket der ikke har været hjemmel for

Uddrag af VIA´s redegørelse til Styrelsen for Forskning- og Uddannelse

I redegørelsen, der er underskrevet af professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard, hedder det blandt andet: ”Der har på TAW-uddannelserne beklageligvis været opkrævet visse ydelser, som ikke har haft karakter af materialeudgifter, hvilket der ikke har været hjemmel for”.

Og videre konstaterer professionshøjskoledirektøren, at ”ordningen ikke har været kommunikeret som værende frivillig for de studerende, ligesom den ikke har været i fuld overensstemmelse med reglerne om indtægtsdækket virksomhed ..."

Ren tilståelsessag

Ifølge Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse ved SDU, er redegørelsen en ren tilståelsessag.

”Man har afkrævet overgennemsnitligt høje månedlige og årlige gebyrer, der burde have været transparente og frivillige. Og ingen har i 12 år stillet spørgsmål ved, om den praksis har været velbegrundet”, siger Kurt Klaudi Klausen.

Også Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, hæfter sig ved, at VIA først stopper opkrævningen af det tvungne materialegebyr, efter at DM Akademikerbladet er gået ind i sagen.

”VIA erkender, at der er forekommet en delvist ulovlig brugerbetaling igennem en lang årrække. Det er da glædeligt, ikke mindst for de studerende, at det omsider stopper. Men det kan godt undre, at det sker akkurat nu. Man burde have kigget dybt i TAWs gebyrpraksis, allerede da uddannelserne blev en del af VIA i 2008”, siger Per Nikolaj Bukh.

Professionshøjskoledirektør i VIA, Kirsten Suhr Bundgaard, afviser, at der kun er taget fat på at ændre praksis, fordi DM Akademikerbladet har skrevet om sagen.

”Vi har hele tiden været opmærksomme på de høje materialegebyrer i TAW. Men fordi animationsuddannelserne er teknisk tunge og kræver højt specialiseret software, har vi også hele tiden haft den opfattelse, at vi har kunnet tilbyde vores studerende en fordelagtig udstyrspakke, som de har kunnet afdrage over tid”, siger Kirsten Suhr Bundgaard.

En tvivlsomt drevet afdeling

Hvis TAW bliver mødt med et tilbagebetalingskrav fra studerende 12 år tilbage, risikerer de en regning på et tocifret millionbeløb. Det er nu op til Styrelsen for Forskning og Uddannelse at træffe en afgørelse, siger økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh.

”Men i lignende sager om andre offentlige institutioner, også uddannelsesinstitutioner, er der kommet et tilbagebetalingskrav, når det har vist sig, at de har opkrævet gebyrer uberettiget”, påpeger han.

VIA får lov til at ’dø i synden’, fordi de er ’gået til bekendelse’ og nu ændrer praksis. Professionshøjskolen har overtaget en tvivlsomt drevet afdeling, som de nu skal have bragt på fode igen

Kurt Klaudi Klausen, professor i statskundskab på SDU

SDU-professor Kurt Klaudi Klausen tror kun, at det kommer til tilbagebetaling, hvis for eksempel tidligere studerende anlægger sag mod TAW.

”VIA får lov til at ’dø i synden’, fordi de er ’gået til bekendelse’ og nu ændrer praksis. Professionshøjskolen har overtaget en tvivlsomt drevet afdeling, som de nu skal have bragt på fode igen”, lyder vurderingen fra Kurt Klaudi Klausen.

Kirsten Suhr Bundgaard mener ikke, at det kan komme på tale at betale penge tilbage til tidligere studerende, der har betalt mellem 80.000 og 90.000 kroner for at studere på TAW.

”De er ikke vores vurdering, at de studerende har været med til at finansiere vores uddannelser ad bagvejen, og vi har aldrig haft til hensigt at opkræve ulovlig brugerbetaling. Hvis Uddannelses- og Forskningsstyrelsen mod forventning når frem til en anden konklusion, vil et naturligt næste skridt være at se på, om størrelsen på vores taxameter ligger på det rigtige niveau”, siger Kirsten Suhr Bundgaard.

På to punkter kommer VIA's direktør dog kritikerne i møde.

"Det er ikke fremgået tydeligt nok, at det er frivilligt, om de studerende vil købe pc-leje, software og specialiseret tegneudstyr gennem TAW, eller de selv vil skaffe det fornødne udstyr. Det har heller ikke været inden for regelsættet at pulje alle udgifter og opkræve et samlet gebyr”, siger hun.

Fremover vil de studerende kunne se helt tydeligt, hvad de betaler for.

”Studieture bliver for eksempel udskilt. Hverken biblioteksdrift eller netværksudgifter vil blive betalt over materialegebyret” siger Kirsten Suhr Bundgaard.

En trussel mod den frie, lige adgang

Studerende på TAW vil allerede fra 1. januar 2021 opleve, at praksis er ændret. Af VIA's redegørelse fremgår det, at man fremover vil tilbyde en pris alene for særligt hardware- og software-udstyr. Ifølge beregningen kommer den pakke til at koste en studerende knap 60.000 i løbet af studietiden. Det er knap 1600 om måneden. Studieture, fagmaterialer og andet vil komme oveni. Her regner VIA med, at udgiften beløber sig til 25.000 igennem et studieforløb.

I Styrelsen for Forskning og Uddannelse skal man bruge mere tid, før man vil kommentere på, om tilbagemeldingen fra VIA er fyldestgørende, og om den ulovlige praksis gennem 12 år kan udmønte sig i et tilbagebetalingskrav.

I DM glæder formand for professionshøjskoleunderviserne, Tommy Dalegaard Madsen, sig uanset hvad over, at også TAW omsider er blevet presset til at følge de samme regler som andre.

”Det er en trussel mod principperne om frie og lige uddannelser i Danmark, når studerende på særlige uddannelser bliver opkrævet eksorbitant høje gebyrer. Vi har i forvejen udfordringer nok med at skabe lige forudsætninger for at tage uddannelse i Danmark, så vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bremse glidebanerne hen imod brugerbetaling ad bagvejen”, siger Tommy Dalegaard Madsen.