Mette Frederiksen lover flere lokale uddannelser, men er de unge interesseret? Rektor er skeptisk

Ligesom Lars Løkke Rasmussen har statsminister Mette Frederiksen gjort det til en mærkesag at skabe mere balance på tværs af Danmark.

Der skal være plads til både hovedstad, provinsbyer, bysamfund og landdistrikter, bedyrede hun i sin nytårstale. Over de kommende år etableres 20 nærpolitistationer, og ligeledes vil regeringen allerede i år give flere unge mulighed for at uddanne sig lokalt.

”Du kan ikke længere blive lærer i Haslev. Nu skal du til Roskilde eller Vordingborg. Du kan ikke mere gå på erhvervsskole i Maribo. Nu er det nærmeste sted Nakskov eller Nykøbing”, lød det fra Mette Frederiksen i talen.

Statsministeren præsenterede ikke konkrete planer for flere lokale uddannelser, men det bliver ikke umiddelbart nogen nem opgave. Det seneste forsøg på at etablere nye uddannelser lokalt har nemlig ikke været en succes.

Samtidig med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018 oprettede VLAK-regeringen 10 såkaldte ”uddannelsesstationer” i byer som Hobro, Svendborg og Helsingør med plads til mellem 500 og 1.000 studiepladser. I 2020 benyttede blot 142 studerende sig af tilbuddet, frafaldet er højt, og flere af uddannelsessituationerne nåede aldrig at åbne.

Ifølge Niels Engberg, der er rektor på Erhvervsakademi Kolding og samtidig formand for erhvervsakademiernes rektorer, skal regeringen tænke sig godt om. For nye uddannelser i nye byer risikerer at gøre mere skade end gavn.

”Vi har selvfølgelig ikke noget mod geografisk spredning af uddannelser. Men lad os sige, at man opretter en uddannelse midt imellem Esbjerg og Kolding. Det vil ikke flytte en eneste studerende fra Aarhus eller København, men til gengæld vil man udtynde miljøerne i Esbjerg og Kolding”, siger han.  

Niels Egelund tror ikke, at man frivilligt kan få færre studerende til at vælge uddannelser i de store uddannelsesbyer. Og selv et tilnærmet forsøg på at binde studerende til bestemte områder vil slå fejl, vurderer han.  

”Lad os sige, at du vil oprette 50 sygeplejepladser et sted i Midtjylland og derfor nedlægger 50 i Aarhus for at få dem derud. Vil de 50 så flytte fra Aarhus eller vil de vælge en anden uddannelse i stedet for? Jeg tror det sidste”, siger han.

Det modsatte af stordriftsfordele

Læreruddannelsen i Randers var en del af forsøget med uddannelsessituationer, men måtte allerede efter et år give op på grund af mangel på studerende. Det var blandt andet et krav, at de studerende tre dage hver tredje uge skulle studere ved VIA’s læreruddannelse i Nørre Nissum. Det blev blandt andet kritiseret, at transporttiden fra Randers i tog var tre timer hver vej.

Elsebeth Jensen, uddannelsesdekan ved VIA University College, forstår godt de studerende, der har kritiseret tilbuddet for at være for dårligt.

”Uddannelsesstationerne er hverken fugl eller fisk, fordi man skal tage halvdelen af uddannelsen et andet sted end der, hvor man starter. Det er ikke attraktivt”, siger hun.

S-regeringen gør derfor klogt i tage ved lære af erfaringerne med uddannelsesstationerne.

”De skal give os mere fleksibilitet til at lave uddannelserne, og så skal pengene følge med. Det er en kliche, men det er rigtigt, for det her giver jo ikke stordriftsfordele”, siger Elsebeth Jensen og fortsætter:

"Skal man lave nye tilbud lokalt, skal det kunne være hele uddannelser. Og så skal det være elementer af blended learning. Læreruddannelsen har for eksempel 21 fag, så hvis du har 60 studerende, skal man ikke være matematiker for at regne ud, at det ikke kan hænge sammen. Så der skal være en vis volumen”. 

Kræver omtanke – og måske mere autonomi

Laver man en geografisk spredning af uddannelser, skal det ske på et oplyst og transparent grundlag, mener Niels Egelund.

"Der skal være brug for uddannelserne, og der skal være et erhvervsliv, der kan aftage de studerende og bidrage med praktikpladser med mere. Og så skal der selvfølgelig være et tilstrækkeligt potentiale af unge, som man også skal tage i ed”, siger han.

Niels Egelund peger samtidig på, at der allerede eksisterer et velfungerende system for placering af uddannelser i form af 'Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser’ (RUVU), der skal vurdere institutioners ansøgninger om nye uddannelsesudbud.

”Der sidder meget kyndige folk i det udvalg, og det har fungeret rigtigt godt. Spørgsmålet er, om ikke regeringen skal anlægge de samme kriterier, som udvalget gør”, siger han.

Selvom han anerkender, at politiske ønsker om flere lokale uddannelser meget vel kan støde sammen med og også overtrumfe faglige vurderinger, advarer han om at forenkle problemstillingen.

”I Ribe har man nedlagt lærerseminariet, men det er jo ikke bare det. Man har nedlagt Ribe Kommune, Ribe Amt, politistationen og domhuset. Vi taler om en udvikling, der har været i gang i mange år, og den kan du ikke omgøre ved oprette en uddannelse”.

Egon Noe, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning, mener omvendt, at decentralisering af uddannelser kan være et godt første skridt, hvis udviklingen i retning af stigende ulighed mellem land og by skal vendes.

”Man undervurderede, hvordan uddannelsesinstitutioner påvirkede et lokalområde. Man så uddannelse som en rationel proces, der gik ud på at gøre det mest effektivt, altså med et entydigt fokus på at producere flest enheder billigst muligt, dvs. ved at centralisere. Og når først man centraliserer, så vil man behandle satellitterne stedmoderligt”, siger han.  

”Så jeg synes regeringen skal tænke noget mere selvorganisering ind i det, så for eksempel uddannelsesinstitutioner placeret i Vestjylland får mere autonomi til at udvikle sig”.