Arbejdslivsforsker om hjemmearbejde igen-igen: ”Grænseløshed på steroider”

Da jeg ringer til Sidsel Lond Grosen, indleder hun med en advarsel: ”Hvis der er nogen, der slår sig, bliver jeg nødt til at afbryde forbindelsen”.

Som lektor i arbejdslivsstudier er hun og resten af kollegerne på RUC sendt hjem på ubestemt tid - præcis som i foråret, da coronaen for alvor spredte sig i Danmark. Hvordan er det at være slået tilbage til start, her trekvart år efter den første nedlukning?

”Jeg har spottet et mønster hos mig selv. Efter et nyt pressemøde har jeg et par dage, hvor jeg virkelig er i kulkælderen, før jeg begynder at kunne agere igen. Og der er vi stadig i kulkælderen lige nu”, opsummerer hun.

Sidsel Lond Grosen har sin 102 kvadratmeter store villalejlighed i Valby som arbejdsplads endnu en gang. Pladsen deler hun med sine to piger, der går i første og fjerde klasse, og som derfor også er sendt hjem. Hendes mand arbejder på en specialskole, der holder åbent, og er derfor væk i løbet af dagen.

Mens hun i foråret arbejdede, hvor der lige var plads, har hun nu rykket kontoret permanent ind i soveværelset. Der er sat post-its op i rækker på klædeskabet for at holde overblikket over de mange opgaver.

”Jeg forbereder eksamener, står for kurser, koordinerer praktik, specialeforløb og gruppedannelser … og så er der jo forskningen, hvor jeg har et eksternt forskningsprojekt med en finansiering, der løber”, forklarer hun.

Op til vinduet har hun stillet et hæve-sænkebord, som hun har anskaffet sig for egne penge, for at ”min ryg ikke skal gå helt i stykker”.

Hvad har ellers ændret sig fra den første hjemsendelse og til nu?

”I foråret var der en stemning af undtagelsestilstand. Der blev skåret ned på antallet af møder, og der var færre forventninger fra ledelsen. Det er der officielt stadigvæk, men det er på samme tid bare fuld klampe derudaf med møder, universitetsreform og undervisning på fuldt blus”, siger hun.

”Jeg har en oplevelse af at skulle nå det normale under unormale omstændigheder. Jeg savner virkelig nogle klare, nedskrevne udmeldinger fra ledelsen om, at der er færre forventninger til forskningsproduktionen – for jeg kan bare ikke nå det samme som før”.

Tiden bliver slået i stykker

Til gengæld er der kommet bedre styr på børnenes skolegang denne gang. Lærerne er bedre forberedte på situationen, og derfor bruger Sidsel mindre tid på at finde på aktiviteter til børnene. Det ændrer dog ikke ved, at hun stadig agerer it-supporter på et stigende antal digitale løsninger, som de skal bruge i undervisningen.

”Udover Teams og Aula, så er der tre forskellige læringsplatforme for hvert barn og et dokument med links til forskellige sider – den store skal måske ind på Matematikfessor og den lille ind i et lærebogssystem. Det virker nogle gange, og andre gange virker det ikke, og så skal jeg træde til”, siger hun.

Det er ikke sådan, at Sidsel Lond Grosen kan sætte fingeren på noget bestemt, hun har brug for til at gøre arbejdslivet nemmere i øjeblikket.

”Arbejdsmængden er jo bare øget, fordi alt skal tænkes på ny”, konstaterer hun.

”Vi kan ikke bare lade være med at undervise de studerende og afholde eksamener og støtte de specialestuderende. Og alle de opgaver er bare vokset i omfang. Der kommer i hvert fald ikke noget godt ud af at tro, at vi kan gøre det samme som normalt bare henover en skærm”, siger hun.

Hvad er det konkret, der er mere tidskrævende nu?

”For at tage undervisning som eksempel, så tager det lang tid at sætte sig ind i, hvordan teknologierne kan bruges på andre og kreative måder. Det er jo hele undervisningsformen, der skal tænkes om”.

Normalt ser Sidsel Lond Grosen frem til at undervise. For tiden føles det lidt tungt.

”Jeg har tænkt meget over, hvorfor det bliver så belastende at arbejde hjemme under de nuværende betingelser. Og det handler i bund og grund om, at man bliver afbrudt hele tiden. Det kan også være belastende at blive afbrudt af mange forskellige opgaver på arbejdspladsen. Men forskellen er, at her er der en anden følelsesmæssig belastning end på jobbet”, siger hun.

En hviskende pigestemme trænger sig pludselig på. ”Må vi få en til?”

I telefonen kan jeg høre Sidsel give sin datter lov til at tage en ekstra af de små salamistænger fra køleskabet. ”Man må faktisk kun få én om dagen, har vi aftalt”, forklarer Sidsel med et grin, da døren smækker i.

”Noget af det mest veldokumenterede i arbejdsmiljøforskningen er, at ens kontrol over eget arbejde og tid er helt afgørende for, hvordan man har det. Og det er netop den kontrol, som hele tiden bliver udfordret, når man arbejder hjemmefra med små børn ved siden af”, fortsætter hun.

For eksempel deltog hun for nyligt et vigtigt heldags Zoom-seminar, som hun havde besluttet sig for at deltage fuldt ud i.

”Og så kan jeg bare høre bag døren, at der er et barn, der går helt i spåner i det andet værelse – og det kan jeg ikke ignorere. Det er ikke bare arbejdsmæssige opgaver, jeg skal prioritere, men også hvilke forælder, jeg gerne vil være. Det er et hårdt pres. Man kan også føle sig forpligtet over for kolleger, men det er på et andet plan. Det her er grænseløshed på steroider”, siger hun.

Fra Taylor til Teams

Tid har altid udgjort et afgørende aspekt af arbejdslivet.

Frederick Taylor blev i starten af 1900-tallet berygtet for sine decimalpræcise stopursmålinger af fabriksarbejdere, såkaldt scientific management, mens fagbevægelsens overenskomstkampe ofte har handlet om ugenormer, timelønninger og arbejdstider. Med fremkomsten af det akademiske arbejde begyndte man i 90’erne at tale om det grænseløse arbejde, hvor arbejdstid og -sted ikke længere afgrænser arbejdet fra resten af ens verden.

I de senere år har Sidsel Lond Grosens RUC-kolleger – blandt andet Annette Kamp, Henrik Lund og Helge Hvid - forsket en del i såkaldte tidsmiljøer, der beskriver tidens kendetegn på flere parametre end den rent kronologiske:

• Langsom tid med fordybelse og koncentration versus hurtig tid med hurtigt tempo og her og nu-opgaver
• Synkronisering med koordineret samarbejde versus desynkronisering med mangelfuldt samarbejde
• Flow, hvor arbejdet flyder versus fragmentering, hvor arbejdet bliver konstant afbrudt
• Produktiv tid med plads til de vigtige opgave versus uproduktiv tid med psykisk belastende barrierer for produktivitet og ligegyldige opgaver

Og det er netop tidsmiljøet, der er udfordret i de her tider, oplever Sidsel Lond Grosen.

”Tiden bliver hele tiden slået i stykker. Muligheden for at fordybe sig er næsten ikke til stede, fordi man hele tiden skal skifte mellem arbejdsopgaver og samtidig skal have det ene barn i gang med Teams og den anden have en mad. Og det sker samtidig med, at arbejdet vokser kvantitativt, fordi vi skal lægge ting om”, siger hun.

”Prøv lige og vent. Jeg skal lige lukke en ekstra dør, børn der synger”, siger hun så hastigt, og jeg kan høre en dør smække i.

”Undskyld”, tilføjer hun.

Hvordan håndterer du så det dilemma, at der er flere opgaver, end du har tid til at løse?

”Jeg ender ofte med at sidde til klokken halv seks om aftenen og arbejde. Efter det er der fuldt aftenprogram med aftensmad og unger, der skal puttes, og så er jeg flad. Virkelig bare flad”, siger hun.

”Jeg har tænkt på, om jeg kunne omlægge min arbejdstid, så jeg kunne være skolelærer om formiddagen, hygge med ungerne om eftermiddagen og arbejde om aftenen. Men jeg kan ikke se, at det kan lade sig gøre, for når klokken bliver halv ni, er jeg mentalt helt færdig. Måske kunne jeg lave nogle mindre administrative ting, men ikke de mere krævende opgaver, der kræver koncentration”, siger hun.

”Problemet er også, at hvis jeg først begynder at arbejde seriøst om aftenen, begynder hjernen at køre derudaf. Og så kan jeg ikke sove. Det har jeg prøvet – at ligge der og kigge ud i mørket”.

Kapaciteten forsvinder

Fra et forskningsmæssigt perspektiv er hjemsendelsen af store dele af den danske arbejdsstyrke ukendt territorium. For godt nok er der forsket ganske meget i hjemmearbejde, men det har været under helt andre forhold end nu. Derfor kan den viden ikke nødvendigvis overføres til situationen i dag.

”Man har forsket meget i grænseløshed i forbindelse med, at flere og flere kan flytte arbejdet hjem, og arbejdslivet flyder sammen med resten af ens liv. Men det har været på nogle betingelser, hvor det at arbejde hjemme trods alt har været et tilvalg for de flestes vedkommende – og det er en radikalt anderledes situation, når frivilligheden forsvinder”, siger Sidsel.

”Så har der været lavet international forskning om prækært ansatte, der har arbejdet hjemmefra, men hvor fokus har været på kontrolforanstaltninger – altså hvordan arbejdsgiverne overvåger arbejdet. Det er også lidt noget andet”.

Det lyder til, at vi i bund og grund ikke ved særligt meget om det, vi oplever nu. Hvordan tror du selv, dit arbejdsliv vil se ud i den kommende tid?

”Jeg har en forhåbning om, at børnene kommer i skole. Det vil ændre min arbejdssituation radikalt til det bedre. For at være ærlig har jeg egentlig ret svært ved at se, hvordan jeg får løst mine helt basale opgaver. Men det er vel noget med at tage én ting ad gangen og så skære ned på ambitionerne for undervisningen. Det må blive så godt, som det nu kan”, siger hun.

Hvordan har du det med at skulle gå på kompromis med for eksempel din undervisning?

”Det har jeg ikke superfint med. For jeg ved godt, at der sidder studerende i den anden ende, som også har brug for noget ekstra pt. Det kan være specialestuderende, der bor alene og skriver alene. De kan blive ensomme, og det faglige lider også af den grund”, siger Sidsel Lond Grosen.

Vi bliver afbrudt en sidste gang af husets øvrige beboere. Små børneskridt i baggrunden.

”Hvad så, pomfrit”, siger Sidsel, ”er det en gave til mig? Eller næh, det er da en gammel mandarin, du kommer med der…”

Det er tid til at lukke samtalen. En afsluttende bemærkning:

”Jeg er vant til at tænke på mig selv som en, der har en rimelig stor kapacitet og kan rumme mange forskellige arbejdsopgaver. En som er god til at planlægge sit arbejde. Men nogle af de ting gælder bare ikke nu, hvor jeg også skal være fuldtids omsorgsperson slash skolelærer. Så forsvinder kapaciteten.”