Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kvinfo: Ministeriets rapport om krænkende adfærd er fyldt med fejl

Sexchikane

Vive-rapportens spørgsmål om seksuel chikane er så bredt formuleret, at den reelle forekomst af bliver underrapporteret. Det siger KVINFOs direktør Henriette Laursen. © Noel Hendrickson/Masterfile/Ritzau Scanpix

Del artikel:

En rapport fra Beskæftigelsesministeriet om krænkende adfærd er behæftet med fejl og mangler. Det mener Kvinfo, der frygter, at politikerne ikke tager problemer med seksuel chikane seriøst nok.

Indsatsen mod sexisme og krænkende adfærd på det danske arbejdsmarked risikerer at blive mangelfuld, fordi den hviler på et fejlbehæftet grundlag.

Det mener Kvinfo, der i et åbent brev har advaret ligestillingsminister Peter Hummelgaard imod at bruge ministeriets egen rapport som grundlag for lovgivningsarbejdet på området.

Midt i april offentliggjorde ministeriet en rapport om krænkelser og konflikter på arbejdsmarkedet baseret på 22.000 spørgeskema-besvarelser.

I rapporten, som er lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, svarer 2,8 procent bekræftende på, at de inden for de sidste 12 måneder har oplevet seksuel chikane på jobbet.

Problemet bliver ikke taget så alvorligt som det burde

Men fordi spørgsmålet er så bredt formuleret, bliver den reelle forekomst af krænkende adfærd underrapporteret. Det siger KVINFOs direktør, Henriette Laursen.

”Forskningen viser, at spørger du til konkrete hændelser, så stiger andelen betydeligt af personer, der har været udsat for krænkende adfærd", forklarer hun.

Der er desuden stor forskel på, hvad kvinder og mænd anser for at være krænkende adfærd, pointerer Henriette Laursen.

"Vi står derfor med undersøgelsesresultater, som i værste fald kan få den konsekvens, at problemet ikke bliver taget så alvorligt, som det burde”.

Respondenten definerer selv seksuel chikane

Vives seniorforsker Jan Hyld Pejtersen, der har udarbejdet rapporten for Beskæftigelsesministeriet, mener, at kritikken fra KVINFO er sat på spidsen.

”Styrken ved at stille brede spørgsmål er, at det er respondenternes egen definition af seksuel chikane, der gælder. Det er ikke en forsker, der formulerer, hvad seksuel chikane drejer sig om”, siger Jan Hyld Pejtersen.

Spørgsmål om seksuel chikane er kun en lille del af undersøgelsen, der både drejer sig om krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked.

”Jeg mener ikke, at besvarelsen er fejlbehæftet. Men jeg vil godt medgive, at hvis man definerer seksuel chikane på en anden måde, så kan man få et andet svar” siger Jan Hyld Pejtersen.

Forekomsten, der bliver afdækket, er retvisende

Formuleringen af spørgsmålet stammer fra NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Her er man i gang med at udvikle nye dybdegående og målrettede spørgeskemaer, der skal give et mere detaljeret billede af, hvilke former for seksuel chikane, der er på spil. Det skrev DM Akademikerbladet om i januar

Vives senioranalytiker står alligevel inde for, at den forekomst, undersøgelsen har afdækket, er retvisende.

”Seksuel chikane bør ikke forekomme, så det er tal, vi kan agere på, hvis vi vil arbejde for et godt arbejdsmiljø” siger Jan Hyld Pejtersen.

Misser enestående chance for god politik

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har om Vives rapport sagt, at tallene ligner dem fra tidligere undersøgelser.

Blandt andet derfor frygter Kvinfos direktør Henriette Laursen, at man i de igangværende trepartsforhandlinger misser en enestående chance for at lave god politik på området. For der er nok at tage fat på.

”Retssikkerheden skal styrkes. I dag er det oftere den krænkede – ikke krænkeren – der bliver tvunget til at forlade arbejdspladsen efter en sag. Kompensationerne skal hæves i krænkelsessager, så de kommer på niveau med en uberettiget afsked. Og endelig skal arbejdsgivers ansvar for det forebyggende arbejde skærpes”, mener Henriette Laursen.