Spring menu over
Dansk Magisterforening

Forsker bag sexisme-brev: Mange føler sig presset til ikke at skrive under

Sara Louise Muhr, sexchikane på universiteter

Flere af kvinderne, professor på CBS Sara Louise Muhr har talt med i universitetsmiljøet har ikke turde underskrive brevet mod sexisme på landets universiteter. "De frygter, det får konsekvenser for resten af deres arbejdsliv", forklarer hun. © Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Professor og ligestillingsforsker på Copenhagen Business School Sara Louise Muhr er en af de 17 kvinder, som fredag offentliggjorde et brev med 689 underskrifter og beretninger om sexisme på universiteterne. Men det kunne være blevet endnu flere, for mange har ikke turde skrive under, fortæller hun.

”Der er mange kolleger, som føler sig presset til ikke at skrive under på dette initiativ mod sexisme. Mange er bange for at underskrive brevet, fordi de frygter, at det får konsekvenser for deres karriereforløb. Så de bakker op om projektet, men har ikke turdet offentliggøre deres navn, og det forstår jeg godt”.

Professor på Copenhagen Business School (CBS) Sara Louise Muhr er en af de 17 kvinder, som fredag fremlagde et brev mod sexisme på landets universiteter. På knap en uge skrev 689 personer under på, at de har oplevet sexisme på deres arbejdsplads.

I brevet fremgår også flere hundrede eksempler og personlige hændelsesberetninger om sexisme og krænkelser - fra både mænd og kvinder.

Sara Louise Muhr er overrasket over, hvor mange, der har turdet stå frem.

”Men jeg er også overrasket over, hvor mange der ikke har turdet skrive under og komme med beretninger, fordi de frygter, det får konsekvenser for resten af deres arbejdsliv - og det gælder både mænd og kvinder” siger CBS-professoren, der bl.a. forsker i ligestilling.

Da Sara Louise Muhr blev tilspurgt af en kollega, om det, på baggrund af de seneste ugers debat og sexisme og krænkelser i en række forskellige brancher herhjemme, ikke var tid til, at de skulle tage initiativ til at sætte fokus på dette på universiteterne, var hendes første reaktion – ”jeg ved ikke, om jeg magter det”, fortæller hun.

”Ligestilling er mit forskningsområde. Og denne kamp tager jeg så tit. Så jeg overvejede virkelig, om jeg magtede at tage denne kamp endnu engang, for der er ingen tvivl om, at det vil medføre en storm af hadefulde mails i min mailboks. Men efter to minutters betænkningstid kom jeg selvfølgelig frem til, at ja, selvfølgelig er det tiden til at stå sammen nu og tage dette initiativ nu”, fortæller Sara Louise Muhr.

Vores brev er er ikke et kvantitativt bevis for, hvor udbredt dette problem er. Vi ønsker at synliggøre problemstillingen for at vise, at vi bliver nødt til at gøre noget ved problemet

Sara Louise Muhr

Emnet er meget tabubelagt

Selv om hun ved, at sexisme og krænkelser er meget udbredt på universiteterne, såvel som i andre organisationer, så er emnet meget tabubelagt.

Dem, der protesterer mod underskriftsindsamlingen, er typisk også dem, som kan eller vil se, at krænkelserne faktisk foregår, fortæller hun.

 ”Denne diskussion handler om magtrelationer på universiteterne – ikke om mænd mod kvinder. For der sker også overgreb mod mænd. Især de løstansatte og unge er meget udsatte, fordi de er dybt afhængige af at indordne sig under de magtstrukturer, der er i vores branche. Derfor finder mange sig også i meget voldsomme overgreb, lige fra verbale mikroaggressioner til decideret fysiske overgreb, og det er jo helt forkasteligt”, forklarer Sara Louise Muhr.

Hun fortæller, at hun da også har sine historier. Men dem ønsker hun ikke at komme ind på, for som hun siger, det her skal ikke handle om enkeltsager eller individualiseres til enkeltpersoner, det handler om at synliggøre det strukturelle.

”Derfor føler jeg også, at jeg bliver nødt til at stå på mål for dette initiativ. Hvis jeg ikke kan stå frem og forsøge at gøre noget ved det nu, hvem skulle så?”, siger Sara Louise Muhr.

Hun understreger, at kvindernes underskiftindsamling ikke er et videnskabeligt bevis på problemets omfang. Det er et vidnesbyrd om, hvor udbredt sexisme og krænkelser er i det daglige på universiteterne. Derfor har initiativtagerne også valgt at stille sig frem som gruppe. Det handler ikke om individet. Det er et kollektivt problem på universiteterne.

”Vores brev er er ikke et kvantitativt bevis for, hvor udbredt dette problem er. Vi ønsker at synliggøre problemstillingen for at vise, at vi bliver nødt til at gøre noget ved problemet”, siger Sara Louise Muhr.

Ifølge Sara Louise Muhr, har X-faktor værten Sofie Lindes initiativ med at stille sig frem på åben scene og fortælle om sine oplevelser med personlige krænkelser, og den bølge det efterfølgende har skabt, været helt afgørende for, at de 17 kvinder i initiativgruppen nu stiller sig frem og fortæller om overgreb og chikaner på universiteterne.

”Sofie Linde sagde det rigtige på den rette scene og på det rigtige tidspunkt. Nu er omverdenen klar til at tage denne diskussion. I Danmark har vi svært ved at tage diskussioner om for eksempel køn og seksualitet på arbejdspladsen, fordi vi har en stærk tro på, at vi allerede har opnået ligestilling. Problemet er, at det har vi ikke. Så hele dette område skal diskuteres igennem og bygges langsomt op fra grunden”, siger Sara Louise Muhr.

Sara Louise Muhr, sexchikane, universiteter
"Det er jo rystende, at mange slet ikke ved, hvor de skal gå hen, når de oplever sexisme og krænkelser", siger Sara Louise Muhr. © Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Initiativgruppe vil lave anbefalinger til ledelserne

Selvom de 17 kvindelige initiativtagere har offentliggjort brevet med mere end 689 underskrifter og mere end 700 beretninger, så tikker der stadig flere ind.

Nu vil initiativgruppen ifølge Sara Louise Muhr samle alt materialet, kategoriserer det og forsøge at udarbejde anbefalinger til ledelserne på universiteterne om, hvordan de kan arbejde med at få udryddet dette omfattende problem.

”Mange af historierne handler om overgribende vejlederforhold til ph.d.-studerende og forskerledere, som udnytter deres magtposition over for unge længere nede i hierarkiet. Det gælder både mænd og kvinder. Jeg har siddet oppe til kl. 2 om natten - hver dag den seneste uge - og læst disse beretninger, og det er virkelig hård læsning”, siger hun og fortsætter: 

"Flere fortæller os, at de ikke melder en sexistisk handling eller påtaler det i en arbejdsmiljøundersøgelse (APV, red.), fordi de frygter, at det vil skade deres karriere at blive forbundet til en sexismesag. Idet unge forskere er meget afhængige af netværk og gode relationer i deres forskningsgruppe for at komme med på næste projekt eller den næste ansøgning, føler de ikke, at de kan rapportere sager af frygt for at blive set som en der skaber ballade og ikke vil samarbejde".

Hun påpeger, at vi i dag heller ikke har et sprog til at håndtere gråzonerne. Når man taler om sexisme, tror mange folk, det handler om voldtægt eller anden from for fysisk overgreb.

”Og hvis man spørger folk i en APV, om de er blevet seksuelt chikaneret, så ved folk faktisk ikke, hvad det indebærer. Mange ved helt enkelt ikke, hvad de skal svare på de spørgsmål, som bliver brugt til at undersøge dette område, og det er et kæmpe problem”, siger hun.

Sara Louise Muhr fortæller, at flere af landets universiteter og mange andre danske arbejdspladser heller ikke har politikker og strukturer på plads til at håndtere dette.

”Ledelsen skal have mod til at italesætte dette problem. Vi skal huske på, at der også er masser af gode relationer på universiteterne, og mange møder deres partnere der. Men det er jo rystende, at mange slet ikke ved, hvor de skal gå hen, når de oplever sexisme og krænkelser. Der skal ændres strukturer på arbejdspladserne, men også skabes en kollektiv erkendelse og genkendelse af problemet. Og vi skal alle sammen lære at sige fra og gøre noget ved det – ikke kun dem der krænkes”.

Hun fortæller, at initiativtagerne har fået tak fra rigtig mange, som har ventet på at dette initiativ blev taget.

”Så uanset hvor meget der kommer ud af dette, har rigtig mange mennesker følt sig hørt, og de har fået en stemme, og det er et skridt på vejen”.