Opråb til fagforeninger: Hæv kontingentet, og køb skov for pengene

Både velfærdsstaten og konkurrencestaten har spillet fallit, når det drejer sig om at håndtere klima- og biodiversitetskriserne. Og når de naturvidenskabelige forskere samtidig kun giver os 5-10 år til at vende udviklingen, må alle nu tage ansvar og handle.

Det mener Rasmus Willig og Anders Blok, der begge er sociologer og lektorer på henholdsvis Roskilde Universitet og Københavns Universitet. De har sammen skrevet bogen ”Den bæredygtige stat”, som er en anvisning til, hvordan vi kan vende klima- og biodiversitetskriserne.

”Vi er børn af velfærdsstaten og har levet med konkurrencestaten, men ingen af dem har kunnet leve op til de udfordringer, vi står overfor. Meget karikeret kan man sige, at velfærdsstaten hviler på en udvikling, der var med til at gøre kød og charterrejser tilgængelige for alle, mens konkurrencestaten har profiteret på det”, siger Rasmus Willig.

Om 10 år er det for sent

Ifølge Rasmus Willig ønsker konkurrencestatens tilhængere sig et teknologisk fix, der kan løse klimaproblemerne, mens elfærdsstatens støtter håber på en stærk stat, der hæver skatter og afgifter og laver en ny omfordeling.

”Men begge statsformer er passé og hviler på argumenter, der går på krykker. Teknologifixet er der ikke eller kan ikke realiseres, og vi har en regering, som på trods af Klimarådets anbefalinger ikke handler. De siger godt nok, at de er på vej, men der sker bare ikke noget, og hvis afgifterne kommer om 10 år, er det for sent”, siger Rasmus Willig.

Derfor skal der et markant skifte til, og derfor skal vi have en bæredygtig stat, hvor vi alle tager ansvaret for at binde CO2 i stedet for at udlede det, mener han.

Vi er bagud

Vi så meget bagud på klimafronten, at vi skal binde mere CO2, end vi udleder, siger Rasmus Willig. Og han mener faktisk ikke, det er så svært, hvis vi bare begynder at drive regenerativt landbrug og skovbrug, som kan lagre CO2.

Alle skal tænke i at opbygge markeder og institutioner, som skal binde CO2. Det er der ikke noget til hinder for. Men det kræver handling og en ny type økonomi.

”Vi skal selv begynde at investere i jord og virksomheder, så de bliver andelseje. Dermed kan vi selv producere vores mad uden at udlede CO2, siger Rasmus Willig, der er medstifter af Andelsgårde, hvor folk i fællesskab kan opkøbe, forpagte eller på andre måder samarbejde om at dyrke jorden på en bæredygtig måde.

”Alt fra nye transportløsninger til vores mad skal komme fra virksomheder, vi selv ejer, og de muligheder må vi gå i gang med nu. Vi må sætte ind med nye teorier og praksisser med at binde CO2”.

Fagforeninger skal investere på medlemmernes vegne

Han mener, det ligger lige for, at fagforeningerne, som i forvejen bygger på fællesskabet, engagerer sig i klimavenlige investeringer på medlemmernes vegne.

”Det er det, der er opråbet til fagforeningerne”, siger han.

”CO2-lagring skal tænkes ind i overenskomsterne, så de store organisationer giver deres medlemmer mulighed for at tage ansvar for at binde CO2. Hele civilsamfundet og alle institutioner skal træde i karakter, og så vil stat og marked følge med”, siger Rasmus Willig.

Et godt sted at starte for fagforeningerne er at finde ud af, hvordan de på medlemmernes vegne kan stifte en skovfond eller en landbrugsforening, mener han.

”Jeg tror, at fagforeningerne kan spille en absolut vigtig rolle. De har så mange medlemmer, at de blot behøver hæve kontingenterne en lille smule, måske 5-10 kroner om måneden, fordi vi er så mange. Det giver mulighed for at købe masser af natur, landbrugsvirksomheder osv.”, siger han.

Det vil samtidig give medlemmerne mulighed for at overnatte i deres andelsskov, købe mad fra et regenerativt landbrug og være medejer af elcykelfabrikken.

DM har fokus på bæredygtighed

Bjarke Friborg, som er medlem af DM’s hovedbestyrelse for sektoren for private og selvstændige, siger, at DM’s udgangspunkt er arbejdslivet og at få medlemmerne og deres viden på banen.

”Som Rasmus Willig er jeg personligt stor tilhænger af andelstanken, og i DM har vi allerede fokus på bæredygtighed. Men vi er ikke som sådan en investeringsforening og vil desuden gerne holde kontingentet i ro”, siger han.

”Hvis vi på et tidspunkt skulle overveje støtte til skovfonde og andelsgårde, skulle det være på baggrund af et sammenhængende program for grøn omstilling, tilblevet ved hjælp af medlemmernes faglige indspil”, siger Bjarke Friborg, som mener, det netop ville være godt at starte en diskussion om et mere overordnet program for grøn omstilling i et fagforeningsperspektiv.

”Vi har allerede i dag en lang række indsatser på området, som vi skal sikre hænger sammen. Og her er Rasmus Willigs input klart velkomne ligesom andres”, siger Bjarke Friborg.

I næste års overenskomstforhandlinger stiller DM for eksempel krav om grønne repræsentanter, så en grøn omstilling på arbejdspladserne fx kan blive en naturlig del af diskussionerne på arbejdspladserne og i samarbejdsudvalgene. DM holder også medlemsarrangementer om bæredygtighed og har et internt projekt kaldet "Grønt Akademikerhus".

Rasmus Willig mener, vi skal have i udsigt, at hvis vi ikke kommer i gang nu, når vi det ikke.

”Grøn omstilling bliver ofte fremstillet som noget ret voldsomt og livsomvæltende. Men det behøver det ikke være. For der er intet voldsomt modsætningsforhold mellem fx at binde CO2 og flyve. Det kræver bare, at man for eksempel betaler for at binde mere CO2, end man flyver for”, mener Rasmus Willig.

Han understreger, at det ikke er en bog, som han og Anders Blok har ønsket at skrive.

”Men vi er kommet i den situation, at der ikke bliver handlet på kriserne. Så ansvaret er vores allesammens, og hvis vi træder i karakter, får vi den bæredygtige stat”, siger han.