Ansatte: Derfor er universiteterne det optimale arnested for sexisme

Hvis nogen skulle få lyst til at udvikle den perfekte opskrift på et miljø, hvor sexisme og seksuelle krænkelser har optimale betingelser for at trives, kan de passende bruge universiteterne som inspiration.

Sådan lyder det fra tre kvindelige akademikere i Forskerforum. Kvinderne har selv gjort karriere på universiteterne, og som forsker i eller arbejder med ligestillingsproblematikker.

“Der er ingen tvivl om, at det står grelt til i universitetsverdenen. De, der sidder i de højeste og mest magtfulde positioner, er typisk mænd, og herfra har det været muligt at slippe af sted med at være åbenlyst verbalt og fysisk grænseoverskridende i fuld offentlighed, uden at nogen løftede et øjenbryn. Når man har oplevet det ske gentagne gange i sit arbejdsliv, så bliver det normalt, fordi det jo er sådan, vi gør. Kvinderne er opvokset i en kultur på universiteterne, hvor de jævnligt oplever at blive negligeret”.

Sådan siger Jo Krøjer, tillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på RUC og lektor i køn og arbejdsliv ved Institut for Mennesker og Teknologi samme sted.

Hun er en af 16 kvindelige forskere, der har taget initiativ til at indsamle 689 underskrifter og 771 vidnesbyrd fra kvinder og mænd i dansk forskning, der har været udsat for eller været vidne til sexisme i den akademiske verden.

De fire risikofaktorer

Der er fire primære risikofaktorer, der giver grobund for strukturel sexisme på universiteterne, skriver Forskerforum:

1. Der er kommet flere løstansatte
   Den stigende prekarisering af det akademiske arbejdsmarked betyder, at mere end hver anden videnskabeligt ansatte på universiteterne i dag er tidsbegrænset ansat på usikre vilkår.
   
   Det går igen i undersøgelser, at de løstansatte i højere grad rapporterer, at de har været udsat for krænkelser end de fastansatte – formentlig fordi de er afhængige af folk højere oppe i hierarkiet, for eksempel en professor – i forhold til at få forlænget deres ansættelse eller kvalificere sig til en fast stilling.
   
   
2. Stærke magtforhold mellem ældre og yngre forskere
   Der eksisterer en særlig form for kollegial relation på universiteterne, som er forankret i den universitære tradition. I en stor del af deres akademiske karriere er universitetsforskere i en slags mesterlære hos en forsker i en seniorposition, der hjælper dem til at kvalificere sig til næste karrieretrin, og det betyder, at seniorforskere står i et særligt magtforhold over for juniorkollegerne.
   
   
3. Bevillingssystemet belønner få succesfulde forskere
   Bevillingssystemet er skruet sådan sammen, at nogle få succesfulde forskere, der allerede har store bevillinger, har lettere ved at få endnu flere penge. Succes avler så at sige succes, så forskningsmidlerne bliver samlet på nogle få hænder – et fænomen, der er blevet døbt Matthæuseffekten.
   
   “Det betyder, at hvis du som lektor vil øge dine chancer for at gøre karriere, er du afhængig af at have gode relationer til mindst én succesfuld professor, der vil have dig med som medansøger på sine forskningsansøgninger”, siger Jo Krøjer.
   
   
4. Mænd forsker i fag, der har flere midler
   Kvindelige forskere arbejder i overvejende grad inden for humaniora og samfundsvidenskab, mens mændene dominerer inden for de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber. Det er et problem, fordi det er meget lettere at skaffe forskningsmidler inden for naturvidenskab og teknologiske fag, de får flere uddannelsesmidler per studerende, og der er også flere professorater at søge.