Efter brev fra Ombudsmanden: Kommune fjernede retningslinjer, der indskrænkede ytringsfriheden
© Esbjerg Byhistorisk Arkiv
"Hold dig fra pressen", advarede en kommunalchef de ansatte i Esbjerg Kommune sidste år. Det er i strid med reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed, skriver Ombudsmanden nu og beretter at kommunen har måttet ændre retningslinjer, der truede med fyring for illoyale udtalelser.
Sidste år advarede en kommunal chef i Esbjerg Kommune sine ansatte mod at udtale sig til medierne.
”Hold dig fra pressen”, og ”Vær ikke bange for at tilkendegive uenighed, men kend også din plads”, fik de at vide i et Powerpoint-show.
Ombudsmanden gør nu klart, at det var i strid med reglerne for offentlige ansattes ytringsfrihed.
”Det er centralt, at offentlige arbejdsgivere vejleder medarbejderne korrekt om deres ret til at ytre sig. Det gælder ikke mindst, når større kommunale arbejdspladser, som i sagerne her, vælger selv at udarbejde retningslinjer”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger i en pressemeddelelse.
Afgørelsen følger den vurdering, som mediejurist Oluf Jørgensen gav sidste år: ”Det er i strid med de retsprincipper, der gælder for offentlig ansattes ytringsfrihed. Så det ser ikke godt ud”, sagde han til Ugeavisen Esbjerg om sagen.
Efterfølgende beklagede kommunaldirektør Lise Willer sagen i Magisterbladet. ”Jeg vil gerne understrege klokkeklart, at selvfølgelig må medarbejderne gå til pressen, og selvfølgelig må de gå til politikerne. Det skal der ikke være tvivl om”, sagde hun.
Det fremgår af Ombudsmandens beretning om sagen, at Esbjerg Kommune senere har måttet revidere de interne retningslinjer om de ansattes ytringsfrihed.
Ombudsmanden bad nemlig kommunen om at "redegøre for, om nærmere angivne formuleringer i vejledningen 'Brug af sociale medier i Esbjerg Kommune' var i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed".
Det har vist sig, at retningslinjerne ikke overholdt reglerne, fordi det fremgik, at "illoyale udtalelser kunne få ansættelsesretlige konsekvenser". Esbjerg Kommune fjernede derfor reglerne fra sit website 3. januar 2020 og har erstattet dem med nye, retvisende retningslinjer, skriver Ombudsmanden.
Også Aalborg Kommune har overtrådt reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed i interne retningslinjer for ansatte i Ældre- og Handicapforvaltningen, hvor en lignende formulering var brugt.