Kulturministeren om hjælp til kulturlivet: "Det er vigtigt, vi har is i maven"
"Vi arbejder på fulde gardiner med at hjælpe alle dele af samfundet. Jeg håber, folk udviser lidt tålmodighed", siger Joy Mogensen til Magisterbladet © Foto: Arthur J. Cammelbeeck, Ritzau Scanpix
Coronavirussen har lagt museer, teatre og spillesteder ned. Mens regeringen de seneste dage har præsenteret historiske hjælpepakker til private virksomheder og deres lønmodtagere, så er der endnu ingen afklaring om økonomisk støtte til kulturlivet, siger kulturministeren til Magisterbladet
Mens regeringen de seneste dage har lanceret historiske hjælpepakker til det private erhvervsliv, efterspørger flere dele af kulturområdet økonomisk hjælp til landets kulturinstitutioner, der holder lukket og har sendt de ansatte hjem.
Men der er endnu ingen konkret afklaring på, om der er økonomisk hjælp på vej fra regeringen til landets kulturinstitutioner, fortæller kulturminister Joy Mogensen (S) nu til Magisterbladet.
”Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke udtale mig om, hvorvidt der er en økonomisk hjælpepakke på vej til kulturbranchen. Men regeringen er meget opmærksom på, at oplevelsesindustrien er meget hårdt ramt af coronakrisen. Jeg synes, det er vigtigt at påpege, at denne meget specielle situation rammer alle dele af samfundet. Det er vores tilgang i den måde, vi arbejder på i regeringen og således også i Kulturministeriet”, siger Joy Mogensen.
”Vi arbejder på fulde gardiner med at hjælpe alle dele af samfundet. Jeg håber, folk udviser lidt tålmodighed. Alle ønsker, at regeringen gør rigtig meget hurtigst muligt. Men det er vigtigt, at vi har is i maven og sørger for, at det vi gør, det gør vi rigtigt den første gang”, siger kulturministeren.
Kulturministeren mødes med branchefolk
Tirsdag eftermiddag mødes kulturministeren med repræsentanter for kulturlivets brancheorganisationer og fagforeninger for at diskutere den aktuelle situation i kulturbranchen som følge af coronavirussen.
Og der er nok at tage fat på. Alle landets museer, teatre og spillesteder har aflyst eller udskudt deres arrangementer og sendt ansatte hjem til og med i hvert den 27. marts.
Det betyder millioner af kroner i tab på entre og billetter og skaber usikkerhed om, hvorvidt programsatte arrangementer overhovedet kan gennemføres. Og ikke mindst om medarbejdere skal afskediges.
Formand for Dansk Musiker Forbund (DMF) Anders Laursen efterlyste mandag økonomisk hjælp til sine 5000 medlemmer, som lige nu står til at tabe over 150 millioner kroner om måneden. Han mener, at alle i samfundet, der er ramte, har krav på erstatning ifølge epidemiloven.
“Hvis et lands ledelse går ud og lukker og slukker, som det er sket nu, så har alle – fra opvasker og rengøringsdame til koncertarrangør og musiker – krav på erstatning”, sagde DMF’s formand Anders Laursen til Kulturmonitor.
Joy Mogensen understreger, at hun lytter til sådanne udmeldinger, og ”så diskuterer vi en løsning”.
”Men jeg håber bare, alle er med på, at alle dele af samfundet er ramt hårdt af den nuværende situation. Der vil være virksomheder og personer, som går ind i denne situation mere usikre end andre og derfor har et dårligere udgangspunkt for at klare den, og det er jo forbandet. Så jeg håber, vi kan være ærlige om, at dette får konsekvenser for alle – ikke bare kultursektoren, og at vi tager diskussionen ud fra det udgangspunkt”, siger Joy Mogensen.
Hvis et lands ledelse går ud og lukker og slukker, som det er sket nu, så har alle – fra opvasker og rengøringsdame til koncertarrangør og musiker – krav på erstatningFormand for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen
Søndag landede regeringen en historisk hurtig trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om at hjælpe de lønmodtagere, som ellers kunne se frem til en fyreseddel som følgevirkning af coronavirussen.
Og mandag lancerede regeringen endnu en hjælpepakke til små og mellemstore virksomheder, der skal give dem øget likviditet ved at udskyde betaling af moms og b-skat for i alt 40 milliarder kroner.
Sammen med de allerede foreslåede lempelser af betalingsfrister ventes danske virksomheders likviditet alt i alt at blive forbedret med cirka 165 milliarder kroner.
Joy Mogensen forklarer, at regeringens hjælpepakker også hjælper centrale aktører indenfor kulturlivet.
”Det gælder blandt andet indenfor idrætsområdet, hvor det er muligt at søge om lønkompensation, ligesom det er muligt for arrangører at søge kompensation for aflyste arrangementer på 1000 eller flere personer. Det er også muligt at søge lønkompensation til ansatte for en række kulturinstitutioner, som står i samme situation som store dele af private erhvervsliv og er usikre på, om de skal fyre deres ansatte”, siger Joy Mogensen.
Indtægterne daler
Fredag den 10. marts foreslog regeringen en kompensationsordning til arrangører, som må aflyse større arrangementer med 1000 eller flere personer i perioden den 6. marts til og med den 31. marts.
Og regeringen fik samme dag grønt lys af Europa Kommissionen til at støtte arrangører med kompensation for 12 millioner euro svarende til omkring 91 millioner kroner.
Derudover er arrangementer med 500 eller flere deltagere, som er målrettet særlige risikogrupper for coronavirus, fx ældre og personer som er helbredsmæssigt sårbare, også omfattet.
I Dansk Live, som er den danske interesseorganisation for festivaler og spillesteder, er man positive over for kompensationen, men henviser til, at ordningen kun kompenserer, så udgifter til artister og billetrefundering bliver dækket. Det bliver derfor svært for spillestederne at finde indtægter.
”Nogle af de her spillesteder kan måske klare sig med aflysninger og kompensation i marts og april, men de lever i virkeligheden af barsalget”, sagde sekretariatschef i Dansk Live Esben Marcher til Jyllands-Posten og tilføjede, at det ikke kun er de aflyste koncerter, som arrangørerne mister indtægter på.
”Corona er stadig truende, og som situationen er lige nu, påvirker det også billetsalget til mindre koncerter. Vi kan se, at det daler”.
Regeringen er ikke færdige med at hjælpe – heller ikke kulturområdet
Joy Mogensen forklarer dog, at regeringen - og herunder kulturministeriet - ikke er færdige med at hjælpe.
”Men noget af det farligste i denne meget specielle situation er, hvis vi hver især kun tænker på vores egen sektor og fokuserer på, hvem der får de bedste ordninger. Det er vigtigt at påpege, at vi alle sidder i samme båd, og at der er høj søgang”, siger kulturministeren.
Joy Mogensens tilgang har været at sikre, at de initiativer, der er rettet mod samfundet generelt, også tænker kulturlivet med, fordi det er et område, der på mange måder skiller sig ud fra resten af samfundet.
”Lige nu er vi i en fase, hvor det går rigtig stærkt, men hvor vi skal blive helt skarpe på, hvor mange der er blevet kompenseret, og hvem der stadigvæk mangler hjælp. Og det arbejder vi på højtryk på at skaffe et overblik over nu ”, siger Joy Mogensen.