Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ekstraordinær aftale: Kommunalt ansatte kan blive flyttet til nye opgaver i kampen mod corona

Rådhuset i Københavns Kommune

Del artikel:

En ny aftale gør det muligt for kommunerne at sætte de ansatte til helt andre opgaver end de er vant til for bedst muligt at håndtere coronakrisen.

Kommunerne har brug for alle kræfter i kampen for at hæmme coronovirussen mest muligt. Derfor kan kommunalt ansatte nu blive rykket fra deres sædvanlige arbejdsopgaver og i stedet sat til at arbejde på andre tidspunkter, steder og fagområder.

Det fremgår af en fælleserklæring fra Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet, der repræsenterer 565.000 ansatte i de 98 kommuner og de 5 regioner.

For eksempel vil en biolog i miljø- og teknikforvaltningen kunne blive sat til at hjælpe til på et plejehjem. Normalt kan medarbejdere ellers afvise at udføre opgaver, der ikke hører ind under den overenskomst, de er ansat på.

"Vi har alle et ansvar for, at vi ruster samfundet til bedst muligt at afbøde konsekvenserne af COVID-19 og til at tage de skridt, der er nødvendige for at komme igennem denne ekstraordinære situation. Der er behov for, at vi handler akut og står sammen på tværs af hele det danske arbejdsmarked om at finde de løsninger, der skal til", siger Akademikernes forhandlingschef, Sofie Nilsson, i en pressemeddelelse.

"Det er en svær opgave, alle kommunale medarbejdere og ledere står foran at skulle løse de kommende dage, uger og måneder. Med fælleserklæringen skaber parterne de nødvendige rammer for kommunerne og sikrer medarbejderne så stor tryghed som muligt i deres konkrete arbejdssituation", lyder det fra Akademikerne, der er en del af Forhandlingsfællesskabet.

Kommunernes primære fokus er lige nu nødpasning af børn, døgninstitutioner for særligt udsatte og ældre- og sundhedsområdet. Det er altså umiddelbart her, der bliver brug for, at de kommunalt ansatte fra de øvrige områder træder til.

Det skal selvfølgelig ske med hensyntagen til medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Desuden opfordres kommunerne til, at sørge for den "den nødvendige oplæring og instruktion, således at hensyn til borgere og ansatte sikres bedst muligt".

"Der er tale om en aftale, der giver store beføjelser til og dermed også lægger et stort ansvar på de lokale arbejdsgivere. Akademikerne har fuld tillid til, at kommunerne er sig dette ansvar bevidst, og opfordrer alle medarbejdere til at bakke loyalt og konstruktivt op om arbejdet med at sikre beredskabet i de kommende uger og måneder", lyder det Akademikerne.

Aftalen løber foreløbigt til og med 31. maj.