Spring menu over
Dansk Magisterforening

Coronakrisen: Hver tredje it-virksomhed forventer fyringer

© Foto: Ilya Pavlov

Del artikel:

Over halvdelen af IT-Branchens virksomheder har oplevet nedgang i ordrebogen på grund af coronakrisen, mens hver tredje virksomhed forventer fyringer af ansatte, viser ny undersøgelse. Regeringens foreløbige hjælpepakker omfatter ikke mange it-virksomheder, lyder kritikken.

Blot få uger efter, at coronakrisen for alvor ramte Danmark, melder landets IT virksomheder nu, at krisen kan få store konsekvenser. Der er manglende efterspørgsel, og det kan betyde fyringer.

En ny undersøgelse blandt 400 it-virksomheder fra IT-Branchen, som er Danmark største brancheorganisation for it- og televirksomheder, viser, at tre ud af fire virksomheder - 76,7 procent - forventer et fald i omsætningen, mens 34 procent forventer fyringer i 2020 på grund af coronakrisen.

”Vi ser en branche, der ikke bare er ved at gå i stå, men som også hastigt mister deres fremtidige omsætning pga. især erhvervslivets ordrestop. Og det er et kæmpe samfundsmæssigt problem, hvis både det offentlige og det private sætter den nødvendige digitalisering på hold. Især i en tid, hvor man ellers netop kan se, hvor vigtig teknologien er for at løse fremtidens opgaver,” udtaler adm. direktør i IT-Branchen Natasha Friis Saxberg i en pressemeddelelse.

Regeringen har den seneste uge lanceret en række historiske hjælpepakker, der skal holde hånden under dansk erhvervsliv, men 28 procent af it-virksomhederne angiver i undersøgelsen om regeringens hjælpepakker, at ”ingen af pakkerne har relevans har for os”.

”Selvom regeringen har søsat mange gode hjælpepakker og initiativer, hjælper det ikke på det faktum, at mange virksomheder risikerer at synke inden for ganske få måneder. Der er brug for hurtig hjælp til især de mindre virksomheders likviditet, og så skal vi have erhvervslivet i gang så hurtigt som muligt igen. Ellers står vi overfor en erhvervsmæssig katastrofe med lukninger, fyringer og alvorlig recession,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Ifølge undersøgelsen oplever mere end hver anden IT-virksomhed faldende ordrer fra erhvervslivet, mens knap hver fjerde IT-virksomhed oplever faldende ordrer fra det offentlige.

IT Branchen: Hjælpepakker har kun begrænset effekt

At hjælpepakkerne fra regeringen kun fungerer i begrænset omfang for mange it-virksomheder skyldes ifølge IT Branchen blandt andet, at hjælpepakkerne stiller krav om omsætningsfald på 40 procent. Mange virksomheder i it- og medicobranchen lever ikke op til den regel, fordi de efter en årrække med massive investeringer har lille omsætning eller også vokser eksponentielt.

Virksomheder i IT-branchen, der i høj grad bygger på viden og innovation skabt af højtuddannede medarbejdere, har ofte en lav likviditet. Derfor ser branchen et stort antal virksomheder, der siger, at de ikke har likviditet til at overleve i mere end to måneder fra nu, lyder det.

”Vi er faktisk i Danmark ret gode til at skabe succesfulde IT-virksomheder. Men lige nu fokuseres der på frisører, cafeer og hotelbranchen. Det er alt sammen fint, men samtidigt risikerer vi at miste en hel generation af lovende tech-virksomheder,” siger Michael Moesgaard Andersen, formand for udvalget for iværksætteri, kapital og vækst i IT Branchen.

Oplever huller i hjælpepakken

Formand i Dansk Magisterforening Camilla Gregersen oplever en meget stor politisk vilje fra Christiansborg til at afbøde krisen mest muligt for det danske arbejdsmarked. Men hun påpeger også, at det er vigtigt at fokusere på, at de hidtidige hjælpepakker ikke nødvendigvis hjælper alle.

”Der er mange startups i IT-branchen, som oplever huller i hjælpepakken, så hjælpen ikke kommer dem så meget til gavn. Hvis man ikke gør noget for denne branche, så risikerer vi, at flere mindre it-virksomheder lukker, og arbejdskraften bevæger sig et andet sted hen til eksempelvis mere etablerede, internationale firmaer”, siger Camilla Gregersen.

Hun foreslår, at regeringen nøje følger ordningerne for lønkompensation og deres virkninger. For når mange akademiske lønninger ikke kompenseres i særlig høj grad, risikerer akademikere at komme i farezonen for fyringer, siger hun.

DM: Alle skal hjælpes i den nuværende krise

DM’s formand opfordrer derfor både virksomhedsejere og ansatte i hele privatsektoren til at komme med tilbagemeldinger på de problemer, man måtte opleve med hjælpepakkerne.

For selv om regeringens hidtidige hjælpepakker viser sig ikke at hjælpe alle, så mener magistrenes formand, at alle skal hjælpes i den nuværende krise.

”Ja, jeg synes, det er vigtigt, at der bliver lavet en løsning for alle. Kulturbranchen er en anden branche, der endnu heller ikke har fået gavn af hjælpepakkerne. Det bør man nu se på at få justeret inden for it-, opstartsmiljøer og freelanceområdet”, siger Camilla Gregersen.

”Jeg tror ikke, man kommer igennem dette med en one-size-fits all-model. Man er nødt til at kigge på, hvordan man kan hjælpe specifikke brancheområder bedst muligt, så man kan redde flest mulige arbejdspladser samtidigt med, at det er samfundsøkonomisk ansvarligt”, siger Camilla Gregersen.