Indsamler data med livet som indsats: Forskning med hjelm og gevær

Ph.d.-studiet kan være en hård og opslidende affære, men det er dog sjældent, at man som Jakob Rømer Barfod kan tale om dataindsamling med livet som indsats.

Men når man har valgt at foretage empiriske studier af ledelse af “højrisikoteam” i Forsvaret, blandt andet på missioner i Afghanistan, så må man i sagens natur være til stede i situationer, der potentielt set kan udvikle sig til kamp på liv og død.

“Ud over at observere for at få data til mit forskningsprojekt er jeg også optaget af, hvad der foregår, for min egen sikkerheds skyld. Det handler om hele tiden at kigge sig omkring – der kommer en bil kørende, ser den tungt lastet ud? Kunne der være bomber i den? Hvad med de mennesker, der kommer løbende mod os?” fortæller han til Forskerforum.

Jakob Rømer Barfod vil i sit projekt komme tættere på den militære ledelsespraksis, end noget forskningsprojekt har været før, i hvert fald i dansk regi. Det betyder, at han ikke bare er på sidelinjen – han er en del af patruljen, der kører ud og løser opgaver i det krigshærgede land. Bevæbnet og i fuld kampudrustning.

“Aftalen har som udgangspunkt været, at jeg ikke har haft nogle deciderede opgaver, når jeg har været med ude. Men det er sket, at situationen har krævet, at jeg er blevet beordret til at skulle tage min forskerhat af og koncentrere mig om en konkret militær opgave”, fortæller han.

Skulle vinde soldaters tillid

Det er dog mere end et kursus i etnografisk metode, der har rustet ham til denne specielle form for empiriindsamling. Jakob Rømer Barfod har en 30-årig karriere inden for Forsvaret, hvor han stadig er ansat med rang af major. Han har i en årrække været tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Ledelse og Organisation, hvor han har arbejdet med uddannelse og udvikling af militære ledere.

Feltarbejdet, som er overstået, foregik dels i Afghanistan, dels med et af Flyvevåbenets helikopterteam, der opererer fra et af Søværnets inspektionsskibe ved Nordøstgrønland. Jakob Rømer Barfods “embedding” indebærer, at han også har været sammen og trænet med de forskellige team inden deres missioner for at vinde deres tillid.

“Sådan nogle mennesker kan godt lide at se en i øjnene og blive forvisset om, at jeg stadig kan løbe, håndtere mine våben, håndtere en radio og så videre”, fortæller han.

Hans vigtigste udrustning er imidlertid hverken våben eller radio, men et videokamera, der er monteret på hjelmen. Videooptagelserne skal dokumentere de små sekvenser, hvor ledelsesprocesserne foregår.

Fladt hierarki i felten

Noget, som ifølge Jakob Rømer Barfod kendetegner ledelsen af højrisikoteam, er en relativt flad ledelsesstruktur, hvor lederrollen reelt kan skifte rundt, alt efter hvilke kompetencer teamets medlemmer besidder.

“Mange har den stereotype forestilling af en militær leder som en, der står og råber ordrer ud. Men selv om der formelt er et hierarki med konstabler, overkonstabler, sergenter osv., så er det ikke hierarkiet, der bestemmer, hvad der sker, men kompetencerne og det, der giver mening. Soldaterne i de her team har et kompetenceniveau, der gør, at de forventes at tage initiativ og byde ind. Hvis der for eksempel gives befalinger for en operation, kan det sagtens være en menig, der kender området, der fortæller, hvordan det skal gribes an”.

Videooptagelserne bliver efterfølgende analyseret helt ned i mindste detalje.

“Jeg laver det, der med et fint ord hedder multimodal interaktionsanalyse. Det er nogle analyser, hvor man er detaljeret helt ned på mikroniveau og omhyggelig med at beskrive den kontekst, situationen foregår i. Med videooptagelserne kan jeg se, hvordan folk kommunikerer sprogligt, men også hvordan de bruger deres krop til at kommunikere. Så jeg kan se, hvad der faktisk foregår, i modsætning til forskning, der tager udgangspunkt i fx interview, hvor det mere bliver fokuspersonens egen retrospektive oplevelse af, hvad der skete”, siger Jakob Rømer Barfod, der dog også supplerer videooptagelser og egne iagttagelser med feltinterview, både individuelle og i fokusgrupper.

Skriveproces er det hårdeste

Selv om det kan lyde barskt med feltarbejde i Afghanistan, hvor man skal gå bevæbnet til morgenmad på grund af en kronisk risiko for “insider attack”, eller at sejle rundt i bælgmørke mellem isbjerge i Grønlandshavet, så er det den mere akademiske del af arbejdet, som han oplever som sin største udfordring.

“På en måde kan jeg godt misunde de unge, der kommer lige fra deres speciale og bare kører videre, måske ovenikøbet med samme emne og vejleder. Jeg kommer jo fra en primært praktisk baggrund, hvor jeg selv har været i felten i mange år og arbejdet med ledelse. Og nu skal jeg så være meget teoretisk orienteret og læse rigtig meget op både på fx ledelsesteorien og metodeteorien, og det kan godt være både svært og svært tilgængeligt. Nogle sætter jo nærmest en ære i at formulere sig så vanskeligt som muligt”. Det samme gælder skriveprocessen, som Jakob Rømer Barfod befinder sig i nu.

“Jeg har valgt at skrive afhandlingen som en monografi, så i forhold til at skrive artikler, hvor man ligesom har nogle trædesten, er det en stor sneplov, jeg skubber foran mig. At skrive ph.d. er lidt som at køre rutsjebane – det går op og ned. Nogle gange er det super fedt, andre gange er det både tungt og svært, og man skal lige hanke op i sig selv for at se lyset for enden at tunnellen. Sådan tror jeg, de fleste ph.d.studerende har det”.

Forsvarsakademiet har brug for forskersoldater

Det var strengt taget ikke Jakob Rømer Barfods ide, at han i en forholdsvis sen alder – 51 år – og med en lang karriere i forsvaret skulle tilbage på skolebænken som ph.d.-studerende. men forsvarsakademiet har brug for forskningsbaseret viden og forskere i sin stab, og det førte til en venlig opfordring, som han valgte at sige ja tak til.

Baggrunden er faktisk politisk. I forsvarsforliget 2013-17 blev det besluttet, at forsvarets officersuddannelser skulle tilpasses og akkrediteres som diplom- og masteruddannelser. Det blev de, men det medførte samtidig en løftet pegefinger fra akkrediteringsinstitutionen, særligt i forhold til uddannelsen master i militære studier, hvor man savnede forskningsbasering af undervisningen.

“Der manglede noget forskningstyngde, herunder forskere med militær baggrund. og så kiggede man i maskinrummet, og så var der nogen, der råbte på mig: Har du ikke lyst til en forskningsuddannelse?” fortæller Jakob Rømer Barfod.

Han arbejdede i forvejen på akademiet med udvikling og uddannelse af militære ledere blandt andet på masteruddannelsen, og han havde tidligere suppleret sin militære uddannelse med en master i organisationspsykologi ved RUC.

“Der er masser af forskning omkring militær ledelse, men det er udenlandsk, og meget har et kvantitativt fokus. og så har vi en masse undersøgelser, der ligger i kanten af forskning. men taler vi hardcore om kvalitativ forskning i militær ledelse, så er der næsten ikke noget. dertil kommer, at langt de fleste forskere på forsvarsakademiet har en civil baggrund. Jeg tror kun, jeg har kendskab til 3-4 militærkolleger, der har en forskeruddannelse, og så er vi 2-3 stykker på vej med at tage en ph.d., og det giver god mening at supplere med os, der har militær baggrund. Vi kan noget andet, og så har vi en anden tilgang til at kunne forske internt i militærorganisationen”, fortæller han.

På den måde er Jakob Rømer Barfods ph.d.-projekt delvist bestilt arbejde: et forskningsprojekt om ledelse i en militær kontekst i det danske forsvar. Han har dog haft fuld frihed til at definere projektets nærmere tema: ledelse i militære højrisikoteam. Han har også selv valgt at gennemføre projektet på CBS, da forsvarsakademiet ikke har en ph.d.-skole.

Når projektet er afleveret, hvilket efter planen sker inden for et års tid, forventer Jakob Rømer Barfod at vende tilbage og fortsætte sit arbejde som forsker og underviser ved forsvarsakademiet.

Tanken er, at ph.d.-projektet skal kunne bruges i forbindelse med forsvarets uddannelser, men også inden for andre sektorer, eksempelvis politiet eller i private virksomheder.