Arbejdslivsforsker: Alternative arbejdsformer kan blive et problem for fagbevægelsen

Cille droppede jobbet for sejle jorden rundt med sin familie og leve som digital nomade
Anders gik på deltid for at bygge et 'tiny house' og være frivillig i et økologisk fødevarefællesskab.
Marie sagde sin forskerstilling op for at lave podcast og arbejde som handicaphjælper 15 timer om ugen.

Magisterbladet har i de seneste uger sat fokus på alternative arbejdsformer og de magistre, der på den ene eller anden måde vender sig væk fra det traditionelle lønmodtagerliv og i stedet søger egne veje. Det er også kendt som less work-bevægelsen, der ifølge en forsker breder sig blandt akademikere.

De alternative arbejdsformer kan give god mening for den enkelte, og alligevel bør fagbevægelsen være skarpt opmærksom på udviklingen. For selv om friheden og kreativiteten i de nye arbejdsformer kan være positive, så indebærer de også en risiko for en mere usikker tilværelse, ikke mindst for fællesskabet. Det mener lektor Janne Gleerup, der forsker i prekarisering ved Roskilde Universitet og er medlem af DM’s hovedbestyrelse.

”Ønsket om umiddelbar frihed til at tilrettelægge sit eget arbejdsliv er et tveægget sværd. Det kan fungere godt for den enkelte, men det gør også en mere sårbar. Samtidig kan det blive et problem for fagbevægelsen, hvis arbejdsmarkedet bliver fleksibiliseret og individualiseret så meget, at folk ikke længere bliver et fællesskab med hinanden. Og så bliver det svært at få øje på, hvorfor man skal samle sig i en fagbevægelse og kæmpe for bedre forhold”, siger Janne Gleerup.

”Det er et dilemma mellem individuelle og kollektive hensyn. Hvordan styrker vi de individuelle handlemuligheder uden at svække det kollektive kompas? Balancegangen er at imødekomme de grupper, der ønsker mere fleksibilitet i deres arbejdsliv, men uden at gøre det på bekostning af dem, der gerne vil have stabile og indkomstsikrede rammer”, siger Janne Gleerup.

Er less work et tegn på et presset arbejdsmarked?

Mens less work-bevægelsen indeholder positive ønsker om at skrue ned for stress og jag, så er det også et symptom på et arbejdsmarked, der er blevet så presset, at folk ser sig nødsaget til at gå i et individuelt selvforsvar mod strukturelle problemer, mener Janne Gleerup.

”Vi er i en kultur, hvor problemerne hurtigt individualiseres. Du tænker, at det er dit eget ansvar, hvis du ikke kan være en god nok mor eller far, når du samtidig har et fuldtidsarbejde, og så er det din egen opgave at finde løsningen. Men det er jo nogle strukturelle forhold på arbejdsmarkedet, der tvinger dig ud i det”, siger hun.

”Hvad er årsagen til, at mennesker føler sig nødsaget til at opgive en almindelig akademisk karriere? At man ikke kan holde til at arbejde på fuld tid? At man opgiver det fag, man ellers brænder for? Det er vi nødt til at få identificeret. Hvis ikke fagbevægelsen adresserer de egentlige årsager til de problemer, så fejler den. Så man skal se sådanne initiativer som spændende og tiltrængt nytænkning, men samtidig undersøge, om det også kan være symptom et arbejdsmarked, der udvikler sig i en gal retning”.

Har DM så fejlet, når magistre oplever, at de kun kan få livet til at hænge sammen, hvis de vender sig bort fra de faste og overenskomstdækkede job?

”Det er ikke fagbevægelsens skyld, at arbejdspresset er så højt, at folk finder individuelle overlevelsesstrategier og slår sig til tåls med en tredjedel af en månedsløn eller forlader det fag, de oprindeligt havde en kærlighed til. Men fagbevægelsen svigter, hvis den ikke adresserer de forhold, som ikke er bæredygtige. Særligt i en tid, hvor så mange har problemer med det psykiske arbejdsmiljø i form af stress”, siger Janne Gleerup.Derfor kan det også være risikabelt for en fagforening at kæmpe aktivt for, at medlemmerne får bedre mulighed for at gå på deltid. Det kan nemt trække nogen med i fleksibiliseringen, der ikke ønsker det, mener hun.

”Jo mere den fulde, faste ansættelsesform bliver punkteret, des flere risikerer at blive tvunget ind i deltidsstillinger, de ikke ønsker. Og hvis det først bliver normen, er det svært at komme af med igen”, siger Janne Gleerup.

Så hvordan skal en fagforening som DM komme den gruppe af magistre i møde, der vender sig bort fra det etablerede arbejdsmarked – uden at gå på kompromis med fællesskabet?

”For det første skal man række ud til de grupper, der ønsker at arbejde på andre måder. Vi skal have afdækket årsagerne til, at rammerne og mulighederne på det traditionelle arbejdsmarked ikke er attraktive. For måske er svaret, at mainstream-arbejdsmarkedet skal ændres, og det har vi brug for hjælp til fra dem, der siger fra over for det”, siger Janne Gleerup.

”Det er rigtig spændende, hvordan vi nytænker det meningsfulde arbejdsliv. Det har vi – og kloden – skrigende behov for. Men det må ikke ske på en måde, hvor det er forbeholdt de stærkeste på arbejdsmarkedet på bekostning af de svageste. Alternative arbejdsformer må ikke blive en exitstrategi for A-holdet, mens B-holdet skal leve med de dårlige job. Det er arbejdsmarkedets parters ansvar at sikre, det ikke sker".