Dansk Magisterforening

Corona gør Anette bekymret for fremtiden: "Jeg frygter, at juniorforskeres karriereveje bliver endnu mere usikre"

© Foto: Privat

Del artikel:

Anette Larner, postdoc og historiker på Aalborg Universitet, er en af de ansatte i uddannelsessektoren, som har skullet lægge sin hverdag om på grund af børn og hjemmearbejde. Og så er hun bekymret for, hvad fremtiden bringer for de løstansatte forskere.

Jeg er vant til at arbejde hjemme, så jeg har mit eget kontor. På mit skrivebord jeg har en widescreen skærm samt en bærbar. De to skærme gør det nemmere for mig at navigere rundt i de databaser og forskellige kilder, jeg skal arbejde med, når jeg arbejder som historiker. Derudover har jeg to reoler, som gør, at jeg har plads til mine bøger og dokumenter. Bag mig har jeg en lille sofa, som er god at sidde og læse på.

Jeg arbejder til daglig på Aalborg Universitet som postdoc, hvor jeg er i gang med et forskningsprojekt, der omhandler det danske fængselsvæsens opståen i 1600-1700-tallet. Jeg er i øjeblikket i gang med at opsætte en kildedatabase for, hvor mange forbrydere, der var indsat i de danske tugthuse i disse år, og hvad deres forbrydelser bestod af. Det arbejder jeg videre med derhjemme. Når jeg gerne vil foretage mig noget mere kreativt, skriver jeg på nogle artikler, som jeg håber at få publiceret i akademiske tidsskrifter.

Det er gået endnu mere op for mig, hvor vigtigt det sociale er i ens arbejdsliv. Når jeg arbejder hjemme, har jeg ikke den samme kontakt til mine kolleger, som jeg har normalt. Det sociale er derfor påvirket. Det er især de små møder ved kaffemaskinen eller at kunne banke på en kollegas dør for at få kollegial sparring, som jeg savner. Det kræver mere at ringe op til en kollega, end det gør at banke på deres dør på universitetet.

Når jeg arbejder som forsker på universitetet er det i forvejen et ensomt job. Meget af tiden sidder jeg og arbejder alene, og derfor er det rart at kunne sparre med kolleger. Jeg kan ikke sparre på samme måde, når jeg ikke er sammen med dem. Det gør, at jobbet er endnu mere ensomt under coronakrisen.

Coronakrisen bringer en del bekymringer om min akademiske karriere. Som én af de mange juniorforskere på landets forskningsinstitutioner, som er ansat i prækære, kortvarige kontrakter, er jeg ekstra bekymret for det fremtidige arbejdsmarked på landets forskningsinstitutioner for os juniorforskere. I kølvandet på flere år med nedskæringer og nu coronakrisens påvirkning på økonomien, frygter jeg, at juniorforskeres karriereveje bliver endnu mere usikre.

Ligningen med børn

Jeg skal også hjemmeundervise min søn på 8 år, der går i 1. klasse, og passe min datter på 5 år, der går i børnehave. Når min mand og jeg har to børn, så er det selvfølgelig en gamechanger, at de ikke kan blive passet i SFO og børnehave. For at få det til at hænge sammen, har min mand og jeg besluttet at jeg passer børnene om formiddagen, og han om eftermiddagen.

Hver dag går vi ud og får frisk luft fra klokken 12.00-13.00. Vi bor et sted med mange grønne områder, hvilket gør det oplagt. Det er en god måde at få et afbræk i dagen og lidt motion, så jeg er klar i hovedet, når jeg skal arbejde.

Det er for at få en klar adskillelse mellem arbejdet og privatlivet. Det betyder nemlig, at jeg kan lukke døren til mit kontor og få koncentreret arbejdstid. Det samme har min mand mulighed for, når det er hans tur til at arbejde. Det betyder, at der altid er en til at passe børnene og hjemmeundervise. Resten af arbejdsdagen indhenter vi om aftenen i det omfang vi kan, for dobbelt-arbejde, intenst samvær og bekymringer omkring coronakrisens eftervirkninger tærer på energien.

Det er vigtigt i denne tid at give hinanden plads og tage hensyn. Det har vi talt om i familien herhjemme. Der skal være plads til, at man kan sige, hvis der er noget galt. Det har min mand, mine børn og jeg talt om, fordi vi vidste, at det ville blive en udfordring, når vi så vidt muligt skulle holde os inden døre. Det synes jeg, at vi har været rigtig gode til. Vi er meget bevidste om at gøre denne periode til positiv familietid, som vi kan kigge tilbage på, når vi er på den anden side som en god tid, trods alt.