Biolog hos Haldor Topsøe har fået struktur på arbejdsdagen: Det bliver vemodigt at slå min lille lejr ned igen

Normalt har jeg en arbejdsdag, hvor jeg er i kontakt med en del mennesker. Jeg sidder i afdelingen for Regulatory Affairs, hvor vi primært arbejder med kemikalielovgivning. Ikke den juridiske del, men med at klargøre de krav, som følger af lovgivningen, og som vi også er med til at implementere i virksomheden. Derfor arbejder jeg meget på tværs og kommer normalt ud i næsten alle hjørner af virksomheden. Jeg plejer også at rejse en del til møder, som oftest holdes på hoteller i nærheden af Bruxelles, Frankfurt, Wien og andre større europæiske byer.

Nu foregår alt virtuelt. Nogle af mine kolleger er kommet tilbage på arbejdspladsen, men vores afdeling er en supportafdeling, så vi kommer nok med i sidste bølge af genåbningen.

I starten var det ret udfordrende, at alt skulle foregå på og via skærmen. Det var en ny hverdag, jeg skulle vænne mig til. Men nu synes jeg, det er let, og jeg ser flere og flere fordele, som tiden går, og jeg finder mig til rette.

Jeg er blevet mere selvstyrende. Ingen dumper lige ind, og hvis man er optaget på telefonen, så er man optaget, så der er ikke de samme muligheder for forstyrrelser, som når jeg sidder på arbejdet.

Vi mødes virtuelt i afdelingen hver morgen og snakker primært arbejdsrelaterede ting. Det er en form for tjek ind hos hinanden. Jeg holder også kontakten med kollegerne via kaffemøder på skærmen. Nogle bonder man mere med end andre, og jeg sørger for at lægge kaffepauser med dem i kalenderen. For selv om det hele er lidt mere firkantet og skemalagt, end det plejer, skal det være en del af arbejdsdagen at holde fast i normale rutiner, og jeg prioriterer kollegakontakten højt. Man har jo brug for at gasse lidt af engang i mellem.

Jeg har rejst en lille lejr i spisestuen

Det har været lidt af en proces at få arbejdspladsen til at fungere herhjemme. At få fat i en printer, der virker, og i det hele taget installere sig ordentligt i sit hjem. De lavpraktiske ting skal fungere, så jeg har lavet en lille lejr i spisestuen, og det bliver mærkeligt og lidt vemodigt at slå den ned igen.

Jeg synes, det er superfedt at arbejde hjemme. Jeg ved ikke, om jeg er blevet mere effektiv, men jeg er i hvert fald blevet mere struktureret og arbejder mere i blokke nu. Alting foregår gennem min kalender, og lige som jeg kan blokke min kalender med aftaler, kan jeg også gøre det med opgaver. Måske kan man sige, at jeg koncentrerer mig om færre opgaver ad gangen, og det giver mere ro og gør arbejdet mere tilfredsstillende for mig.

Sådan burde det også kunne være i en almindelig hverdag, og jeg har tidligere talt med min chef om at arbejde på denne måde. Det er jo også i firmaets interesse, at jeg får en mere struktureret hverdag. Og selv om det nok bliver sværere at holde det, når jeg møder ind igen, så vil jeg gøre mig umage med ikke at falde tilbage i de gamle vaner.

Jeg kan mærke, at det har været godt for mig at få mere struktur på og blive bedre til at sætte nogle ting til side en gang imellem, så jeg vil også forsøge at få lidt mere faste rammer om hjemmearbejdsdage, når vi kommer tilbage på arbejde.

Inden krisen har jeg mest arbejdet hjemme, hvis der kom skorstensfejer, eller jeg skulle til tandlæge. Der skulle ligesom være en forklaring på det, som ikke handlede om arbejdet. Men det kan også være et argument, at man har behov for at koncentrere sig og ikke har lyst til at blive forstyrret hele tiden. Og vi har jo bevist, at det sagtens kan fungere.

At være sammen med familien er ren bonus

Jeg betragter det som lidt af en bonus, at jeg er så meget sammen med min familie, og at vi ikke skal hu hej ud ad døren om morgenen. Det kunne jeg godt affinde mig med på længere sigt.

Jeg er heldig at have to teenagedrenge, som selv passer lektierne. Jeg skal ikke underholde og undervise dem, som dem med mindre børn skal. Men jeg savner at være sammen med min øvrige familie og mine tætte veninder. Der er Messenger altså ikke helt nok.

Mine forældre har haft guldbryllup i denne periode, og det måtte vi fejre ved at stille nogle blomster til dem og drikke kaffe i haven med et stort bord imellem os. Det føltes helt forkert, for sådan en dag skal jo fejres med hornorkester og masser af mennesker. Men det må vi have til gode.