Nye kultur-meningsdannere røg direkte i avisen
"Det kræver mod at lægge sine holdninger frem for en hel masse mennesker og at turde stå ved det," siger Anne Sofie Vemmelund Christensen, som har været på meningsdanner-uddannelse © Foto: Jimi Rosa
Et hold af DM-medlemmer på kulturområdet har været på miniuddannelse som meningsdannere og blandt andet lært at bruge den personlige fortælling til at slå igennem i debatten. ”En øjenåbner,” siger en af deltagerne, hvis debatindlæg røg direkte i Politiken.
Der er rigeligt plads til flere stemmer i kulturdebatten. Det må deltagerne på en ’meningsdanner-miniuddannelse’ for kulturarbejdere konstatere, allerede kort efter deres kursusweekend. Det skriver magasinet DM Natur & Kultur.
Som en del af kurset skulle deltagerne nemlig skrive et læserindlæg og forsøge at få det optaget i et nyhedsmedie. Og allerede inden for den første uge var størsteparten af de 15 deltageres indlæg blevet optaget.
”Det er tankevækkende på den gode måde, at så mange indlæg er blevet bragt sågar i de store blade. Det må sige noget om, at vi har fået de rette værktøjer”, siger Anne Rasmussen, kulturkonsulent i Ballerup Kommune og deltager på kurset.
Hun fik selv et læserbrev optaget i Politiken efter kun to dage. Men det hander også om et decideret nicheområde inden for kulturen, nemlig stunt-branchen. Anne Rasmussen har et bibeskæftigelse som stuntkvinde, og da der tilfældigvis var en kritisk artikel om branchen den weekend, kurset foregik, greb hun temaet i luften.
Folk glemmer kolde fakta
Det er dog primært på grund af hendes arbejde, at hun søgte om at blive deltager på kurset.
”Som kulturkonsulent i en kommune arbejder jeg med at gøre kulturen stærkere i bybilledet og formidle det både over for borgere og politikere. Jeg skriver tekstudkast for politikere, for eksempel svar på kritik i vores lokalavis. Men dermed er det ikke sagt, at jeg ikke personligt må mene noget om kulturen i de store aviser”, siger Anne Rasmussen, der desuden også har en kulturhat i sin fritid som formand for børneteatret Zangenberg.
En af de formidlingsredskaber, hun fik med sig fra kurset, var at bruge sig selv og sin personlige oplevelser som udgangspunkt.
”Folk husker ikke kolde fakta, de husker, når udgangspunktet er personligt. Jeg har ofte skrevet ting ud fra et personligt udgangspunkt, men at se det som en kompetence, jeg kan bruge aktivt i en debat, har været en øjenåbner”.
Personligt brand
Den personlige indgangsvinkel var også en af de tommelfingerregler, museumsinspektør Anne Sofie Vemmelund Christensen fra Vardemuseerne har taget med sig hjem.
”Vi lærte sådan helt lavpraktisk, hvordan man opbygger et debatindlæg – hvordan det kan være godt at starte med en personlig vinkel, og så at det kan være godt at opbygge et personligt brand som debattør inden for et felt, så man ikke sender debatindlæg ud til højre og venstre”, fortæller hun.
Også hun fik sit debatindlæg optaget i Politiken. Indlægget er en fortælling fra hendes arbejde på museet FLUGT, der skal ligge i Oksbøl.
”Et af mine budskaber er at bruge museet som mødested. Jeg mener ikke, vi er gode nok til at snakke sammen, for eksempel om flygtninge. Det kan museerne være et godt sted for, og det kan museerne selv godt gøre mere for at blive, ligesom politikerne også kan sætte fokus på det”, siger hun.
Der skal mod til
Indlægget skulle skrives og sendes, inden kurset var slut. Og det er Anne Sofie Vemmelund glad for i det, for ellers er hun ikke helt sikker på, at hun havde modet til at få det gjort.
”Det kræver mod at lægge sine holdninger frem for en hel masse mennesker og at turde stå ved det. Og det kræver også noget faglig selvtidllig at sige: Jeg har noget at sige, som er så vigtigt, at andre også kan få glæde af det”.
Et andet oplagt sted, en meningsdanner kan få ører for sine synspunkter, er på sociale medier. Det var også et punkt i kurset og noget, Anne Sofie Vemmelund vil forsøge at løbe i gang.
”Jeg har ikke været aktiv før, men nu har jeg oprettet en profil på Twitter og tænkt mig, at jeg skal prøve af, om det kan flytte noget”.
Både hun og Anne Rasmussen nævner desuden, hvordan de har tænkt sig at bruge de øvrige deltagere på kurset som et fremtidigt netværk inden for det kulturpolitiske.
God historier er velkomne
Det er Dansk Magisterforening, der står bag miniuddannelsen.
”Vi vil gerne have, at mange flere deltager i kulturdebatten, herunder vores medlemmer – dem, der sidder og arbejder med kulturarv, kunst, uddannelser, koncerter og så videre. Deres stemme må gerne komme mere på banen. I forvejen er der nogle kultur-pinger, der naturligt får meget fokus i debatten, men vi vil gerne have spredt det lidt ud og få fortællinger fra arbejdspladserne”, siger Mads Flyvholm, politisk konsulent i DM.
De senere år har kulturdebatten været præget af beklagelser over hårde sparekrav mod kulturinstitutionerne. Men det behøver ikke kun være brok, man byder ind med.
”Vi vil i lige så grad høj have dem til at fortælle den gode fortælling – hvordan får man indrettet et godt museum, skabt et aktivt kulturhus eller lavet et givende møde mellem borgere og kulturen? Besparelser er en ting, folk har holdninger til, men det kan også sagtens handle om, at man har lavet noget, der er rigtig fedt”.