Kritik: Universitetets ledelse er præget af pseudomedbestemmelse og lukkethed

En ledelseskritisk medarbejderliste vandt valget til SDU’s bestyrelse i november sidste år med over 70 procent af stemmerne.

Bag vinderen Fælleslistens tilforladelige navn og valgprogram gemmer der sig en markant protest mod ledelsens håndtering af medarbejdernes ret til medbestemmelse. Blandt andet kan man læse, at Fælleslisten vil arbejde for “en bred, tidlig inddragelse af medarbejdere og studerende forud for væsentlige ledelsesbeslutninger” og videre for, “at anvendelsen af tavshedspligt begrænses mest muligt”.

Sæt “ikke” foran disse sætninger – så har man billedet af ledelsespraksis, i hvert fald som den opleves af mange medarbejdere. Det skriver Forskerforum.

“Vi har hver især gennem samtaler med folk og i forbindelse med valget kunnet forstå, at de var frustrerede over en oplevelse af, at man ikke bliver inddraget og får medbestemmelse. Så det er baggrunden for valgoplægget”, siger professor Gitte Rasmussen, der vandt valget som VIP-repræsentant i bestyrelsen, med henvisning til hendes medkandidat på listen, lektor Casper Sylvest.

Punkterne henholdsvis tidlig inddragelse og tavshedspligt hænger sammen. Det er svært at inddrage sine kolleger, som man repræsenterer i bestyrelsen, råd eller udvalg, når punkterne er lukkede og medlemmerne pålagt fuld diskretion – selv efter at beslutningen er taget.

“Medarbejderne har den oplevelse, at noget pludselig kommer dumpende ned fra oven. De kan måske nok finde ud af, hvornår beslutningen er truffet, men ikke på hvilket grundlag og ud fra hvilken diskussion det er sket. Det er det, vi gerne vil ændre på”, siger hun.

Kan ikke diskutere med kolleger

Casper Sylvest sidder i Universitetsrådet, hvor blandt andet store beslutninger om økonomi, satsninger og besparelser bliver drøftet. Forhold, som i den grad optager hans kolleger. Det er bare ikke altid, han kan tage dem med på råd.

“Det er en udfordring, når et punkt er lukket. I en sådan situation kan man som medarbejdervalgt repræsentant vanskeligt drøfte forhold under det punkt med sit bagland – hvad enten det handler om, hvad man vil bruge penge på, eller hvor vi vil hen”, fortæller han.

Han har selv tidligere forslået, at man i rådet forsøgte en form for differentieret fortrolighed, så man eksempelvis kunne have åbenhed om de økonomiske satsninger, der var til diskussion. Det har der ikke været opbakning til. Tilsvarende har han foreslået, at SDU får et uafhængigt journalistisk nyhedsmedie, som KU og AU har det, blandt andet for at styrke dialogen på SDU. Også det forslag har hidtil mødt modstand hos ledelsen.

Alexandra Holsting, lektor og fællesTR ved Det Humanistiske Fakultet, kan godt genkende den lukkethed i beslutningsprocesserne, som Fælleslisten vil forsøge at ændre på.

“Det kan være svært at orientere sig om, hvad der foregår, fordi meget lægges ud som lukkede punkter i referaterne, og det synes jeg er et problem i forhold til åbenhed og gennemsigtighed. Der er nogle gange eksempler, hvor man tænker: Hold da op – der var mange lukkede punkter”, fortæller hun.

Valgresultat pakket væk

Næsten symbolsk har det været lidt af en offentlig hemmelighed, hvilke medarbejdere og studerende der blev valgt ind i SDU’s bestyrelse, siden valget blev afholdt i slutningen af november. Mens man på AU og KU kunne læse om valg og resultater i eksempelvis de interne medier Omnibus og Universitetsavisen og i AU-ledelsens nyhedsbrev, er SDU gået helt stille med dørene. Ingen meddelelser på hjemmesiden, på Facebook, i nyhedsbreve. Kun hvis man som ansat går aktivt til værks på SDU Intra, kan man finde valgresultatet gemt godt væk et sted på et undersite.

En detalje? En forglemmelse? Måske, men den manglende information sender alligevel nogle bekymrende signaler, mener nogle medarbejderrepræsentanter.

“Det virker absurd, at man ikke melder resultatet af et valg offentligt ud. Jeg har ingen anelse om, hvorfor man vælger at gøre, som man gør. Men hvis man er en institution, der gerne vil fremme medarbejderinddragelsen, så er det underligt, at man ikke bakker det op ved at anerkende valget og engagementet”, siger Alexandra Holsting.

Gitte Rasmussen peger på, at SDU hurtigt var ude med en nyhed på hjemmesiden, da man havde udpeget nye eksterne bestyrelsesmedlemmer.

“Det faktum, at man informerer om eksterne, men ikke informerer om medarbejdervalg, udtrykker en mangel på orientering mod betydningen af medarbejdermedbestemmelse – at det er et centralt vilkår”, siger hun.

Gode råd eller medbestemmelse?

Men det handler ikke kun om lukkethed. Utilfredsheden handler i høj grad også om den grad af medbestemmelse, de demokratiske råd på SDU reelt har i forhold til ledelsen. Hvis man tolker ordet i sin grundlæggende betydning – at man har andel i beslutningskompetencen – er det nemlig meget begrænset.

“Hensigten med formuleringerne i universitetsloven er at sikre medbestemmelse og medinddragelse på alle niveauer. Spørgsmålet er, om det blot handler om, at man kommer med nogle gode råd, eller om det skal være med henblik på reel medbestemmelse og medinddragelse? Jeg mener det sidste. Rådene skal ikke bare være høringsorganer. En stor del af frustrationen blandt medarbejderne bunder i en oplevelse af, at væsentlige ledelsesbeslutninger ikke reelt kan påvirkes i de drøftelser, der finder sted med medarbejderrepræsentanter”, siger Gitte Rasmussen.

Utilfredsheden på SDU bunder delvist i en anden stående diskussion på universitetet – vægtningen mellem central og lokal støtte af forskning, eller med andre ord: Hvor mange midler rektor skal kunne disponere over til strategiske satsninger på bekostning af forskningsmiljøerne lokalt.

Formand gik i protest

I foråret 2018 blev den konflikt sat på spidsen, da Universitetsrådet stemte imod – med 6 mod 5 stemmer – en indstilling fra direktionen om til- og fravalg af strategiske forskningsprojekter finansieret af centrale midler. Rådets daværende formand, professor Jesper Wengel, konstaterede, at de strategiske projekter ikke havde undergået en faglig bedømmelse, at balancen mellem centrale og decentrale satsninger efter hans mening var skæv, og at processen havde haft en karakter af lukkethed og topstyring.

I stedet for at anbefale direktionens indstilling vedtog rådet en udtalelse, hvor man opfordrede til at begrænse beløbet til centrale strategiske satsninger, blandt andet med henvisning til “SDU’s aktuelle udfordringer og til den økonomiske usikkerhed i de kommende år”.

Herefter meddelte Jesper Wengel, at han trådte tilbage som formand.

“Vi tog det verbale slagsmål med ledelsen og stemte imod direktionens indstilling om de strategiske initiativer. Således anbefalede Universitetsrådet bestyrelsen, at man ikke skulle følge ledelsens indstilling. Det gjorde bestyrelsen – ikke overraskende – alligevel. Men det var den sag, der fik mig til at konstatere, at så er der ingen grund til, at ledelsen skal høre på de synspunkter, jeg har, når den alligevel gør, som den oprindelig har tænkt”, fortæller Jesper Wengel i dag om beslutningen.

Central pulje pumpes op

Modstanden mod indstillingen om de strategiske projekter handlede ifølge Jesper Wengel i høj grad om den centralistiske strategiske tænkning og spørgsmålet om medbestemmelse.

“Vi ville have grebet processen anderledes an. Det var et spørgsmål om topdown eller bottom-up. Det drejede sig om et beløb på 100-200 millioner over en periode, på et tidspunkt hvor universitetet er økonomisk presset. Det syntes vi kaldte på en overordnet diskussion om, hvordan man bedst investerer sådan et beløb”, fortæller han.

De strategiske indsatser finansieres af en central pulje på SDU’s budget ved navn Direktionens Strategiske Pulje. Den pulje har de senere år lagt beslag på en stigende andel af SDU’s midler – fra 10 millioner kroner årligt i 2016 stigende til 50 millioner årligt i 2019, hvilket fremover skal være det faste beløb. Ud af denne pulje gives 3-4-årige bevillinger til et mindre antal projekter, som direktionen indstiller ud fra et antal ansøgere fra forskellige fagmiljøer.

Ønsker diskussion om investeringer

Jesper Wengel har ikke nogen anke imod de støttede forskningsprojekter. Men han er kritisk over for princippet omkring store, centrale projekter.

“Jeg tror generelt, at flertallet af forskere føler, at der er begrænsede midler til at få deres forskningsideer realiseret. Vi, der har store bevillinger, kan godt klare os. Men de andre må kæmpe for det. Jeg har lige læst, at Novo Nordisk Fonden introducerer et program, hvor der vil blive givet relativt mindre bevillinger til forskere, der ikke allerede har større bevillinger. Det er den måde, jeg tror, at tingene kommer til at blomstre op. Andre mener, at det udelukkende skal være store, centralistiske initiativer. Det er fair nok, men så må man tage diskussionen”, siger Jesper Wengel, der er leder af forskningscenteret BioNEC (Biomolecular Nanoscale Enginee ring Center).

Og en mere åben diskussion er, præcis hvad Gitte Rasmussen ønsker sig. “Det er fair nok, at der er noget, der hedder strategiske midler. Spørgsmålet er hele tiden: Hvem skal afgøre, hvilke initiativer der skal understøttes? Der er mange medarbejdere, der godt kunne tænke sig inddragelse og medbestemmelse omkring de spørgsmål”, siger hun.

Også tema på KU

Diskussionen af manglende medbestemmelse på SDU er ikke unik. Ved bestyrelsesvalget på KU havde flere af kandidaterne netop det tema som mærkesag, og forskerne Eske Willerslev og Jesper Grodal kaldte simpelthen deres liste “Inddrag forskerne!”.

Oplevelsen af, at man som medarbejder på universitetet ikke har den medbestemmelse, man har krav på, trækker tråde tilbage til den revision af universitetsloven, der fandt sted i 2011. En evaluering af loven to år tidligere kritiserede, at den ikke sikrede tilstrækkelig medindflydelse, og det blev derfor skrevet ind, at bestyrelsen skal sikre, “at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger”. Dog blev det samtidig slået fast, at universitetet har en enstrenget ledelse. Og siden har det været et åbent spørgsmål, hvad “medinddragelse” og “medbestemmelse” reelt skal indebære.

Gitte Rasmussen vælger imidlertid at tage lovens § 10, stk. 6, helt bogstaveligt.

“I evalueringen hed det, at universiteterne ikke var lykkedes med at sikre medbestemmelse og inddragelse, og derfor valgte man at præcisere, at det er et bestyrelsesansvar. Så jeg vil vende det positivt og sige: Jamen så må vi tage fat i det på bestyrelsesniveau og få drøftet ganske åbent, hvordan man kan sikre det på en institution som den her. Det er noget, vi er blevet pålagt”, siger hun.

Bestyrelsens ansvar

Selv om SDU ikke har gjort meget ud af kommunikationen af sit bestyrelsesvalg, kan noget dog tyde på, at ledelsen alligevel har lagt mærke til, hvad der rører sig. I hvert fald har Forskerforum fået oplyst, at direktionen ved et møde den 5. december – en uge efter valgresultatet – vedtog at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU.

Et af medlemmerne i den arbejdsgruppe er netop Gitte Rasmussen. Den opgave tager hun gerne imod, men samtidig holder hun fast i, at det formelt er bestyrelsens ansvar – det tilfalder ikke et udvalg nedsat af rektor.

“Jeg vælger at se det som et initiativ, der skal få medarbejdere til at indgå i opgaven med at skabe inddragelse og medbestemmelse, og det vil jeg gå positivt ind i. Jeg synes stadig, det er en opgave for bestyrelsen at få drøftet, hvordan den sikrer, at det sker”.