Flere vil gerne forske: Der er bare ikke jobs

Flere ph.d.er. Flere løsansættelser. Mere konkurrence. Så simpelt kan paradokset ved, at der er kommet en stigning i ph.d.er beskrives.

I perioden fra 1995-2015 er antallet af ph.d.er fordoblet fra 1300 til 2600 indskrevne ph.d.er. Og det har vist sig at være mere end universiteterne kan kapere.  Det fremgår af en rapport fra tænketanken DEA.

Det stigende antal ph.d.er betyder, at der er flere om pladsen, når både løst- og tenure-track-ansættelser skal uddeles. Det skaber usikkerhed hos mange forskere, mener Karen Lisa Salamon, der som antropolog har forsket i akademisk prekarisering.

”I dag fylder projektmidler utroligt meget i forskningen, og det skaber en stor usikkerhed, fordi de korttids- og projektansatte aldrig kan vide, om der bliver bevilliget penge til deres specialisering igen”, siger hun og fortsætter:

”Universiteterne må ikke genansætte forskere i den samme projektansættelse flere gange. Realiteten på universiteterne er bare, at fastansættelser er sjældne, og karrierestigen er bygget sådan, at jo længere op man kommer, desto færre er der plads til på de enkelte trin”.

Karen Lisa Salamon mener, at systemet omkring projektansøgninger dag fungerer som et problematisk styringsredskab. Forskere skal specialisere sig i de retninger, hvor pengene uddeles, men kan efterfølgende blive ramt af den nødvendige specialisering, når uddelingen af midler efter få år flyttes til andre forskningsfelter.

”Projektstillingerne gør, at man fra politisk side kan styre, hvilke områder der skal forskes i, og hvad der skal lægges fokus på. Det betyder for mange forskere, at de må leve med en usikkerhed, om der er plads til deres specialisering i den faste stillingsstruktur,” siger hun.

Ph.d.erne bør kigge uden for universitetets mure

Henrik Dimke, formand for Det Unge Akademi, som er et forum for yngre forskere, mener, at det er en ærgerlig udvikling. Det er hans fornemmelse, at der er kommet færre kernestillinger i forhold til mængden af studerende.

”Det er et problem, at der er en stigende gruppe af løsansættelser, da de er forbundet med stor usikkerhed. Jeg synes, at vi skal være bedre til at være bedre til at karriereafklare, hvor vi forklarer, hvad muligheden er efter afsluttet ph.d.”, siger han.

Han mener stadig, at forskervejen er en god vej at gå, men fastslår også, at det ikke er alle, der kan forske på universitetet.

”Det er ikke nødvendigvis den nemmeste vej at blive fastansat på universitetet. Det er størstedelen af forskere, der ender i erhvervslivet, og de klarer sig rigtig godt – men lønefterslæbet som klarlægges i DEA rapporten viser at flere ville have gavn af at skifte karrierevej tidligere”, siger han.