Så er OK21 skudt i gang: Få overblik over de vigtigste krav
Overenskomstforhandlere i 2018 foran forligsinstitutionen. Lars Qvistgaard, Akademikerne, Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther, CFU. © Foto: Unger Anthon/Ritzau Scanpix
Kravene mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i det offentlige er nu udvekslet. De økonomiske rammer lægger en dæmper på mulige konflikter, siger eksperter. Vi har samlet nogle af DM's krav, så du kan få et overblik over det kommende forløb.
I tirsdags blev de offentlige overenskomstforhandlinger i 2021 officielt sat i gang, da der blev udvekslet krav på det kommunale, regionale og statslige område.
På et online "door-step"-pressemøde svarede Forhandlingsfællesskabets formand Mona Striib og KL’s chefforhandler Michael Ziegler på spørgsmål. Her fortalte Michael Ziegler, at han er optimistisk for forhandlingerne.
"Vi har haft et rigtig godt møde, så nu er banen ligesom kridtet op. Vi er selvfølgelig ikke enige i alt, men det er der ikke noget underligt i. Hvis vi var det, skulle vi jo bare skrive under", sagde han.
Forhandlingerne vil da også forløbe noget lettere og mere problemfrit end de dramatiske forhandlinger i '18, hvor landet stod på randen af en storkonflikt. Det vurderer lektor Nana Wesley Hansen og forskningsleder Mikkel Mailand fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.
”Med generelt forsigtige udspil og tilkendegivelser fra parterne, hvor emner med konfliktpotentiale er fraværende, med manglende lyst til at gentage et konfliktfyldt forløb som i 2018, med en ny statslig mere samarbejdsorienteret arbejdsgiver, og med corona, der lægger en dæmper på konfliktlyst og konfliktmuligheder, fremstår konfliktscenariet ikke som særligt sandsynligt”, skriver de i en ny analyse om forventningerne til OK21.
Her forudser de to forskere, at et overenskomsterne formentlig vil fastholde de nuværende forhold, men ikke tilføre væsentlige forbedringer for hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere.
”Med en smal økonomisk ramme i sigte er det oplagt at forudse et vedligeholdelsesforlig, der sikrer reallønnen, men som ikke initierer noget egentligt nyt eller for alvor tager hånd om de udfordringer, som parterne hver især anser som de væsentligste”, skriver de.
Sådan ser DM's krav ud
Hos DM har man denne gang rejst 62 krav. Her er fem af de vigtige:
Klimarepræsentanter skal sikre grøn omstilling
DM ønsker, at man i medarbejder- og samarbejdsudvalg kan udpege en såkaldt klimarepræsentant blandt medarbejderne som supplement til tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten. Klimarepræsentanten skal være vagthund for den grønne omstilling på arbejdspladsen.
Generelle lønstigninger
Der skal sikres reallønsfremgang for alle gennem generelle lønstigninger målt i procent.
Bedre vilkår for tidsbegrænsede ansatte
Løstansatte akademikere skal have adgang til kompetenceudvikling, barsel, lønforhandling mv. Der skal desuden sikres ordentlig karriereafklaring og -vejledning for tidsbegrænsede ansatte.
Mere øremærket barsel til partneren
Den eksisterende barselsordning øremærker 7 uger med løn til partneren i forældreorlovsperioden. Den periode skal udvides.
Forpligtende rammer arbejdet med arbejdsmiljø
Der skal laves en forpligtende aftale om at sikre opfølgning på dårligt psykisk arbejdsmiljø og manglende forebyggelse. Det skal være klart, hvordan uoverensstemmelser håndteres, og hvordan arbejdspladser kan få vejledning og støtte. DM vil også fortsætte den frivillige arbejdsmiljøuddannelse for ledere i staten, der har vist sig at være populær.
Læs alt om OK21 her
Du kan følge forhandlingerne på dm.dk/ok21. Her kan du også læse alle DM's krav.