Godt nytår: Her er vores 10 mest populære historier
Rygning i haven, less work og corona, corona, corona. Akademikerbladet gør status efter et uforudsigeligt, foruroligende og på mange måder ret overraskende 2020 - og går så på juleferie frem til januar.
1. Så blev det også forbudt at ryge i egen have under hjemmearbejde
DM Akademikerbladets mest læste artikel i 2020 er nyheden om, at man i Gentofte og flere andre kommuner har indført røgfri arbejdstid, hvilket betyder, at man heller ikke må tage en cigaret i egen have, hvis man arbejder hjemme.
DM Akademikerbladets artikel blev citeret i flere andre medier og startede en hed debat både på sociale medier og i aviserne om, hvorvidt sundhed i eget hjem kommer arbejdsgiverne ved.
2. Tre ugers feriepenge frigivet: Så meget får en gennemsnitlig magister udbetalt i det offentlige
I juni aftalte politikerne, at tre ugers feriepenge ville blive udbetalt til danskerne senest i oktober. Selv om den konkrete udmøntning ikke var helt på plads, og det derfor ikke kunne beregnes præcist, hvor mange penge hver enkelt lønmodtager ville få, havde mange alligevel interesse for emnet.
Vi lavede en oversigt over, hvad tre ugers feriepenge er for en typisk DM'er i det offentlige - og hvad der gælder af særlige forhold.
3. Less work-bevægelsen breder sig: Arbejdet skal ikke styre livet
Magisterbladet satte tidligere på året fokus på alternative arbejdsformer med en serie af artikler om akademikere, der har gjort op med det traditionelle 8-16-arbejde - en af de mest læste serier, vi nogensinde har lavet.
Det er også et fascinerende emne. Ifølge ph.d.-stipendiat Sofie Marie Billekop skyder less work-bevægelsen nemlig op som paddehatte overalt i landet. Hun er selv en af dem og skriver afhandling på deltid.
4. Jobcentrene er lukkede. Alligevel tikker lediges dagpengeperiode videre
De uafklarede spørgsmål hobede sig op i kølvandet på Mette Frederiksens pressemøde den 11. marts - ikke mindst blandt de ledige.
Længe fortsatte dagpengeperioden med at tikke videre, selvom jobcentrene var lukkede, a-kassernes ansatte var gået hjem, den offentlig sektor var lukket ned og store dele af den private sektor stod midt i en overlevelseskamp på grund af coronavirussen.
5. Dansk stjerneforsker: KU er ødelagt. Giv magten tilbage til forskerne
KU er ødelagt, og topstyring er ved at smadre det videnskabelige miljø og forskernes arbejdsglæde. Professor Eske Willerslev gav en opsang på forsiden af årets første udgave af Magisterbladet.
Med få greb kunne KU opnå den samme videnskabelige kvalitet som eliteuniversitetet Cambridge. Det ville kræve, at de videnskabelige medarbejdere får langt større indflydelse, sagde Willerslev.
6. Zoom er blevet en livslinje under COVID-19: Men er dine data beskyttet?
Coronakrisen har været verdens største eksperiment i hjemmearbejde. Fra den ene dag til den anden har de fleste af os skullet omstille både arbejdsliv og familieliv på én gang.
For eksempel eksploderede brugen af videomøde-tjenesten Zoom og på samme tid blev firmaet bag beskyldt for at lænse brugerne for private data. Vi dykkede ned i kritikken og kiggede nærmere på løsningerne.
7. "Jeg kommer til at savne en quickie i frokostpausen"
God kaffe, webinarer og en quickie i frokostpausen. Der var mange fordele ved hjemmearbejdet under corona-nedlukningen i foråret. Men der er også meget, man kun kan få på kontoret.
Tillidsmand Anders Tommerup listede op - og gik viralt på Reddit og blev inviteret i P3's studie for at fortælle mere om det, der normalt ikke hører arbejdsdagen til.
8. "10 år med veganske, feministiske, klimaangste teenagere har lært mig at holde kæft og lytte"
Vores børn og unge er ekstremt kompetente. De træffer velovervejede valg. De har ikke brug for at blive belært. De har mest brug for, at vi holder kæft og faktisk lytter, før vi tester deres argumenter, skrev Magisterbladets chefredaktør, før coronaen ramte.
Tidligere, når han fortalte folk om sine veganske, feministiske, klimaangste teenagere med flydende seksualitet, så rystede de bare på hovedet.
9. Corona har skabt 3 slags konspirationsteorier. Dem bør vi lytte til.
Under coronakrisen har ufattelig mange mennesker isoleret sig med bekymringer og en internetforbindelse - det perfekte miljø for skabelsen af nye konspirationsteorier.
DM Akademikerbladet har talt med en dansk forsker som har identificeret tre grundlæggende typer. Og vi bør tage dem seriøst, siger han.
10. Staten genfødt: Er covid-19 nyliberalismens dødskys?
Voldsomme statslige indgreb har demonstreret, at fællesskabet trods alt er vigtigere end den ’frie, liberale markedsøkonomi’. Nu efterlyser også økonomer et opgør med de sidste 30 års dominerende politik.
Med Mette Frederiksen i spidsen har staten udfordret det økonomiske dogme, der siden 90'erne har sat markedet og konkurrencen i centrum for økonomisk politik, sagde de til Magisterbladet.