Danskerne savner julefrokosten allermest
"Sidste år havde vi OL-tema med forskellige lege, præmier og en dopingkomite. Det var den fedeste fest”, siger Helene Brochmann, specialkonsulent © Foto: Helene Brochmann
Hjemsendte lønmodtagere savner julefrosten mere end kaffe- og frokostpausen med kollegerne under corona. Det viser en ny meningsmåling. Hold fast i det sociale, selvom I ikke kan drikke fadøl og spise buffet, lyder rådet fra erhvervspsykolog.
Lige nu ville mange arbejdskalendere typisk være fyldt med julearrangementer, gløgg, klippeklister og julefrokoster. Men ikke i år.
På grund af det nuværende forbud mod at samles mere end ti personer er alle årets store firmajulefrokoster aflyst. Det ærgrer næsten to tredjedele af de beskæftigede.
Det viser en ny meningsmåling, som Gallup har lavet for DM Akademikerbladet.
Her svarer hele 64 procent af de beskæftigede, at de savner julefrokosten i en eller anden grad i år.
Til sammenligning svarer kun 54 procent, at de savner frokostpausen og blot 43 procent svarer, at de savner kaffepausen.
Julefrokosten binder os sammen
Erhvervspsykolog Lene Thomsen forstår godt, at mange længes efter en julefrokost. Festen er nemlig udover at være en tradition også et socialt holdepunkt på arbejdspladsen.
”Firmajulefrokosten skaber nogle fælles oplevelser og giver os mulighed for at se nogle andre sider af vores kollegaer og lære hinanden bedre at kende. Man skal ikke undervurdere, hvilken forskel det gør for fællesskabet, at man har nogle fælles oplevelser, man kan tale om”, siger Lene Thomsen.
Særligt i år kan behovet for at ville se hinanden være ekstra stort, forklarer hun:
”På nogle arbejdspladser har folk arbejdet hjemme i rigtig mange måneder nu. Det er særligt akademikere, som er hjemsendt eller kun må komme på kontoret et par dage om ugen. Og så kan følelsen af samhørighed og fællesskab godt mangle, når man kun kommunikerer med kollegaer og chefer over Zoom. Nogle føler sig måske endda ensomme”, fortæller hun.
Erhvervspsykolog Lene Thomsen siger samtidig, at mens de fleste savner julefrokosten, så er der også et mindretal, som er lettede.
”Der er nogen som synes, det er frygteligt. Men lige i år vil mange nok savne julefrokosten, fordi de gerne vil være sammen med andre og have det sjovt. De savner også bare at se deres kollegaer generelt”.
Ingen udklædningsfest i år
Specialkonsulent Helene Brochmann savner kollegerne. Hun har selv været hjemsendt stort set siden marts i sit job i ledelsessekretariatet på Det Kongelige Akademi.
”Vi har måttet undvære en lang række arrangementer, som er en del af det normale liv på Akademiet. Selve julefrokosten kunne jeg måske godt undvære et år eller to, men oven i alt det andet er det lidt hårdt i år”, siger Helene Brochmann.
På hendes arbejde er den årlige julefrokost et spektakulært fænomen, fortæller hun.
”Det er en kæmpe udklædningsfest. Alle institutterne har hver deres sal og hver deres fest med et udklædningstema, og så går man rundt hos hinanden til fest og dans i løbet af aftenen. For os i administrationen er det anledningen til, at vi også kan få lov til at slå os lidt løs med kreativiteten. Sidste år havde vi OL-tema med forskellige lege, præmier, en meget bestikkelig olympisk komité og hele to ”læger” med lommerne fulde af doping. Det var den fedeste fest”.
Julefrokosten er ifølge Helene Brochmann årets sociale højdepunkt. Kollegaerne bruger lang tid på at planlægge festlighederne og tæller ned til dagen sammen.
”Jeg er faktisk ikke selv den store festabe. Men jeg synes, det er rasende sjovt at klæde mig ud. Julefrokosten er sådan noget, vi plejer at gå og hygge os med og se tilbage på a la ”kan du huske den gang”. Så selvom jeg godt kan leve med, at jeg skal undvære festen nu, så er det da ærgerligt, at der så går et helt år før den næste”, forklarer Helene Brochmann.
Prøv noget nyt
Psykolog Lene Thomsen mener netop, at sammenholdet styrkes, når vi kommer ud af vores vante arbejdskontekst og bruger tid med vores kollegaer.
Hun opfordrer derfor alle arbejdspladser og ledere til at holde en eller anden form for julefejring i år trods omstændighederne.
”Det er vigtigt, at arbejdspladserne markerer og påskønner indsatsen. Man behøver jo ikke spise buffet og drikke fadøl. Lav noget andet. Det bliver ikke som det plejer, men det bliver bedre end ingenting”, siger Lene Thomsen.
December er en særlig måned, og det bør man huske.
”Mange har nisselege, hyggestunder og godter på kontorerne. Det er også væk i år. Spil banko over Zoom, gå en tur i Fælledparken med afstand eller find en måde, hvor I kan skåle med den samme drink hjemmefra. Kun fantasien sætter grænser”.