“Vi tænkte over så sent som i morges, om vi havde truffet den rigtige beslutning ved at blive i USA.”

Jeg er i øjeblikket gæsteprofessor på Yale University. Normalt arbejder jeg som seniorforsker hos DIIS, hvor jeg blandt andet forsker i migration og human trafficking. Det er en anderledes situation, jeg er blevet sat i som udstationeret, når jeg er så tæt på coronakrisens epicenter. Vi blev sat til at arbejde hjemmefra for ca. to uger siden.

DIIS meddelte mig, at hvis jeg ville afbryde mit ophold på Yale, så ville det være en mulighed. Det var svære overvejelser. En del af vores overvejelser gik på, om vi kunne stole på det amerikanske sundhedssystem, fordi der var tvivl om, hvorvidt vores forsikring dækkede corona. Vi er ikke i risikogruppen, men jeg har hørt historier om mennesker, der blev alvorligt syge. Det ramte helt grundlæggende nogle tanker om, hvordan vi passede bedst på vores familie.

Vi tænkte over så sent som i morges, om vi havde truffet den rigtige beslutning ved at blive i USA. Vi valgte at blive, da vi ikke ville bringe smitten hjem til Danmark og ville undgå at blive smittet på rejsen via New York. Jeg er udstationeret af DIIS, og jeg er derfor er dækket af en sygeforsikring, hvilket gjorde det lettere at tage valget om at blive. Men det er tydeligt, at uligheden kommer endnu mere til syne under krisen. Vi sidder i en sikker position, hvor vi har en god forsikring, men det er langt fra tilfældet for alle amerikanere, og det er også noget, der bliver kritiseret nu af amerikanerne selv.

Yales gymnastiksal er blevet indrettet som et nødlazaret. Sidst man så, at Yales gymnastiksal blev brugt som midlertidigt hospital var lige efter 9/11. Nogle af mine kolleger i den medicinske afdeling er chokerede over det. Det bringer nogle gamle følelser op i dem, fordi det var så skelsættende en begivenhed sidste gang, at det der blev oprettet nødlazaretter i de amerikanske gymnastiksale.

Svært at koncentrere sig om arbejde

Jeg kan mærke forskel på, hvilke vilkår jeg er ansat på, og hvilke vilkår mine kolleger på Yale arbejder under. Yales ansatte på amerikanske betingelser har været meget fokuserede på leve op til det samme produktivitetsniveau, som de har normalt. Det har været rart at mærke, at jeg primært er her på danske vilkår, fordi det er DIIS, der har udsendt mig. De har ikke været så optagede af, at produktiviteten skulle være lige så høj som normalt, men i højere grad hvordan jeg havde det med situationen.

Jeg synes, det har været svært at genoptage projekter, som jeg var startet på før coronakrisen. Når der bliver annonceret et pressemøde, er det svært at koncentrere sig om arbejdet, fordi du ved, at det kan have betydning for, hvordan du skal leve dit liv. De projekter fra før coronakrisen kommer til at virke underordnede i forhold til, hvad vi står overfor nu. Men er ved at finde et struktur nu.

Jeg synes det har været interessant, at når vi som samfund eller kollegagruppe går i dvale, så ligger der et mindre mentalt pres på den enkelte. Jeg føler, at jeg kan tage mig tid til at bage boller med min datter efter arbejdstid, fordi kravet til produktivitet ikke er lige så højt, som det var før. Hvis hele samfundet tager en beslutning om, at det skal ned i tempo, så påvirker det ens stressniveau i en god retning.

Mange mennesker og i særdeleshed akademikere går med et pres om hele tiden at producere mere og mere. Hvis alle går ned i tempo sammen, så giver det en anden dynamik. Jeg tror, at vi akademikere kan lære noget af krisen; at det kan være godt med mere fordybelse i de enkelte projekter. Det hele behøver ikke gå så hurtigt, og produktionerne bliver også bedre, hvis vi får tid til at fordybe os i dem.