Spring menu over
Dansk Magisterforening

Underviserne vil have indflydelse på fremtidens pædagoguddannelse

Undervisere på pædagoguddannelsen
Del artikel:

Det er afgørende, at underviserne bliver hørt, når pædagoguddannelsen skal evalueres i 2020. Det mener Uffe Lund og Naia Wienmann Hawes fra Campus Carlsberg. I marts tog de første skridt til etablering af et DM-netværk, der skal byde ind i debatten.

Hvis kvaliteten af pædagoguddannelsen skal højnes, kræver det, at man inddrager de undervisere i arbejdet, som ved, hvor alle uhensigtsmæssighederne ligger i den nuværende bekendtgørelse. Sådan lyder det fra Uffe Lund, lektor på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

I starten af marts stod han og kollegaen Naia Wienmann Hawes bag et netværksmøde, der for første gang samlede undervisere fra pædagoguddannelser i hele landet. Målet var klart.

“Det er helt afgørende, at vi får en stemme i det vigtige arbejde, der går i gang. Både i forhold til at pege på uddannelsens ømme punkter, fortolkningen af evalueringen og i arbejdet, der følger efter”, siger Uffe Lund til magasinet DM Professionshøjskoler.

Naia Wienmann Hawes håber, at ministeren for uddannelse og forskning mener det alvorligt, når hun siger, at underviserne skal være med til at sikre et kvalitetsløft.

“Vi, der har fingrene i bolledejen og fingeren på praksispulsen, skal medvirke til, at der skabes plads til reelle læringsprocesser og vi får fjernet de mange tomme kompetencemål, som vi kæmper med nu”, siger Naia Wienmann Hawes.

Der er brug for rum til at dele erfaringer

At 30 undervisere kom rejsende langvejsfra for at deltage i faglige diskussioner på en lørdag, bekræfter arrangørerne i, at der er behov for et formaliseret DM-netværk for undervisere på pædagoguddannelsen.

“Vi har brug for et rum, hvori vi kan snakke fag og dele erfaringer på tværs af institutionerne”, siger Uffe Lund.

Forhåbentlig kan DM-netværket samle undervisernes stemmer på en fælles ønskeseddel, som DM kan spille ind med over for ministeriet, relevante politikere og i en bredere offentlighed, supplerer Naia Wienmann Hawes.

“Vi har en fælles interesse i at sikre, at revisionen af den eksisterende pædagoguddannelse også kommer til at bygge på undervisernes erfaringer og oplevelser”, siger hun.

Et formelt netværk er under opbygning, og initiativtagerne håber at fange flere kolleger, der ønsker at bidrage til DM’s politiske arbejde.