Punan Bah-folket i Borneos regnskov lærte antropolog at leve isoleret: "Jeg holder fast i det generelt menneskelige"

De farlige slanger i regnskoven, krybet i mørket og det tætte, konstante samvær med hundredvis af mennesker var blandt Ida Nicolaisens mindste bekymringer, da hun som ung antropolog lavede klassisk feltarbejde blandt Punan Bah-folket på det centrale Borneo.

“Det sværeste var at holde fast i mig selv. Jeg var ung og delte i starten hverken sprog eller kulturelle koder med de folk, jeg levede sammen med. Det er utroligt udfordrende”, siger Ida Nicolaisen.

Når du ikke i omgivelserne kan finde bekræftelse i, hvad du tænker eller føler, bliver du reduceret til ingenting, fortæller hun.

”Og så begynder tvivlen at gnave. Hvem er jeg? Hvordan kan jeg tro, at jeg er den, der skal forstå og beskrive en anden kultur? Hvorfor er jeg rejst alene ud og har efterladt min mand?”, siger Ida Nicolaisen.

Møder verden iført panser og plader

Der er i enhver forstand langt fra Borneos regnskov til villaen på Frederiksberg, hvor den 79-årige KU-lektor gik i selv-isolation, efter at hun nåede at forlade sit andet hjem i New York og komme til Danmark, få dage før grænserne lukkede.

Alligevel er der lighedspunkter mellem de strategier, som Ida Nicolaisen lærte sig under feltarbejdet på Borneo til dem, hun bruger til at stå coronakrisen igennem alene, nu på fjerde uge:

“Jeg holder fast i det generelt menneskelige. Jeg lægger små glædesdepoter ud - og så tager jeg pænt tøj på hver dag”, siger hun.

Hun har opstillet nogle regler for sin hverdag under corona-krisen, som hun viljefast følger.

“Jeg synger morgensang hver dag med Phillip Faber, jeg undgår, at arbejdet flyder ud over det hele, og jeg gør en del ud af min mad og har masser af blomster. Æstetik betyder meget for mig,” siger hun.

Ida Nicolaisen har desuden begrænset sit forbrug af tv og radio.

“Det er for voldsomt at åbne for nyhederne som det første, når man vågner. Når jeg møder verden, skal jeg først være iført panser og plader”, siger hun.

Midt i isolationen oplever hun, at der paradoksalt nok bliver tid til mere nærvær.

“Jeg ringer op til et menneske hver dag, som jeg ikke har talt med længe. Det er blevet til mange værdifulde samtaler, og så har telefon den fordel, at jeg kan fornemme hvordan den anden virkelig har det”, siger hun.

I selvisolation i langhuset

Faktisk er corona-pandemien ikke første gang, Ida Nicolaisen oplever at være i isolation på grund af sygdom. På et tidspunkt under sin feltstudier på Borneo blev hun lukket inde i langhuset med resten af sin “familie” i regnskoven, fordi en epidemi var under opsejling hos Punan Bah-folket.

“Vi var i langhuset, alle 363 indbyggere. Der blev opstillet et gærde hele vejen rundt om huset med ildelugtende planter, som skulle få sygdomsånderne til at holde sig langt væk”, husker Ida Nicolaisen.

For antropologen var feltopholdet også en form for isolation i den forstand, at hun opholdt sig meget af tiden inden døre for at tale med folk, og der var mørkt i rummene.

“Der slap kun få solstråler ind gennem sprækkerne i langhuset. Selv om dagen sad jeg ofte og skrev i min notesbog i skæret fra en petroleumsvæge, der var stukket ned i en metaldåse”, fortæller Ida Nicolaisen.

Feltarbejdet i Borneo blev antropologens faglige livsprojekt, og hun skriver nu på et tobindsværk om, ”hvad det vil sige at være menneske” hos Punan Bah-folket, hvor hun har sin anden familie.

“Jeg kan jo passende bruge min tid i selvisolation på at dechifrere de noter, jeg skrev for 40 år siden i halvmørket”, siger hun.