6 gode råd til at komme igennem coronakrisen som nyuddannet
© Foto: Lars Bech
Overgangen fra universitet til arbejdsliv kan være hård, og den bliver ikke gjort lettere af århundredets værste pandemi. Magisterbladet har samlet seks gode råd fra to eksperter til, hvordan du som nyuddannet kan komme godt gennem krisen.
1. Husk, at alle skal finde et ben at stå på
Mind først og fremmest dig selv om, at det ikke er dig, den er galt med, hvis du synes, at det er hårdt at navigere under corona-krisen som nyuddannet. Du er ikke alene.
DM modtager mange opkald fra frustrerede medlemmer i din situation. Corona-krisen rammer nyuddannede hårdt, fordi man typisk endnu ikke har fundet sit fodfæste. Husk på, at selv de mest erfarne på arbejdsmarkedet også skal finde et ben at stå på i den nye situation, og at der ikke er noget forkert i dét.
Som statsministeren indledte med at sige på pressemødet, der startede nedlukningen af Danmark: ”Kommer vi til at begå fejl? Ja. Kommer jeg til at begå fejl? Ja”.
2. Vær social på afstand
Lav aftaler om at mødes med kollegaer eller venner i din fritid - enten virtuelt eller udenfor. Dels for at dække dine sociale behov, dels for at have sparringspartnere, som du kan vende dine tanker med. Der kan let hobe sig en masse bekymringer og frustrationer op, når man er isoleret i en krisetid.
Det kan være en god idé at have nogle faste aftaler. Fx en fast frokostaftale hver tirsdag med nogle kollegaer over videochat. Eller en virtuel fredagsbar, hvor man kan drikke et par øl med venner eller kollegaer og få en god start på weekenden.
3. Skab struktur i hverdagen
Hvis du arbejder hjemmefra, så lav en plan for din nye hverdag, så den passer til din rytme. Du kan lægge pauser ind, når det passer dig, og arbejde på de tidspunkter, hvor du er mest effektiv. Brug din erfaring fra specialet, og husk på, hvad der hjalp dig godt dengang.
Hvis du er freelancer, jobsøgende eller på anden måde usikkert ansat og ikke har betalt arbejde nok til en fuldtidsarbejdsuge, kan det være en god idé at lægge nogle sideprojekter ind i dit skema, som kan komme dig til gavn, når krisen er overstået, så du hele tiden føler, at du foretager dig noget fornuftigt.
Du bør dog også være realistisk, når du planlægger din hverdag, så du ikke kommer til at skuffe dig selv. Tag fx højde for, at der på en hjemmearbejdsplads naturligt vil være distraktioner, fx i form af børn, så du næppe kan arbejde 8 timer uafbrudt.
Accepter og regn med, at du i starten kan være mindre produktiv i den nye situation. Og husk, at alle andre er i samme situation.
4. Bliv introduceret til arbejdspladsen digitalt
Hvis du lige er blevet ansat, kan det være frustrerende, at du nu ikke har de samme muligheder for at blive introduceret til arbejdspladsen, som du normalt ville have. Men digitale alternativer kan heldigvis sikre, at du stadig får en så god start som muligt under omstændighederne.
Aftal fx med dine kollegaer og chef, at du tager en digital introduktionsrunde, hvor du lige får hilst på dine nye kollegaer over videochat.
Som nyansat har man også i høj grad brug for at forventningsafstemme med sin chef, så spørg vedkommende, om der er mulighed for at lægge nogle små, faste virtuelle møder ind i kalenderen. Ellers kan man hurtigt gå galt af hinanden og fx misforstå arbejdsopgaver, bruge for lang tid på en opgave eller sige ja til mere arbejde, end man kan overkomme.
5. Vær aktiv under krisen
Det kan lyde mærkeligt, når man hele tiden hører, at samfundet er gået i stå, men det er faktisk ikke umuligt for nyuddannede akademikere at finde jobs eller midlertidige opgaver under krisen. Krisen åbner sågar op for nye muligheder.
Flere brancher fortsætter ufortrødent og har nu fx brug for hjælp til at få deres websalg på skinner. Ved at tage midlertidige opgaver under krisen, kan du udvide dit netværk. Mange chefer sidder desuden derhjemme nu og har bedre tid til at læse uopfordrede ansøgninger og tale med potentielle kandidater.
Der er også gode muligheder for at udbygge dit CV gennem online kurser og certifikater. I forvejen er der et væld af muligheder, men lige nu tilbydes der endnu flere (og ofte billigere end normalt) online kurser. Du kan også få taget en seriøs personlighedstest og bruge den til at sætte nogle ord på, hvad netop du kan.
Endelig kan det styrke dit CV, hvis du i fremtiden kan vise, at du også under coronakrisen kunne bidrage til samfundet med din viden og dine evner.
6. Brug videochat rigtigt
Videotjenester som Zoom og Skype er blevet en fast del af manges hverdag under krisen. Hvordan du bruger videotjenesterne godt, afhænger af din situation.
Hvis du fx er freelancer, jobsøgende eller selvstændig, kan det være en god idé at lære dine videotjenester godt at kende. Dels i forhold til, hvordan du rent teknisk får dem til at fungere, men også i forhold til, hvordan du tager dig ud på dem.
Forestil dig, at du laver et TV-studie, hvor lyset falder rigtigt, så du ikke sidder i modlys eller med halvdelen af ansigtet i skygge. Sørg for, at lyd og billede er så godt som muligt, så du tager dig godt ud, ligesom du normalt ville til en jobsamtale eller i et møde med en kunde.
Hvis du derimod er fastansat, og du bare skal tale med dine kollegaer, behøver du ikke i samme grad at tænke over det. I Danmark har vi en forholdsvis afslappet arbejdspladskultur, så du kan sagtens side i afslappet tøj. Måske behøver I endda ikke at have kameraet tændt hele tiden, men det er en god idé lige at sige hej.
Eksperterne
Rådene kommer fra Søren Øllgaard Skadhede og Cecilie Burkal Cohrt.
Søren Øllgaard Skadhede er karriererådgiver i ”Potential in Action”, der arbejder med at bygge bro mellem nyuddannede akademikere og private virksomheder. Det gør de fx ved at arrangere praktikforløb, hvori nyuddannede akademikere arbejder sammen om at løse et konkret problem for en virksomhed.
Cecilie Burkal Cohrt er konsulent i Dansk Magisterforening og er med til at rådgive medlemmerne, heriblandt de nyuddannede. Du kan læse DM’s løbende opdateringer om Coronakrisen på dm.dk.