Firma dropper bullshit i jobopslag: Er du heller ikke proaktiv, robust og med mange bolde i luften?
© Jeshoots.com/Unsplash
Det digitale bureau Compell søger en ny medarbejder, men de vil ikke have hvem som helst. I jobopslaget efterspørger de ”et helt almindeligt menneske”, som ikke fylder sin jobansøgning med bullshit.
”Er du en robust, proaktiv arbejdshest med ekspertise og over 25 års erfaring inden for SoMe og copywriting, og synes du stillingen som Digital Senior Marketing Big Data AI Communication Lead Specialist Inbound Junior Analytics Consultant lyder som noget, du vil bruge mere end 37,5 timer om ugen på uden at få betaling for overarbejde? Så er det nok ikke dig, vi søger….”
Sådan starter firmaet Compell Online Forretningsudvikling deres stillingsopslag, hvor de søger en kollega, der kan arbejde med digital markedsføring.
”Vi er bare trætte af at skrive bullshit i jobopslag, og vi er trætte af at læse bullshit-jobansøgninger. Og vi gætter på, at du også er træt af at skrive, at du er både proaktiv, robust, kan have mange bolde i luften og aldrig har en dårlig dag”, står der i jobannoncen på deres hjemmeside.
Idéen til det alternative jobopslag stammer fra direktøren i Compell selv, Bjarke Bekhøj.
”Det er en idé, jeg har haft i lang tid. Jeg synes nemlig, at der er for meget bullshit i kommunikations- og konsulentbranchen, så det her var en måde at tage pis på hele det her 'corperate miljø'”, siger Bjarke Bekhøj, der selv har skrevet jobopslaget.
I stillingsopslaget er der blandt andet en liste på fem punkter, hvor virksomheden forklarer, hvad de IKKE forventer af en potentiel kandidat:
- Vi forventer ikke, at vi skal være en lille arbejdsfamilie, og vi skal tilfredsstille alle dine følelsesmæssige behov
Men vi har, hvis vi selv skal sige det, et ret godt hold, hvor vi kommer godt ud af det med hinanden og faktisk synes, det er fedt at bruge tid sammen ved sociale arrangementer som gokart-racing, biografture, familieture i Randers Regnskov, Nik & Jay-koncert eller bare en spontan fyraftensburger. - Vi kan ikke tage dig med på en unik rejse, der må du ringe til et rejsebureau
Nogle dage på kontoret er superfede og udfordrende, andre er just another day at the office. Så hvis du forventer at blive taget på en spændende rejse, så foreslår vi, at du primært gør det med familie og venner i din fritid. Vi tager dog gerne på en årlig firmatur. Om næste destination hedder Malaga eller Fjellerup ved vi ikke. Men vi lover, det bliver sjovt. - Vi forventer ikke, at du er både nyuddannet, har 25 års erfaring og har fået alle de børn, du måske vil have
Erfaring kommer ikke af sig selv, så du skal starte et sted. Har du erfaring med markedsføring, fx fra et studiejob, er det et stort plus, men det er ikke et krav. Faktisk ser vi Compell som en fleksibel arbejdsplads, hvor hver medarbejder kan få muligheden for at udvikle sig efter lyst og behov. Og vi ved godt, at arbejde og privatliv ikke altid kan undgå at komme i clinch med hinanden. Derfor forsøger vi også at være en arbejdsplads, hvor der er plads til at have et liv ved siden af. - Vi forventer ikke, at du til enhver tid prioriterer dit arbejde over dit privatliv
Hos Compell elsker vi vores arbejde, men vi elsker også at have fri. Vi har alle familie, børn, venner og fritidsinteresser, vi elsker at bruge tid på. Faktisk kan man sige, vi arbejder for at leve – ikke omvendt. - Vi forventer ikke, at du er en maskine
Nok arbejder vi med digital markedsføring, men vi er ikke robotter, så det forventer vi heller ikke, at du er. Det er fedt, hvis du er både robust, ansvarsbevidst, kan have mange bolde i luften på en gang, altid er proaktiv, smilende og imødekommende (indsæt selv flere buzzwords). Men det er også helt okay at have en off-day, og det er helt okay at melde det ud til dine kolleger.
Udover de fem punkter, skriver Compell også, hvad de kan tilbyde en ny kollega:
"Her kunne vi også skrive en masse bullshit, men lad os tage det til en eventuel samtale."
Bjarke Bekhøj fortæller, at de har fået mange positive tilbagemeldinger på stillingsopslaget.
”Vi har nu nogen kompetente ansøgere som har skrevet nogle unikke ansøgninger i samme ånd som opslaget, så det er vi meget tilfredse med. Men vi har faktisk også modtaget flere søde mails fra folk, som bare vil sige, at opslaget fik dem til at smile”.