Indblanding i forskning foregår oftest skjult og raffineret

Skandalen var stor, da det kom frem, at landbrugets interesseorganisationer har betalt for og skrevet dele af en forskningsrapport fra Aarhus Universitet (AU), der konkluderer, at kaffe, øl og slik er værre for klimaet end oksekød, skriver Forskerforum.

Kvægafgiftsfonden, der har til formål er at styrke oksekødsektoren, har bevilget pengene, en repræsentant for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer var projektleder og styregruppen bestod udelukkende af folk fra landbrugserhvervet, der også har skrevet hele afsnit af rapporten og pressemeddelelsen, der blev sendt ud med det glade budskab om, at vores hang til røde bøffer slet ikke er så stor en klimasynd, som vi går og tror. Det er i hvert fald værre at gnaske slik og bælle sodavand til Disney Sjov om fredagen.

Det er sjældent, at den slags sager kommer frem i offentligheden, men flere eksperter vurderer, at det formentligt slet ikke et ualmindeligt, at virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder prøver at blande sig i forskningsprojekter.  Det foregår bare som regel mere raffineret, skjult og indirekte, og ikke så klodset, åbent og direkte, som det skete i forbindelse med rapporten om oksekøds klimapåvirkning.

”Det er i virkeligheden historien om et forudsigeligt selvmål, der rammer både dem, der har betalt for opgaven og forskerne, der har udført den. Der er utrolig mange advarselslamper, der burde være begyndt at blinke”, siger Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU.

Konklusionen er givet på forhånd
Han tilføjer, at indblanding i forskningen normalt sker mere subtilt ved, at opdragsgiver, altså den der har bestilt og betalt for en undersøgelse, formulerer opgaven, så konklusionerne mere eller mindre er givet på forhånd. . Andre metoder er at afgrænse emnet eller angive hvilke data, der skal benyttes. I de fleste tilfælde vil der være gode og legitime grunde til at formulere opgaver på bestemte måder, men ind imellem fornemmer man en tydelig bagvedliggende dagsorden, siger han.   

”I de tilfælde ved man som forsker godt, hvad opdragsgiver gerne vil have konklusionen skal være, og hvis du siger ja til en sådan opgave, accepterer du også præmisserne. På vores center har vi heldigvis nogle økonomiske og ledelsesmæssige rammer, der sikrer at vi kan sige fra, hvis opgaven er formuleret på en måde, så resultatet er givet på forhånd, men der er ingen tvivl om, at man på nogle områder er under noget større pres end vi oplever”, siger Kaare Aagaard.

Han mener, at det kræver erfaring at håndtere dilemmaerne ved bestilt forskning, og at ledelsen har et stort ansvar for at sikre, at der er rammer og en kultur, hvor det er acceptabelt at sige fra.

”Som forskere må vi holde fast i vores integritet, men det er klart, at presset stiger, hvis der er så store økonomiske interesser på spil, at det måske lige pludselig ikke kun handler om egne fremtidsudsigter, men også om dine kollegers. Det betyder, at man som forsker eller institut aldrig må blive afhængig af en enkelt eller nogle få aktører. Læren af oksekødssagen må dog ikke blive, at der slet ikke må være nogen dialog eller noget samarbejde med eksterne aktører, for i langt de fleste tilfælde er dialogen med til at styrke både kvaliteten og relevansen af forskningen”, siger han.

Var undersøgelse designet til at frikende oksekød?
Eksperter har netop kritiseret forudsætningerne og metoden, som forskerne har benyttet i undersøgelsen af klimapåvirkningen ved oksekød. De får kødet til at se mere miljøvenligt ud end det reelt er i forhold til andre produkter, lyder kritikken.
Eksempelvis har forskerne samlet øl, vin, slik, kaffe, te, sodavand og andre søde sager i kategorien »nydelsesmidler«, som de sammenligner med klimabelastningen fra danskproduceret oksekød. Man sammenligner altså en lang række produkter med blot et enkelt kødprodukt.  
Desuden tager de udgangspunkt i, at størstedelen af det danskproducerede oksekød er et biprodukt af mælkeproduktionen. Udledningen af køernes drivhusgasser fordeler sig dermed både på den mælk yder og den kød de producerer ved slagtning. Rapporten medregner heller ikke den indirekte arealanvendelse i regnskabet for kødets klimabelastning, hvilket eksperter siger, udgør omkring halvdelen af en fødevarers miljøpåvirkning.

Forskere presses til fusk
Der findes forbavsende lidt dansk viden om, hvor mange forskere, der tilpasser deres forskningsdesign efter bevillingsgiverens ønsker. 

Men i en amerikansk spørgeskemaundersøgelse med titlen Scientists Behaving Badly fra 2005, hvor 3,247 forskere, der havde fået midler fra National Institutes of Health, deltog, svarede en tredjedel, at de i forbindelse med deres forskning havde foretaget handlinger, der ville give dem problemer, hvis det var blevet opdaget. Det inkluderede at se igennem fingre med kollegaers brug af fejlbehæftede data og tvivlsom fortolkning af data.

Næsten 16 procent svarede, at de selv havde ændret design, metode eller resultaterne i en undersøgelse efter pres fra en bevillingsgiver.

Det nærmeste vi kommer på en lignende dansk undersøgelse er VIVE-undersøgelsen af forskningsfriheden på AU fra 2018, hvor forskerne på universitetet blev spurgt, om de havde oplevet pres for enten at ændre forskningsresultater, at udskyde offentliggørelse af forskningsresultater eller ikke at offentliggøre forskningsresultater. Forskerne blev dog ikke spurgt, om de så også rent faktisk havde givet efter for presset, der ifølge rapporten kan bestå i ”intimidering af forskeren, trusler om konsekvenser for fremtidigt samarbejde, forhaling af processer, påvirkning af miljøet omkring forskeren gennem kontakt til ledelsen på universitetet eller forsøg på at påvirke forskerens ry og anseelse hos kollegerne.”

Ifølge VIVE-rapporten er forskere, der deltager, i hvad der i universitetsjargon kaldes myndighedsbetjening eller indtægtsdækket virksomhed for fx ministerier, kommuner, private virksomheder eller interesseorganisationer, særligt udsat for at opleve at komme under pres. Cirka hver fjerede af forskerne indenfor området svarer, at de har oplevet at blive presset af bevillingsgiveren, mens det kun er tilfældet for 11 procent af de øvrige forskere på AU.

Reklame forklædt som forskning
Mikkel Willum Johansen er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, hvor han specielt beskæftiger sig med emner om redelighed og god videnskabelig praksis.

Han siger, at det i princippet er muligt at påvirke resultatet af en undersøgelse uden at gøre noget direkte uredeligt fx ved at ændre på forskningsdesign, metode eller databehandling.

”Mange tror, at forskere stiller et spørgsmål, undersøger det og finder svaret, men i realiteten er der masser af valg som påvirker resultatet, når man vælger metode og sorterer data. Der kan ofte være flere metoder, som er legitime at vælge, men resultaterne bliver vidt forskellige, og hvis sponsor ønsker et specifikt resultat, kan det være kritisk”, siger han.

Mikkel Willum Johansen tilføjer, at der findes to primære former for samarbejde med industrien. Den ene, hvor en virksomhed ønsker viden om emne, og betaler universitetet for at skaffe den, er uproblematisk, mens den anden, hvor målet for virksomheden er at skaffe en form for reklameværdi, er farligt for universitetet.

”Problemet er, at det er reklame forklædt som forskning, som skal bruges til et kommercielt formål. Man skal tænke sig grundigt om som universitet, fordi man risikerer at blive brugt til at lave markedsføring uden at vide det”, siger han.

Han vurderer, at rapporten om oksekødsklimapåvirkning er et eksempel på dette, bl.a. fordi landbrugets interesseorganisationer valgte rapportens titel og forsidebillede med henblik på den rolle, rapporten skulle spille i den offentlige debat.  

Ledelsens ansvar
Olav W. Bertelsen, formand i DM Viden og fælles-TR på AU, siger, at der kan være mange grunde til at kritisere oksekødsrapporten, men at det mest interessante ved sagen er landbrugsfolkenes indflydelse på formuleringen af opgaven.

“Det generelt problematiske er, at Landbrug & Fødevarer selvfølgelig har påvirket selve rammebetingelserne, for det er langt vanskeligere at få belyst”, siger han.

I nogen typer projekter, dem der kommer fra fødevareministeriet, vil det være DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug – på AU, der tager opgaverne ind og kvalitetssikrer kontrakter og fordeler opgaverne til institutterne. Oksekødsrapporten var derimod et helt almindeligt forskningssamarbejdsprojekt der var hjemtaget direkte af instituttet og hvor ansvaret for kvalitetssikring, kontrakt osv. derfor var instituttets.

“Intet tyder på, at forskerne har følt sig presset, men der har nok været et fint kollegialt samarbejde med folkene fra landbrugsorganisationerne, og det er i virkeligheden problemet. Rollerne bliver flydende, når man kender hinanden lidt for godt, så man er nødt til fremover at sætte nogle klare skel. Hvis man vil bruge AU’s navn på en rapport, skal det være en uafhængig proces”, siger han. Han oplever dog at kollegerne fra den tidligere sektorforskning har et meget bevidst forhold til de faldgruber der er når man samarbejder med ministerier og erhverv.

Sagen har betydet, at lederen på Institut for Agroøkologi har forladt sin stilling, og det glæder Olav W. Bertelsen, at det dermed er slået fast, at det er et ledelsesmæssigt ansvar at sikre forskningens uafhængighed.

Forskere blev ikke presset
Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Forskningsfrihed, har gennemgået et væld af samarbejdsaftaler mellem danske universiteter og eksterne partnere.

Han har læst en del af mailudvekslingen mellem AU-forskerne og Landbrug & Fødevarer (L&F), og det virker som om, der er en tæt og venskabelig tone, og der er ingen tegn på, at forskerne er blevet presset.

”Forskerne spørger fx som en helt naturlig ting, om L&F vil stå med som forfattere – det har de gjort før, på papers fra samme undersøgelse. Men det takker de nej til nu, hvor rapporten skal offentliggøres. Og det accepteres uden videre. Det er efter min opfattelse uhørt, at universitetsforskere i den grad negligerer god videnskabelig praksis”, skriver Heine Andersen i sit svar til Forskerforum.

Han tilføjer, at der ikke er tvivl om, at det er forskernes og ledelsens fælles ansvar.

”Jeg har ikke set tegn på, at forskerne er blevet presset til at gå over stregen fra ledelsens side. Det må være af egen lyst, og fordi at sådan plejer man at gøre. Så det må være et fælles ansvar. Det er klart, at som universitetsloven er, er det ledelsens ansvar, hvis forskerne gå over stregen – i sidste ende rektors. Rektor har jo ansvar for alt hvad der foregår på universitetet. Så der er sket et ledelsessvigt. Og det er vel også derfor, institutlederen er fjernet. Hvis det ikke var sket, var kanonen blevet rettet først mod dekanen og i næste trin mod rektor”, skriver han.

Heine Andersen mener, at troværdigheden ville blive styrket, hvis man systematisk brugte uafhængige forskere til at lave peer review – altså uafhængig fagfællebedømmelse – ligesom det sker på videnskabelige tidsskrifter.

Mikkel Willum Johansen siger, at der tilsyneladende er tale om strukturelle problemer, der må løses strukturelt ved, at man skaber de rigtige rammer for forskere.

”Hvis jeg kan se, at en rapport ikke er blevet bedømt af fagfæller, vil jeg altid være skepisk”, slutter han.