Spring menu over
Dansk Magisterforening

Uddannelsesminister sår tvivl om reform af læreruddannelsen

"Kræver det en omfattende ændring af deres uddannelse? Jeg bliver mere og mere i tvivl", siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen

Del artikel:

Uddannelses- og forskningsministeren har stillet den kommission i bero, der skulle undersøge mulighederne for at opgradere læreruddannelsen til en kandidatuddannelse. Det glæder formanden for professionshøjskoleunderviserne i DM.

Det er en god nyhed, at uddannelses- og forskningsministeren nu melder ud, at hun vil sætte den kommision i bero, som blev nedsat af hendes forgænger Tommy Ahlers med det formål at undersøge, om læreruddannelsen skal gøres til en kandidatuddannelse.

Det mener Tommy Dalegaard Madsen, der er formand for DM's professionshøjskolelærere.

”Undervisernes perspektiv har hele tiden været, at der er masser af muligheder for at skabe bedre kvalitet inden for de eksisterende rammer af læreruddannelsen. Vi synes, det er omvendt logik at begynde med at tale om længden af uddannelsen og uddannelsens placering, før man har talt om indholdet”, siger han.

Uddannelses- og forskningsministerens beslutning kommer efter, at hun igennem noget tid har besøgt et par læreruddannelser, hvor hun blandt andet har talt med de studerende.

”Da jeg tiltrådte, fik jeg overleveret en brændende platform, hvor det blev fremlagt som, at noget er helt galt, og at der var brug for at lave det hele om. Men jo flere steder, jeg besøger, desto mindre fremstår det som en brændende platform”, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Fagbladet Folkeskolen.

De studerende har blandt andet meldt tilbage til ministeren, at de ønsker mere praktik og gerne vil være bedre rustede til hverdagen i klasseværelset.

”Men kræver det nødvendigvis en omfattende ændring af deres uddannelse? Det må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere i tvivl om”, siger uddannelses- og forskningsministeren til Folkeskolen.

Få underviserne med i samtalen

Tommy Dalegaard Madsen håber, at pausen i kommissionsarbejdet betyder, at også underviserne kan blive inddraget mere i samtalen om, hvordan fremtidens læreruddannelse skal udvikles.

Der har tidligere været kritik af, at Tommy Ahlers ekspertgruppe kun havde deltagelse af ét medlem fra professionshøjskoleverdenen, nemlig prorektor for UC Syd, Alexander von Oettingen.

”Så sent som i sommer havde vi et møde, hvor undervisere, uddannelseschefer og studerende på læreruddannelsen debatterede fremtidens læreruddannelse. Der kom masser af input til umiddelbare forbedringer, for eksempel et ønske om mere tid med de studerende. Vi håber, at vi kan fortsætte den dialog med ministeren”, siger Tommy Dalegaard Madsen.

Uddannelses- og forskningsministeren har meddelt, at hun fortsætter sin rundtur til uddannelsesstederne, og at hun ikke konkluderer noget, før hun er færdig med turen.

”Måske skulle vi politisk prøve at træde et skridt tilbage for at finde ud af, om det at kaste det hele op i luften egentlig er det rigtige svar”, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Folkeskolen.

Læs mere i DM Professionshøjskoler (side6-7)