Spring menu over
Dansk Magisterforening

DTU kalder studerende i Hong Kong hjem: Kollegieboliger i brand

Hong Kong-graffiti

© Foto: Lars Holm

Del artikel:

Urolighederne i Hong Kong er rykket ind på universiteternes campus, og rektor på DTU, Anders Overgaard Bjarklev, vurderer derfor, at det ikke længere er sikkert at være i byen for de 36 DTU-studerende, som er på udveksling.

Tåregas, hærværk og vold mellem politi og demonstranter har siden juni fyldt i Hong Kongs gader. De seneste dage er kampene rykket væk fra byens centrum og ud til universiteternes campusser, hvor mere end 100 danske studerende opholder sig i disse måneder.

Rektor ved DTU, Anders Overgaard Bjarklev, opfordrer nu de 36 studerende fra DTU til at rejse hjem: 

"Vi hører, at nogen har måtte fraflytte deres kollegieboliger, fordi der blev sat ild til dem. At der er blevet lavet molotovcocktails og brækket veje op foran vores studerendes boliger. På den baggrund er det vores vurdering, at sikkerhedssituationen har udviklet sig på sådan en måde, at vi anbefaler, at de studerende kommer hjem til Danmark", siger Anders Overgaard Bjarklev. 

Han fortæller, at DTU nok skal løse de akademiske udfordringer som vil opstå i forbindelse med det afbrudte forløb.

Rejser ikke hjem

Tilbage i september talte Magisterbladet med to af de danske studerende, som er på udveksling i Hong Kong dette efterår.

Den gang fortalte 23-årige Lars Holm, som er kommet fra DTU for at læse et semester på The Hong Kong University of Science and Technology, at han var opmærksom på konflikten, men ikke bange.

I en besked til Magisterbladet skriver han nu, at han har modtaget en mail med opfordringen fra DTU, men at han vil blive og gøre semesteret færdig.

”Jeg har besluttet at blive hernede resten af tiden. Selvfølgelig, hvor jeg tager løbende bestik af situationen. Men jeg synes ikke, at det er ubehageligt at være her, men jeg bor så også i en lejlighed. Det er nok noget andet at bo på kollegierne ved universiteterne...”, skriver Lars Holm til Magisterbladet.

Han fortæller, at The Hong Kong University of Science and Technology, HKUST, hvor han læser, også har sendt en mail ud, hvor de informerer om, hvordan undervisningen kommer til at forløbe fremover.

’Vi har også lige modtaget en mail fra HKUST, der fortæller, at al "face-to-face" undervisning er aflyst og det bliver online herfra. Så nu følger vi bare kurserne til sidst online og oplever byen resten af tiden.’

Kirke og præstebolig er åben for studerende

Også studerende fra Aalborg Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet befinder sige lige nu i Hong Kong.

I Facebookgruppen ’Danskere i Hong Kong’ skriver flere danskere nu, at de studerende er velkommen til at flytte ind hos dem, mens urolighederne står på.

”Hvis situationen skulle blive værre og I mangler det mindste, fx et sted at sove eller bare et trygt sted at være, så vil jeg minde om, at kirken altid er åben, og det samme er præsteboligen”, skriver en.

En anden skriver: ”Bor i SoHo så hvis I ikke kan komme væk fra central, så giver vi gerne midlertidigt husly”.

Flere af de studerende svarer, at de har det godt, men en skriver, at ”skolen mere eller mindre er blevet lavet om til en krigszone”.

Konflikten i Hong Kong

I 1997 indgik den tidligere britiske kolonimagt Hongkong en aftale med Kina om at bevare landets selvbestemmelse under formlen ”ét land, to systemer”. Byen har således kunnet beholde sit eget retssystem, egne grænser samt ytrings- og forsamlingsfrihed indtil 2047, hvor byen skal tilbage under det kinesiske styre.

Men de seneste år er den kinesiske regering allerede begyndt at presse på for at genoptage ejerskabet over Hongkong. Demonstranterne har i den forbindelse beskyldt regeringslederen, Carrie Lam, for hellere at ville varetage den kinesiske leder Xi Jinpings interesser end borgernes.

Demonstrationerne begyndte derfor for alvor i marts, da en ny konkret lov blev præsenteret. Den vil at Hongkong skal udlevere mistænkte til Kina, så de stilles for retten på fastlandet i stedet for i Hongkong.

Lovforslaget blev så droppet i august, men det betød ikke at demonstrationerne ophørte. Lige nu er det derfor uklart, hvor længe demonstrationerne vil stå på.