Spring menu over
Dansk Magisterforening

V-profil lover sparestop og nye midler til kulturen

© Folketinget

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Venstre vil i realiteten tilføre midler til Kulturministeriets budget. Det fastslår kulturordfører Bertel Haarder på baggrund af partiets ’velførdsløfte’ om stop for omprioriteringsbidraget.

I sidste uge var der godt nyt til uddannelses- og kulturområdet. Venstre fremlagde det såkaldte ’Velfærdsløfte’, som indebærer et stop for omprioriteringsbidraget på undervisnings- og kulturområdet allerede fra næste år.

I forhold til kulturen har der dog været meget lidt uddybning af, hvad der præcist ligger i det løfte. Men nu slår Venstres kulturordfører Bertel Haarder fast over for Magisterbladet, at Venstres udspil i realiteten vil betyde, at der bliver tilført ekstra midler til kulturbudgettet.
”Bevillingerne vil stige. Der er forskellige initiativer, som Mette Bock har fået penge til i efteråret, så samlet set bliver der tale om stigende bevillinger”, siger Bertel Haarder.

Så institutionerne vil reelt få samme budgetter i 2020, som de havde i 2019, og dertil vil der blive tilført midler, der betaler for initiativerne i kulturpakken?
”Ja. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad der sker, hvis der bliver regeringsskifte. Men hvis den nuværende regering fortsætter, så er det, hvad vi vil”.

Inden ’velfærdsløfte’-udspillet var regeringens politik, at man ville fastholde omprioriteringsbidraget på 2 procent årligt frem til og med 2022. Størstedelen af de sparede midler ville man dog lade gå tilbage til kultursektoren gennem særbevillinger til udvalgte projekter – den såkaldte ’kulturpakke’ på i alt 775 millioner kroner, som blev vedtaget i finansloven for 2019. Da pengene fra omprioriteringsbidraget således allerede er lovet væk, står regeringen i en situation, hvor man enten må tilføre ekstra midler eller skære andre steder på kulturbudgettet. Og det er altså det første, man må gøre, fastslår Bertel Haarder.

Udmeldingen om at droppe besparelserne på kulturområdet bliver hilst med glæde fra SF, som længe har haft det på ønskelisten.

”Det har vi kæmpet for i hele valgperioden. Det er ikke mere end nogle måneder siden, at vi havde kulturministeren i folketingssalen, hvor vi forsøgte at samle opbakning til, at man skal droppe netop besparelserne på kultur, og det ville de ikke. Så det er dejligt, at Venstre har rykket sig, men det betyder også, vi vil holde dem op på det efter valget”, siger SF’s kulturordfører Jacob Mark.

Et stort spørgsmål er dog, om Socialdemokratiet ønsker et hurtigt stop for kulturbesparelserne. Partiet har tidligere meldt ud, at man vil fastholde omprioriteringsbidraget frem til 2022, hvor man vil nedsætte det til 0,5 procent.

Det har ikke været muligt for Magisterbladet at træffe S-kulturordfører Mogens Jensen. Han har dog udtalt til Altinget.dk at ”det vil vi gerne være med til at finde ud af”.

Jacob Mark frygter dog, at det kan blive vanskeligt at få Socialdemokraterne med på, at der skal tilføres flere midler til kulturområdet.

”Det bliver en hård armlægning. Socialdemokratiet har hidtil ikke ville forpligte sig til at fjerne besparelserne. Så at få tilført nye midler bliver rigtig svært. Men det må vi tage sammen med S i forhandlingerne”, siger Jacob Mark.