Radikale vil investere en milliard kroner om året i uddannelse: ”Det er det aller- allervigtigste for os”
Med en ”fremtidsmilliard” vil Radikale Venstre geninvestere i uddannelse hvert år, fortæller uddannelses- og forskningsordfører Sofie Carsten Nielsen (RV). FOTO: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Radikale Venstre vil geninvestere en milliard kroner i uddannelse. Det sker, efter at uddannelserne siden 2016 har været ramt af sparekrav i form af det såkaldte omprioriteringsbidrag.
”Der er sparet 20 milliarder kroner på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Der er skåret så langt ind, at vi ikke kan forvente kvalitet ved bare at afskaffe besparelserne. Vi er nødt til at geninvestere. Men vi er også nødt til at sige ærligt: Vi kan ikke finde 20 milliarder på næste års finanslov til at lukke hullerne med. I stedet har vi lavet en langsigtet investeringsplan for uddannelse, hvor vi lægger minimum én fremtidsmilliard til side hvert år”, fortæller uddannelses- og forskningsordfører Sofie Carsten Nielsen.
Forslaget har ikke opbakning fra to andre partier på midten, Socialdemokratiet og Venstre, men det afskrækker ikke ordføreren.
”Bare se, hvordan man allerede nu er begyndt at tale om uddannelse. Det er det aller- allervigtigste for os i Radikale Venstre at få stoppet uddannelsesbesparelserne og geninvesteret. Det er forfærdeligt, at man skærer så hårdt ind, for det tager ikke specielt lang tid at rive noget ned, men det tager rigtig lang tid at bygge det op”, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun melder også klart ud, at Radikale Venstre har tænkt sig at ikke bare viderefører, men også permanentgøre det såkaldte taxameterløft, der er et særligt tilskud til humaniora og samfundsvidenskab.
Og ifølge Sofie Carsten Nielsen har Radikale i modsætning til nogle af de andre partier, der lover det samme, fundet finansiering til det.
”Den skal blandt andet komme fra flere internationale studerende og mere international arbejdskraft”, fortæller hun.
Konkret vil partiet fjerne loftet over engelsksprogede studiepladser, som regeringen tidligere har vedtaget, og sænke beløbsgrænsen, det vil sige det beløb, man som borger uden for EU skal tjene for at få opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.
Risikerer man ikke, at det fører til løndumping, hvis man sænker beløbsgrænsen?
”Jeg er godt klar over, at det er en diskussion. Men hør her: Der er stort set ingen nyuddannede, der tjener 427.000 kroner om året. Jeg var for nyligt ude på en IT-virksomhed, hvor de sagde, at de er nødt til at give de nyuddannede ansatte, der kommer fra lande uden for EU, mere i løn end de danske ansatte, så de kunne leve op til kravet. Det giver jo ingen mening”.
En analyse fra AE-rådet har tidligere vist, at en stor del af de faglærte tjener et beløb, der ligger mellem 330.000 kroner og beløbsgrænsen. Sofie Carsten Nielsen mener, at det er fint, hvis der også kommer noget faglært arbejdskraft til Danmark og ikke kun akademisk.
”Faglært arbejdskraft skræmmer os ikke, dem vil vi også gerne have”, siger hun.
Internationalisering
I det hele taget er internationalisering vigtigt for Radikale Venstre, forklarer Sofie Carsten Nielsen.
”Det er en gammel kliche, men udsyn giver indsigt. Alle, der har prøvet at rejse ud i verden eller er blevet udfordret med noget nyt herhjemme, ved, at det giver perspektiv. Når man pludselig ser de vaner, man har haft, de ting man plejer at gøre, som man ikke har stillet spørgsmål til nogensinde, for sådan er det bare, så bliver man jo klogere”, siger hun.
”Det betyder ikke, at man mister sit kompas eller ikke har lov til at stå fast på værdier. Tværtimod - man bliver mere rodfæstet af også at kunne se tingene udefra. Det er derfor internationaliseringen er en så fuldstændig afgørende del af vores uddannelsesforståelse”, fortsætter Sofie Carsten Nielsen.
Dansk Magisterforening har fortiden en kampagne med sloganet ”sæt viden bag dit kryds”. Hvis man stemmer ud fra uddannelsespolitik, hvorfor skal man stemme på Radikale Venstre?
“Børn, unge og uddannelse er vores vigtigste mærkesag. Og i vores økonomiske plan - selvom alt ikke skal handle om penge - så skal man kigge på: Hvem vil prioritere? Hvem er villige til at levere. For det har altid en pris. Så kan man ikke love alt mulig andet. Børn, unge og uddannelse er den suverænt største post for os. Det er så afgørende, det er der det starter”, fortæller Sofie Carsten Nielsen.