Politikere står i kø for at love at beholde taxameterløftet
Begge statsministerpartier siger nu, at de vil beholde taxameterløftet, hvis de vinder valget. Det betyder, at universiteterne måske slipper for at miste mere end 280 millioner kroner årligt, som de siden 2010 har fået via det såkaldte taxameterløft.
I forbindelse med en valgdebat på Københavns Universitet tirsdag aften, annoncerede Venstres næstformand Kristian Jensen, at det særlige tilskud til humaniora og samfundsvidenskab vil fortsætte, hvis Venstre vinder valget.
”Vi kan også godt se, at inde for det velfærdsløfte som Venstre har lagt op til at give, så er der råd til at fortsætte løftet af HUM og SAMF. Om det skal være et permanent eller et længere midlertidigt løft, det må vi forhandle og finde ud af, når vi skal finansiere en finanslov til efteråret, men vi kan bare se, at vi nu står i en stærkere situation, fordi vi har rettet op på en økonomi som ikke så for godt ud i 2015”.
Venstre er således enige med Socialdemokratiet i, at det såkaldte taxameterløfte, som blev indført af regeringen i 2010, skal videreføres.
Kovendinger og budgetter
De seneste måneder har rektorerne på landets universiteter ellers kritiseret regeringen for at nøle med svaret om, hvorvidt taxameterløftet vil fortsætte i 2020, hvor aftalen udløber.
I efteråret kom det nemlig frem, at taxameterløftet ikke fremgik af finansloven for 2019, og det så derfor ud til, at regeringen ikke havde planer om at videreføre det ekstra bidrag til de humanistiske, samfundsvidenskabelige og juridiske universitetsuddannelser.
Men konfronteret med spørgsmålet om aftalens videreførelse har uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers tidligere bare svaret, at regeringen endnu ikke har taget stilling til emnet. Det samme gjorde uddannelses- og forskningsordfører Marcus Knuth i denne uge i et interview med Magisterbladet.
Kristian Jensens nye melding er derfor en positiv nyhed for uddannelsesinstitutionerne, som har kæmpet med at planlægge deres fremtidige budgetter, vel vidende at de muligvis skal spare over 280 millioner kroner om året, hvis tilskuddet ikke fortsætter.
HVAD ER TAXAMETERLØFTET?
Socialdemokratiets uddannelses og forskningsordfører Mette Reissmann mener også, at regeringen har ventet ”uanstændigt” længe med at afgøre uddannelsernes økonomiske skæbne.
Hun siger, at Socialdemokratiet vil forsøge at sikre, at det såkaldte taxameterløft bliver videreført.
”Taxameterløftet skal selvfølgelig være der. Jeg synes simpelt hen, at det er uanstændigt, at regeringen ikke har taget fat på, at vi skulle have det taxameterløft før, at valget blev udskrevet”, siger hun til Magisterbladet.