Spring menu over
Dansk Magisterforening

Museum Sønderjylland: Trusler om fyringer afløst af lettelse

© Hans Christian Gabelgaard

Del artikel:

Der var lagt op til radikale indgreb i driften af Museum Sønderjylland næste år pga to-procents-besparelserne. Nu er fyringstrusler afløst af lettelse. Også på Lolland er de glade.

"Min bestyrelse og jeg så frem til en drøftelse af budgettet, som meget vel kunne have medført reduktioner og besparelser, der også kunne ramme personalet. Det håber vi nu at kunne undgå eller mindske, selv om de seneste års nedskæringer fortsat kan mærkes. I dag ser fremtiden lidt sjovere ud." 

Sådan lyder udmeldingen fra direktøren for Museum Sønderjylland Henrik Harnow, efter at både rød og blå blok nu har meldt sig klar til at stoppe to-procents-besparelserne på kulturen allerede fra første gældende finanslov.

For de 10 institutioner i grænselandet , der hører under Museum Sønderjylland, har udmeldingen en særligt stor betydning. Da amterne blev nedlagt i 2007, blev driftstilskuddet her fra konverteret til et statsligt tilskud på 30 millioner årligt, så grønthøsteren har kostet dyrt.

”Vores drift er beskåret med 10 procent. Med et rundt slag op tasken svarer det til godt 600.000 om året. Vi har mistet cirka halvanden stilling årligt siden 2016 og droppet mange investeringer i nye tiltag. Så selv om vi ikke får det tabte igen, er vi naturligvis lettede over, at det stopper her,” siger Henrik Harnow.

Behov for visionær snak
Perioden med to-procents-besparelser har været enormt trist for kulturinstitutionerne.

 ”Vi skal levere høj kvalitet i et tyndt befolket område, og selv om vi også får turister til grænselandet, er det kommercielle potentiale ret begrænset. Det har suget meget saft og kraft ud af organisationen”, siger direktøren for Museum Sønderjylland.

Han ser et stort behov for en visionær snak om museerne og deres rolle og økonomi uden et sværd hængende over processen.

”Det vil vi meget gerne gerne tale med politikerne om og bidrage yderligere til refleksion, identitet og fælles kulturarv efter valget”, fastslår Henrik Harnow.

Trøstesløse udsigter demotiverende
Også på Lolland-Falsters Museum, er der stor lettelse over valgkampsløftet fra begge fløje af dansk politik.

Museet spreder sig over fire adresser og har et budget på 6 millioner.

”Når vi gør boet op, har to-procents-besparelserne kostet os en akademikerstilling. Det kan mærkes i en institution, der kun har tre faste arkæologer tilknyttet”, forklarer museumsdirektør Ulla Schaltz.

 Selv om der i øjeblikket er fuld damp på Femern-udgravningerne – og derfor yderligere cirka 30 ansatte i tidbegrænsede stillinger – har de trøstesløse udsigter været demotiverende for alle, siger hun.

”Det har en rigtig gavnlig virkning på både planlægning, idérigdom og muligheden for at skrive gode fondsansøgninger, at der er ro på økonomien og en vished for, hvad vi har nogle år frem i tiden. Så vi er utroligt glade for meldingen om, at grønthøsteren nu bliver indstillet”, siger Ulla Schaltz.