Derfor holder de kæft: Kulturkampen er en landmine for S

I optakten til valgkampen skete der noget sjældent. Flere socialdemokrater satte gang i en kulturdebat, og partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, kritiserede den etablerede kultur for at være alt for elitær i P1.

“Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundtomkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet. Desto færre og desto snævrere det er, desto flere penge bruger vi på det, ser det ud til. Hvor jeg siger, det er ikke, fordi man i storstilet grad støtter kulturen sådan mere bredt, folkeligt. Det får folk lov til, synes jeg, selv at betale”.

P1-journalistens næste spørgsmål var derfor, om man skulle skære i tilskuddet.

“Nej, nej, det har jeg ikke sagt. Altså, jeg kunne godt tænke mig, at der var utrolig mange, der egentlig lærte det”, svarede Henrik Sass Larsen.

Samtidig blev formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, citeret i Altinget for at sige, at den nuværende kulturpolitik er en »de facto-omfordeling fra almindelige til rige mennesker, så den kreative klasse og de kulturradikale kan hygge sig i nogle statsbetalte museer og institutioner”.

Det virkede umiddelbart, som om Socialdemokratiet for første gang i mange år var klar til at være primus motor for en kulturpolitisk debat om støtten til kulturlivet.

Ikke en diskussion af, om der skal sættes penge af til kultur, for det er der ingen i S, som taler for at afskaffe, men derimod en diskussion af, om vi bruger støtten på det rigtige.

Men Meningsdannerdanmark var rasende over politikerens pointe om, at kulturen primært er for eliten. Blandt andet skrev journalisten Reimer Bo et vredt debatindlæg i Jyllands-Posten under rubrikken “Nu skal jeg sige dig en ting, Henrik Sass, inden du får alt for godt gang i dit kulturfjendske fakkeltog”, og i Politiken skrev musikeren Christian Schmiedescamp, at Henrik Sass’ udtalelser om kultur “bygger på fordomme og uunderbyggede fornemmelser, som intet har at gøre med det kulturliv, jeg kender”.

Særligt udtalelsen om, at bibliotekerne ikke er folkelige og velbesøgte, vakte også kritik blandt danskerne, som modsagde politikeren på de sociale medier.

Det gik derfor hurtigt fra at være en reel debat om prioritering i kulturlivet til en forsvarstale for den eksisterende kultur på sociale medier og i landets aviser.

Kun Dansk Folkeparti tør diskutere kulturpolitik
Socialdemokratiets næstformand og kulturordfører, Mogens Jensen, gik så i rette med Henrik Sass’ udtalelse vedrørende de danske biblioteker på Twitter, efter at Magisterbladet havde skrevet en artikel med udgangspunkt i Sass-citatet. Mogens Jensen forklarede til Magisterbladet, at Socialdemokratiets kulturpolitik var uændret, og at der var enighed i partiet om, at både den smalle og brede kultur skulle støttes.

I det hele taget har politikerne ikke haft mod på at diskutere prioritering af kulturkronerne de seneste mange år, forklarer Christian Have, debattør og direktør i Have Kommunikation.

“I de sidste 10-15 år har der manglet en debat om kultur i dansk politik. Det eneste parti, som i dag gør sig tydelig med en kulturpolitik, er Dansk Folkeparti. De har valgt at bruge kulturen som en kampplads, og de har ikke været bange for at melde deres holdning ud”.

Christian Have tænker blandt andet på forhandlingerne om Radio 24syv, hvor Dansk Folkeparti har krævet, at kanalen skal flyttes til Jylland som en del af medieforliget, selv om partiet senere har trukket halvvejs i land med et forslag om, at Radio 24syv skulle kunne fortsætte som DAB-kanal.

Kulturpolitik er en mine, som S ikke vil træde på
Når Henrik Sass Larsens bemærkning vakte så stor opsigt, skyldes det, at Socialdemokratiet mest af alt har fokus på at holde ryggen fri i kulturpolitikken, siger Jens Bisgaard, som er historiestuderende ved Aarhus Universitet. Han skriver i disse måneder speciale om Socialdemokratiets brug af kulturpolitikken gennem historien.

“Jeg tror, kulturpolitik er blevet et minelandskab, hvor man er bange for at træde forkert. På samme måde som med enkeltsager skal man normalt være enige i partiet, før man siger noget, men der kan jo gå lang tid, før man bliver enige. Derfor tror jeg, at man har været lidt bange for at røre ved det”.

Det er ikke kontroversielt for socialdemokraterne at sige, at de etablerede kunstformer som Det Kongelige Teater skal blive bedre til at nå hele folket. Det har faktisk været Danmarks officielle politik siden 1961, hvor Kulturministeriet blev dannet med socialdemokraten Julius Bomholt som landets første kulturminister. Med oprettelsen af blandt andet Statens Kunstfond og biblioteksloven var han således med til at sætte kulturpolitikken ind i det system, vi stadig kender i dag, men det er nyt, at partiet taler om, hvorvidt systemet har fejlet i at repræsentere den brede befolkning.

Henrik Sass Larsens udtalelser kom dog ikke bag på direktør ved M/S Museet for Søfart Ulla Tofte, der i et debatindlæg i Politiken forklarede, at kulturlivet må tåle diskussionen, fordi man trods talrige forsøg ikke før har indfriet ambitionen om, at støtten skulle bruges til at nå hele folket.

“Retten til at definere kulturen bliver nu udfordret fra flere sider, fordi vi ikke tidligere var gode nok til at folkeliggøre kulturen. I mange år havde kulturbranchen kun fokus på et allerede interesseret, akademisk publikum, men vi tilbyder i dag noget, som appellerer til andre målgrupper”, forklarer Ulla Tofte.

Kløft mellem storbyerne og provinsen
Også andre stemmer i kulturlivet siger, at der er brug for at diskutere kulturpolitikken, hvis kulturen skal forblive relevant for borgerne. Blandt andre Trine Bang, som er direktør ved Kulturmødet Mors, er bekymret for, at kløften mellem danskerne i provinsen og i byerne kun vil blive større, hvis vi ikke tør forny kulturlivet.

“Det er meget vigtigt, at vi diskuterer kulturpolitik, da den skaber mening og værdi i vores samfund på tværs af generationer og geografi”, siger Trine Bang og fortsætter:

“Jeg ville ønske, at politikerne ville fortælle de positive historier om initiativerne i kulturlivet og bruge dem som eksempler på, hvor mange forskellige typer kultur Danmark har. På den måde ville man undgå at få et negativt karikeret billede af, at finkultur for eksempel kun er for borgere i storbyen, mens populærkultur kun hører til i provinsen. Det er jo ikke sandt, og den forståelse gavner ikke nogen”.

Også Christian Have mener, at vi bliver nødt til at hilse de landspolitikere velkommen, som tør tage debatten:

“Det er meget nødvendigt, at vi tør diskutere kulturpolitikken, og nogle gange har vi brug for meldinger, som ryster lidt, da det er den eneste måde, vi kan skabe en bedre balance i kulturlivet på. Derfor er det også vigtigt, at Henrik Sass Larsens kulturdebat fortsætter”.

Rane Willerslev bakker Henrik Sass op
Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev er enig i, at Henrik Sass Larsen åbner en vigtig diskussion.

“Traditionelt set har det været akademikerne, som skulle bestemme, hvad der skulle laves hos kulturinstitutionerne, men den verden har ændret sig. I dag har vi et socialt ansvar for at få folk ind på vores museer og teatre, og det skal vi tage dybt seriøst”, siger Rane Willerslev.

Den kulturelle elite må således forstå, at der er brug for fornyelse. Rane Willerslev oplevede for eksempel selv, hvordan kultureliten, herunder Magisterbladet, forkastede Nationalmuseets nye folkelige vikingeudstilling og brugte ordet “tivolisering”, selvom den har været en stor succes.

“Når vi forsøger at gøre noget nyt, så kommer der stærke reaktioner fra den uddannede elite, som fordømmer det. Jeg var meget rystet over fordømmelsen af Jim Lyngvilds vikingeudstilling, før den overhovedet var åbnet”.

Og netop elitens fordømmelse og vrede over ændringer som dem på Nationalmuseet mener DSU-formand Frederik Vad Nielsen er grunden til, at vi aldrig kommer længere med at udvikle og diskutere kulturpolitikken i Danmark.

“Så snart man taler om at ændre i kulturen fra politisk side, så kommer der fire kronikker i Politiken og to “Deadline”-udsendelser med brok om det. Det er umuligt at lave noget kultur om”.

Modet til at turde diskutere, hvordan vores kultur fremadrettet skal prioriteres, synes derfor at skulle komme fra vores politikere, men også fra kulturmiljøet, som skal være omstillingsparat, mener Frederik Vad Nielsen.

På trods af Mogens Jensens forsøg på at lukke kulturdebatten, som Henrik Sass Larsen startede, så fortsætter den alligevel.

For eksempel er også socialdemokraten Mattias Tesfaye gået ind i diskussionen, da han den 1. maj forsvarede sine partifællers udtalelser i Information:

“Altså, slap af. Der kommer to mennesker og siger: Er vi helt sikre på, at vores afvejning af, hvad de offentlige kulturkroner bruges på, er helt optimal? Og så tripper folk fuldstændig. Henrik Sass Larsen er en kæmpe tilhænger af biblioteker, hvorfor skulle han ikke være det? Der er ingen strømning i Socialdemokratiet, som er imod kultur”.

I interviewet i Information siger Mattias Tesfaye, at en stor del af befolkningen er usynlig i den kultur, der bliver lavet nu. Hvis Socialdemokratiet står med magten efter næste valg, kan det derfor måske ikke undgås, at vi skal diskutere, om kulturen er mangfoldig nok.

Men diskussionen skal altså først i gang efter et valg.