Kulturanalyse: Kulturlivet spænder ben for sig selv

Kulturfolk klager over, at kulturen ligger lavt på den politiske dagsorden. Men kulturinstitutionerne er selv med til at gøre kulturen til en politisk tabersag.

Sådan lyder den lidt kontroversielle analyse fra Lasse Marker, der sammen med partneren Søren Mikael Rasmussen står bag rapporten ’Museumslandskabet – Kulturpolitikkens udvikling og museernes vilkår’, som er bestilt og finansieret af Realdania.

Her kommer de ind på et spørgsmål, som er blevet stillet oftere og oftere de seneste år: hvorfor bliver der aldrig diskuteret kulturpolitik? Og de giver også et svar: Hver gang, en politiker vil flytte rundt på kulturmidlerne, lyder der ramaskrig fra de områder, det går ud over. Derfor kommer der altid en masse negativ omtale ud af at føre aktiv kulturpolitik.

”Hvis man som politiker ønsker at forandre noget, bliver det hurtigt en tabersag. For dem, der står til at miste penge, råber op og forsvarer deres privilegier. Det bliver en tabersag i medierne, og så trækker politikerne følehornene til sig”, siger Lasse Marker.

Paradoks
Forklaringen er paradoksal. For det er ikke mindst repræsentanter for kulturinstitutionerne, der klager og efterlyser, at kulturpolitikken kommer på dagsordenen. Rapporten citerer blandt andet Anni Mogensen, museumschef på Nationalmuseet, for at sige, at ”staten har trukket sin indflydelse”, og Frank Rechendorff Møller, direktør for Augustinus Fonden, for at mene, at regeringen bedriver kulturpolitik på ”kustodeniveau”.

”Der er et paradoks. På den ene side har vi et kulturliv, der efterlyser kulturpolitisk mod. Men hver gang man får en kulturminister, der vil noget, mødes vedkommende med et kulturliv, der jamrer og hyler op, hver gang der bliver forsøgt at rykke på tingene”, siger Lasse Marker og uddyber:

”Det skete med den daværende radikale kulturminister Uffe Elbæk, der havde en Marshallplan og ville gøre op med 100 års kulturpolitik, og det er sket for den nuværende kulturminister Mette Bock (LA), der vil reformere kulturområdet fra bunden. Så man kan godt være fræk og spørge om, kulturlivet virkelig vil have en kulturpolitik, eller om det bare er noget, de siger”.

Defensive organisationer
Lasse Marker mener, at der på kulturområdet foregår en form for social kontrol, som indebærer, at man ikke støtter en omfordeling, der kan koste andre institutioner støttemidler. Og det skaber konservatisme og handlingslammelse i kulturens interesseorganisationer.

”Vi oplever, at interesseorganisationerne blokerer for kulturudviklingen, hver gang der kommer et udspil fra ministeren eller andre. Der savner jeg noget større mod, for de tjener ikke deres egne interesser”.

Her peger Lasse Marker som eksempel på Organisationen Danske Museer (ODM), som i hans øjne har været for defensive i forhold til kulturministerens planlagte reform af museumsbevillingerne.

”Mette Bock har i to år arbejdet på en museumsreform, som hun har måttet opgive at få gennemført inden valget. En af forklaringerne er, at ODM ikke ønsker forandringer. Hver gang, der er kommet et udspil, har ODM meddelt, at de ikke ønsker at være med, og at hvis regeringen ønsker forandring, må man komme med flere penge. Der savner jeg et større mod til at pege på, hvilken retning man skal gå”.

Roser omprioriteringsbidrag
Den kulturpolitiske situation skal ses i historisk perspektiv, skriver Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen i rapporten. I mange år har kulturområdet været i vækst, og derfor har kulturpolitik handlet om at uddele nye midler og ikke om at omprioritere. Derfor er der opstået en slags tradition for, at man ikke fjerner støtten, når den først er givet, og kulturpolitikken bliver derfor fastfrosset, når der ikke er nye midler – måske ligefrem færre – at gøre godt med.

I det lys mener Lasse Marker, at det ellers så forhadte omprioriteringsbidrag på to procent årligt har været med til at åbne for kulturpolitiske valg.

”Omprioriteringsbidraget har trods alt givet mulighed for at føre en aktiv kulturpolitik, for det har givet midler, man kan flytte rundt på. Nu har man så besluttet at føre dem tilbage til området, og det bliver spændende at se, hvad man bruger dem til”.

Men museerne er jo også arbejdspladser med husleje og fastansatte medarbejdere. De har vel brug for en vis stabilitet blandt andet for at kunne udvikle og planlægge langsigtet?

”Det er klart, at der er en organisatorisk og ledelsesmæssig udfordring. Jeg møder ofte et argument i organisationerne, der lyder, at så længe der bliver skåret, kan man ikke udvikle sig. Men man kunne også se det anderledes: Det kan blive en sovepude, hvis man blot får det samme tilskud, som man plejer, uanset hvordan man præsterer. Når der skæres, bliver kulturinstitutionerne derfor tvunget til at udvikle sig”, siger Lasse Marker.

For mange museer
Han mener blandt andet, at det er en positiv udvikling, at museerne i dag forholder sig progressivt til det at skulle skabe omsætning og tjene penge.

En af de kulturpolitiske prioriteringer, Lasse Marker gerne så nogle politikere gå i brechen for, ville være en grundig oprydning på museumsområdet.

”Vi har et hav af kulturhistoriske museer, der grundlæggende ikke adskiller sig fra hinanden. De har samme fokus, samme fortællinger, samme genstande. Det gav mening for 100 år siden, men i dag behøver vi ikke så mange små institutioner overalt i landet. Så jeg efterlyser modet til at lukke nogle af de små og prioritere de større institutioner, der bedre kan løfte opgaverne og differentiere sig fra hinanden”.

Ansvaret for en hensygnende kulturpolitik ligger flere steder, fastslår Lasse Marker. Politikerne skal have modet til at træffe upopulære beslutninger. Og så savner han også en seriøs kulturpolitisk pressedækning.

”De store dagblade dækker ikke kulturpolitik. De dækker kulturbegivenheder. Det er begivenhedsjournalistik, omtaler, interviews med kunstnere og lignende”

Og endelig er der altså kulturens egne repræsentanter, som også selv må komme med bud på kulturpolitiske retninger og prioriteter.

”Hvis man som branche mener, at ens område savner politisk opmærksomhed, må man selv tage ansvar. Branchen må gøre noget for at sætte det på dagsordenen. Det er der heldigvis også flere kulturaktører, der har gjort de seneste år.

ODM: Vi er meget konstruktive
Lasse Markers vurderinger møder både opbakning og kritik hos repræsentanter for kulturlivet.

”Jeg tror egentlig, diagnosen er ret præcis. Kulturpolitik er et rimelig betændt område. Jeg har selv arbejdet med reference til kulturministeriet i 14 år under 6-7 forskellige kulturministre. Jeg ved, hvordan de kæmper inden for mit eget og også andre områder – man skal jo bare flytte en krone fra et sted til et andet, så vælter der brænde ned, og Politiken rydder forsiden”, siger Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst.

”Men jeg er bare nødt til at sige: Det kræver mod at være politiker”, tilføjer han.

ODM’s formand Flemming Just genkender også, at der opstår modstand, når politikere lægger op til omfordeling af kulturmidler. Til gengæld afviser han blankt Lasse Markers kritik af ODM for at obstruere en kommende museumsreform.

”Manden griber det ud af luften. Tværtimod har vi fra kulturministerens side fået ros, fordi vi er gået så konstruktivt ind i debatten. Jeg har haft en dialog med ministeren, og jeg tror bestemt ikke, hun betragter det som konservatisme. Vi går for eksempel ind for, at det er ok, at en del af statsstøtten skal være performance-afhængig. Det synes jeg ikke, man kan kalde at være konservativ”, siger Flemming Just.