Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM’s formand ser mange gode takter i regeringspapiret

Camilla Gregersen

”Mål og intentioner er gode, og vi er klar til at bidrage til at realisere dem”, siger DM's formand © Foto: Jacob Nielsen

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

DM vil følge op på de få områder der mangler i det politiske forståelsespapir, som danner grundlag for Mette Frederiksens regering.

Dansk Magisterforenings formand er overordnet rigtig glad for det forståelsespapir, som Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om, og som gør det muligt for Mette Frederiksen at danne en socialdemokratisk regering.

”Det er et rigtig godt og visionært forståelsespapir med mange vigtige elementer for DM’s medlemmer, som peger i den rigtige retning i forhold til deres arbejdsliv”, siger Camilla Gregersen.

Hun nævner, at partierne i forståelsespapiret italesætter new public management og den kontrol på de offentlige arbejdspladser, som hun er enig i, er gået for vidt.

”Det er rigtig godt, at regeringen sammen med os i de faglige organisationer og de offentlige arbejdsgivere vil kigge på, hvordan vi genindfører tilliden til den enkelte medarbejder og institutionerne. Det vil vi rigtig gerne bidrage til, at de kommer i mål med”, siger Camilla Gregersen, som også mener, det er meget positivt, at regeringen vil skabe bedre rammer for ytringsfriheden for offentligt ansatte ved at indskærpe overfor lederne, at medarbejderne skal kunne ytre sig uden frygt for negative reaktioner fra ledelsen.

”Det er et højtprioriteret område i DM, så det kan jeg kun hilse meget velkomment”, siger hun.

Tiltrængt med nye toner på uddannelsesområdet
Formanden er utroligt glad for andre toner på uddannelsesområdet, og at den nye regering vil fjerne både omprioriteringsbidraget på uddannelse og uddannelsesloftet.

”Begge dele bliver nu lagt i graven, og det er virkelig tiltrængt. Både studerende og ansatte har lidt under besparelserne på uddannelsesområdet og af uddannelsesloftet.

Begge dele blev indført i 2016, og mens omprioriteringsbidraget har betydet massive årlige besparelser på landets gymnasier, erhvervsskoler, universiteter og andre uddannelser, har uddannelsesloftet betydet, at man skal vente minimum 6 år, fra man har afsluttet en uddannelse, til man kan begynde en ny.

Bedre arbejdsmiljø
Hun peger også på arbejdsmiljøindsatsen, hvor regeringen vil forbedre arbejdsmiljøet og afsætte flere permanente midler til Arbejdstilsynet.

”Presset ude på arbejdspladserne er stort, og derfor er der både brug for en indsats på den enkelte arbejdsplads og et styrket Arbejdstilsyn”, siger hun.

En del DM-medlemmer arbejder i psykiatrien og med integration, og formanden er glad for, at regeringen vil løfte psykiatrien og sætte gebyrerne for sprogkurser ned.

Hurra, man vil lytte til klimaeksperterne igen
De fire partier vil lave en klimalov, som regeringen vil fremsætte forslag om allerede i det første folketingsår. Det indebærer fx en reduktion af drivhusgasser med 70 procent i 2030, og det vil kræve endnu ukendte virkemidler at nå det ambitiøse mål. Derfor understreges det i forståelsespapiret, at Klimarådet og andre eksperter skal involveres tæt i arbejdet.

”Jeg er utroligt glad for de bindende delmål, og lige så glad for, at regeringen vil lytte til klimaeksperterne igen. Det er noget, vi har arbejdet med i DM, og det er dejligt, at det ligefrem står i aftalepapiret”, siger Camilla Gregersen.

Derfor roser hun også regeringen for at afsætte en procent af BNP til forskning.

”Det har været gudsjammerligt lavt, og det er positivt, at det nu kommer op på en procent, selv om DM’s målsætning er at komme op på 1,5 procent. Det er bestemt også noget, vi kommer til at følge op på i hele regeringsperioden”, siger hun.

Vigtige områder mangler
Til gengæld er Camilla Gregersen skuffet over, at kulturområdet stort set ikke er nævnt i forståelsespapiret for den nye regering, bort set fra at regeringen vil styrke public service. Der er ikke længere flertal bag medieaftalen, og regeringen vil indbyde til drøftelser for at styrke dansk public service.

”Jeg håber, at det betyder, at DM-medlemmerne i DR og andre medier kan slippe for fyringsrunder”, siger hun.

Under valgkampen lovede Socialdemokratiet, at de ville fjerne besparelserne på kulturområdet, men det står der ikke noget om i det 18-sider lange dokument.

”Kulturområdet, fx arkiver, museer og børnekulturen er så vigtige områder, og besparelserne skal selvfølgelig væk fra de områder”, siger formanden, som også mener, at it-politikken glimrer ved sit fravær.

”Det er ellers oplagt for en ny justitsminister at sætte fokus på blandt andet logningsbekendtgørelsen, som er i modstrid med domme fra EU-domstolen”, siger hun.

Og så skal der følges op på ligestillingsområdet. Det er nævnt i forståelsespapiret, og regeringen ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder har reelt lige muligheder. En ny regering vil blandt andet gennemføre en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.

”Det er et rigtig godt initiativ, som vi bakker op om, men der mangler ligestilling på arbejdsmarkedsområdet. Derfor vil vi følge op på, at regeringen også tager initiativer, der handler om ligeløn og bedre muligheder for barsel”, siger Camilla Gregersen, som siger, at DM overordnet vil følge op på, hvordan de ambitiøse og gode ting, der står i papiret bliver udmøntet.

”Mål og intentioner er gode, og vi er klar til at bidrage til at realisere dem”, siger DM’s formand.