Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nu kan du beregne dit CO2-forbrug på flyrejsen

© Gary Lopater/Unsplash.com

Del artikel:

Forskere har lavet hjemmeside, der viser udledningen af CO2 fra flyrejser.

Overvejer du også at booke flybilletter til sommerferien, og vil du gerne vide, hvad din rejse betyder for udledningen af CO2?

Ja, så er der hjælp at hente fra svenske forskere fra Chalmers tekniske Højskole, der har offentliggjort et nyt interaktivt flyudledningsværktøj.

Via hjemmesiden flightemissionmap.org  kan man beregne sit klimaaftryk ved at klikke på den by, man rejser fra, og føre en mus hen til destinationen.

Hjemmesiden rummer også en brugervejledning og dokumentation for, hvordan beregningerne foretages.

Den årvågne flypassager vil bemærke, at de svenske forskere når frem til højere tal end dem, man finder hos flyselskaberne.

Hvor SAS’s egen CO2-beregner fx fortæller, at en returrejse til New York koster 876 kilo CO2 for en enkelt passager, når flightemissionmap.org frem til 2.099 kilo CO2, altså mere end det dobbelte, bemærker dagbladet Information.

Og det er der en god forklaring på, siger en af hjemmesidens initiativtagere til avisen.

”Det skyldes, at vi i modsætning til SAS og de fleste flyseselskaber medregner det, der på engelsk kaldes non-CO2-effects på klimaet ved flyvning”, siger forsker i luftfarts klimaeffekter Jörgen Larsson med henvisning til udledningen af NOx, partikler og vanddamp, der også har en drivhuseffekt.

2.099 kilo CO2 lyder måske abstrakt, men det kan sammenlignes med, at et træ i gennemsnit optager 21,7 kilo CO2 om året.

Ifølge Den internationale lufttransportsammenslutning (ITIA) rejste i alt 4,1 mia. passagerer med et fly i 2017. Det er en pæn fremgang på 7,3 pct. fra 2016 og ITIA har da også en optimistisk forventning om, at det totale antal passagerer i 2037 når op på 8,2 mia.

Det stigende antal passagerer biddrager til øget CO2 udledning, og Det europæiske miljøagentur forventer at flytrafik sammen med skibstrafik i 2050 kan udgøre 40 pct. af samtlige CO2-udledniger.

FN’s klimapanel (IPCC) advarer da også om, at verdens transport skal reduceres drastisk, hvis katastrofale klimaforandringer skal forhindres