Aalborg Universitet i gang med massefyring
© Trine Kristensen/Forskerforum
En besparelse på 67 millioner i år betyder, at Aalborg Universitet skal ud i en massefyring. Alene på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet påtænker ledelsen at afskedige 39 videnskabelige og administrative medarbejdere.
Aalborg Universitet har indledt en sparerunde, der betyder masseafskedigelse af medarbejdere.
Det er ikke meldt ud, præcist hvor mange ansatte, universitetet påtænker at afskedige. Dog har Dekanen på Samfundsvidenskab, Rasmus Antoft meldt ud til sine medarbejdere, at fakultetet skal af med 39 ansatte.
Derudover forlyder det, at humaniora skal skære 25 stillinger.
Anne Bisgaard Pors, der er fællestillidsrepræsentant for de administrative DM-medlemmer på Aalborg Universitet og næstformand i hovedsamarbejdsudvalget (HSU) oplyser, at besparelsen på i alt 67 millioner både rammer administrativt ansatte og videnskabeligt personale på samtlige fakulteter.
”Det er en meget ubehagelig proces for medarbejderne på universitetet. Derud over frygter jeg, at det går ud over både forskning og uddannelse, når så mange kolleger forsvinder”, siger Anne Bisgaard Pors.
Der er flere årsager til, at Aalborg skal finde så stor en besparelse på 2019-budgettet.
”Dimensionering, de nye lavere takster, færre udenlandske studerende, men ikke mindst to pcts-besparelserne. Det er kommet bag på alle, inklusive ledelsen åbenbart, hvor voldsom en besparelse, det tilsammen løber op i”, forklarer Anne Bisgaard Pors.
Rektor: ledelsen kunne have kommunikeret bedre
Sektorbladet Forskerforum har i en artikel beskrevet, hvordan spareplanen har ført til store protester fra både studerende og ansatte på Aalborg Universitet.
Tillidsrepræsentanterne har klaget over, at de ikke er blevet inddraget i beslutninger på et tidligere tidspunkt. Fx blev medlemmerne af samarbejdsudvalget indkaldt til et møde 9. november sidste år med dags varsel, hvor de blev orienteret om lukningen af de syv uddannelser i København, skriver Forskerforum.
Ifølge bladet medgiver rektor Per Michael Johansen, at ledelsen kunne have kommunikeret bedre og at han forstår frustrationen blandt medarbejdere og studerende.
”I ledelsen er vi naturligvis fuldt ud klar over, at økonomiske tilpasninger af denne størrelse ikke bare er et tal i et regneark. En afskedigelse er en personlig krise for den enkelte og det er absolut ikke noget, vi tager let på”, har rektor sagt på et møde.
TR: Fyringer er begrundet i økonomi
Fællestillidsrepræsentant Anne Bisgaard Pors forklarer, at masseafskedigelserne til med kommer oven i en omstrukturering, der har trukket store veksler på universitetets administrativt ansatte. Hun opfordrer de kolleger, der nu bliver varslet afskediget, til at minde sig selv om, at fyringerne er begrundet i økonomi.
”Det er klart at folk tager det personligt og føler det dybt. Men dette handler ikke om, at deres kvalifikationer kan undværes. Alle de kompetencer, der forsvinder ud af universitetet, bliver et kæmpe tab”, siger Anne Bisgaard Pors.
Hun opfordrer sine kolleger til at bruge alle de tilbud, som AAU samt DM og de andre faglige organisationer står klar med.
Læs den fulde artikel om situationen på Aalborg Universitet i det seneste nummer af Forskerforum her
Denne artikel her er blevet opdateret to gange i løbet af 7. februar, med antallet af afskedigelser på hhv. samfundsvidenskab og humaniora. red.