Dagens humanist: Vi i tech-branchen har et ansvar
Foto: Thomas Steen Sørensen Collage: Redaktionen
46-årige Nordic Director of Customer Advisory i dataanalysefirmaet SAS Institute, Pernille Hertel, skrev speciale om Emile Zola og den franske impressionisme, men er i dag chef for et team på 70 tekniske ansatte fordelt i flere nordiske lande.
Pernille Hertel er cand.mag. i litteraturvidenskab, men har stort set kun beskæftiget sig med teknologi i det private, siden hun blev færdiguddannet . Nu har hun været 20 år i IT og arbejder i dag med salg og IT i en ledelsesstilling.
Hvad laver du i dit job i dag?
“Mit job fungerer i spændvidden mellem forretning og it. Det vil sige, at min afdeling træder til, hvis kunden har et forretningsbehov, som vores teknologi kan løse. SAS sælger analyseredskaber som kan hjælpe virksomheder træffe mere faktabaserede beslutninger og blive klogere på deres virksomhed ved hjælp af analyse og data. Jeg og mit team hjælper kunderne med at finde ud af, hvad deres behov er. I mit team har jeg 70 kompetente folk med en dyb teknisk forståelse som kan hjælpe med at skræddersy vores løsninger til kunden i samarbejde med sælgerne.”
Hvorfor er dit job vigtigt?
“Jobbet er vigtigt, fordi teknologi har så stor en betydning for os i dag. Det er vigtigt, at man bruger teknologien rigtigt og med en vished om, hvilket formål det bliver udviklet til. Sagerne om kunstig intelligens fra Kina og USA er et godt eksempel på dette. Vi i tech-branchen har et ansvar for at sikre, at vi kan stole på den kunstige intelligens, vi bruger. Vi skal tage stilling til teknologien og have styr på sikkerhed og data.
Derudover synes jeg på et personlig plan, at mit job er vigtigt, fordi jeg som leder kan hjælpe mine medarbejdere med at rydde sten på vejen, så de kan levere. Hvis du for eksempel sidder som tekniker og har meget fokus på at løse et teknisk problem, men har svært ved at se, hvordan vi på længere sigt kan få en løsning implementeret i den gældende virksomhed, så kan en humanist som jeg hjælpe med at skabe samspil mellem teknologien og det menneskelige. Qua min baggrund har jeg en forståelse af kompleksiteten i problemerne, som vi skal løse, og at der ikke kun er en løsning eller vej til målet, og netop derfor tror jeg, at samspillet med min humanistiske baggrund og mine tekniske ansatte fungerer så godt.”
Fem hurtige om jul
Kirke eller Disneys Juleshow?
"Begge dele"
Bløde eller hårde pakker?
“Mmh.. bløde”
Marcipan eller nougat?
“Ingen af delene. Må jeg svare æbleskiver og gløgg?”
Nisselandskab eller Georg Jensen-pynt?
“Nisselandskab”
Guirlander eller hjerter?
“Hjerter”
Hvordan bruger du din humanistiske baggrund i dagligdagen?
“Noget af det jeg bruger rigtig meget, er evnen til at se tingene udefra og fra et mere holistisk perspektiv. Jeg er god til at danne overblik og stille de provokerende spørgsmål, så dem omkring mig ser tingene fra andre vinkler.
Der er ikke mange kvinder og heller ikke mange humanister i min branche, så det er vigtigt, at vi sætter diversiteten i spil, når vi skal løse komplekse problemstillinger. Det handler i sidste ende om at kunne navigere i kompleksiteten og finde løsninger i den.”
Hvordan gør du en forskel?
“Jeg kan se, at vi gør en forskel i verden og hos vores kunder, og det betyder rigtig meget for mig på et personligt plan. Vi laver ”Data for good”, hvor vi for eksempel laver forskning på truede dyrs udryddelse, så at man ved hjælp af data og analyse kan forstå udviklingen i langt højere grad. Den type projekter er vi meget stolte af, og de gør en forskel i verden og giver indsigt på en helt anden måde.
Ved hjælp af vores værktøjer kan man håndtere problemerne baseret på viden. Det betyder noget for mig, at jeg kan se, at vores arbejde flytter noget. Det er måske langt fra det, vi konkret gør i dagligdagen, men det er det lange perspektiv og den dybere mening.”
Hvis dit fag skulle have en julegave, hvad skulle det så være?
“Jeg ville ønske, at flere får en forståelse for, at diversiteten i uddannede er vigtigere end alt andet. Det er de forskellige perspektiver og diversiteten som er forudsætningen for, at vi kan træffe de rigtige beslutninger i samfundet. Derfor har vi også brug for humaniora, da den er et vigtigt bidrag til diversiteten i samfundet.”