Dagens humanist: Skuespiller og instruktør i overlevelsestræning
Foto: HEIN Photography Collage: Redaktionen
47-årige Henrik Vestergaard er uddannet cand.mag. i dramaturgi, skuespiller og officer fra forsvaret. Han bruger noget fra alle sine uddannelser i sine mange job, som trods forskelligheder har en rød tråd, hvor han benytter sine kompetencer.
47-årige Henrik Vestergaard er uddannet cand.mag. i dramaturgi, skuespiller og officer fra forsvaret. Han bruger noget fra alle sine uddannelser i sine mange job, som trods forskelligheder har en rød tråd, hvor han benytter sine kompetencer.
Hvad laver du i dit job i dag?
"Mit hovederhverv er skuespiller og dramatiker, hvor jeg freelancer. Jeg har spillet virkelig meget teater og været med i ca. 40 film og tv-produktioner og spillede for eksempel hovedrollen i Tarok. Senest har jeg spillet skurk i Minkavlerne på Zulu og i en svensk tv-serie, Alex på Viaplay, som skulle bruge en dansker til at være ond.
Jeg arbejder også som konsulent i sikkerhedsbranchen eller med hård rejsesikkerhed i den tunge ende af skalaen, som jeg plejer at kalde det. Jeg laver HEAT-kurser (Hostile Environment Awareness Training), hvor jeg træner og uddanner ngo’er og journalister, inden de skal ud i højrisikoområder. I Forsvaret laver jeg noget lignende. Der hedder det CAC-kurser, som står for Conduct after Capture, altså hvordan man skal håndtere det, hvis man bliver taget som fange, når man er udsendt for Forsvaret. Desuden laver jeg kommunikationstræning af ledere.
Når jeg laver HEAT-kurser og CAC-kurser bruger jeg for eksempel rollespil eller en pædagogik, så man selv får lov til at prøve at agere i det, man kan komme ud for, så det hele ikke bliver teori. Jeg har en meget empirisk tilgang til det og bygger på analyser, som ikke er så langt fra det akademiske".
Hvorfor er dit job vigtigt?
"Overlevelsestræning har nærmest vigtigheden indbygget, så det er nemt at finde jobtilfredsheden i det. Jeg ved ikke om det specifikt skyldes mig og de værktøjer, jeg arbejder med. Men jeg får masser af bekræftelse på, at det hjælper i pressede situationer.
I skuespillet giver det mig stor tilfredshed at fortælle historier, og hvordan fortællinger skal hænge sammen, hvis de skal være effektivt fortalt og ramme folks følelser."
Fem hurtige om jul
Last Christmas eller Det jul’ Det Cool?
"Last Christmas. Min datter på 6 skråler den konstant"
Kirke eller Disneys Juleshow?
"Begge dele. Men Disney er sjovere"
Bløde eller hårde pakker?
"Hårde pakker"
Pyrus eller Nissebanden?
"Nissebanden"
Kikset julesweater eller skjorte og slips?
"Skjorte og slips – italiensk. Det skal være skarpt"
Hvordan er du nået hertil?
"Det skyldes dels, at jeg har en fortid i forsvaret og aldrig har sluppet det helt, og dels måden, jeg underviser på, hvor jeg bruger rollespil og en del værktøjer fra dramaturgien".
Hvordan bruger du din humanistiske baggrund i dagligdagen?
"Der, hvor den mest kommer til udtryk, er i mit virke som dramatiker, hvor jeg har en forståelse for strukturen i den dramatiske fortælling. Selv om opgaven er, at skabe noget gennem en kreativ proces, bruger jeg den mere klassiske fortællestruktur. Jeg har en forståelse for, at det ene er baggrunden for det andet. Jeg kan få det til at virke".
Hvordan gør du en forskel?
"Det er nok min tilgang til dramaturgien. Efter min mening falder kunsten for ofte til at servere et standpunkt. Man tygger et budskab, så pointen bliver for tydelig og udelukker tankevirksomhed hos publikum.
Jeg er ikke så meget til agitationskunst. Mit forsøg er altid at lægge noget frem, så det på overfladen virker objektivt. Det, der er interessant for mig, er fortællinger om mennesker, som prøver at gøre noget rigtigt, for det tror jeg, de fleste mennesker stræber efter. Nogle gange kolliderer det bare med virkeligheden.
Jeg har for eksempel skrevet et stykke om Afghanistan, hvor soldaternes pris for at tage af sted var, at en del af dem gik i stykker psykisk. Jeg skriver ofte noget, hvor tragedien er indbygget, hvor jeg skildrer menneskers kamp for at overleve eller deres forsøg på bare at forstå verden".
Hvis dit fag skulle have en julegave, hvad skulle det så være?
"På teaterområdet har man i mange år skåret i projektstøttemidlerne til de frie teatergrupper, som ikke har egen scene. Jeg har de sidste 18 år været kunstnerisk leder for teatertruppen Von Baden, som er en fast trup spredt over hele landet, og ikke for at klynke, men det er projektstøttemidlerne, der får det til at hænge sammen for de frie teatergrupper.
Så det skulle være en julegave, hvor man igen ville buste projektstøttemidlerne til de frie grupper, så vi fik mere faste midler at arbejde med og ikke behøvede at søge støtte fra Statens Kunstfond fra projekt til projekt, som vi gør nu - og ofte kun får en brøkdel af det, vi søger om".